Analyse
Læsetid: 5 min.

Det islamiske spøgelse

20. oktober 2000

Mange palæstinensere tror ikke på, at Oslo-processen kan levere freden. Der er ingen tvivl om, at Hamas-ledelsen nu vejrer morgenluft

Det islamiske spøgelse er atter kommet ud af skabet. I kølvandet på de seneste tre ugers voldsomme uroligheder i de besatte palæstinensiske områder og i Israel, er der fra medierne og især fra det israelske establishment, skabt frygt for, at den islamiske modstandsbevægelse Hamas nu vil stå forrest i kampen mod Israel. Der skal ikke herske tvivl om, at Hamas-ledelsen har vejret morgenluft. Den nye palæstinensiske ’Al-Aqsa intifada’ har med al tydelighed vist, at størstedelen af den palæstinensiske befolkning er af den overbevisning, at Oslo-processen ikke kan levere den ønskede fred.
Netop Hamas har gennem de seneste ti år været den mest slagkraftige opposition til Arafats fredsdiskurs. Det er dog vigtigt at understrege, at Hamas har bevæget sig væk fra deres tidligere totalt kompromisløse politik, hvor bevægelsen på det ideologiske og retoriske niveau fornægtede Israels fortsatte eksistens.
Hamas’ budskab til den palæstinensiske befolkning er baseret på PLO’s politik som den tog sig ud i 1970’erne, blot indhyllet i islamisk retorik. Det, som befolkningen har været vidner til, er således en forskydning af de respektive bevægelser, mål og midler. I takt med at PLO har forladt deres oprindelige startegi, har Hamas søgt at udfylde det tomrum, der opstod.
Hamas har således i de seneste år foretaget en realpolitisk opblødning. Bevægelsen har åbnet op for muligheden for at danne en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben, såfremt Israel opfylder FNs resolution 242, som set fra en palæstinensisk synvinkel er ensbetydende med fuld israelsk tilbagetrækning fra de områder, der blev besat i 1967.
Til trods for Hamas’ kritik af Arafats fredsdiskurs og bevægelsens modstand mod Arafats deltagelse i det netop overståede Sharm el-Sheikh møde søger bevægelsen ikke en konfrontation med Arafats selvstyremyndighed. I et communique udsendt efter Sharm al-Sheikh mødet gør bevægelsen rede for, at »Al-Aqsa- intifadaen ikke brød ud på grund af enkeltstående krav, men for at besejre besættelsesmagten på vores land og vores hellige steder og for at opnå vores fulde rettigheder. Besættelsen er årsagen til alt ondt og vort folks lidelser, sår og smerte. Vi vil sammen med alle andre kræfter blandt vort folk fortsætte intifadaen, indtil vi opnår vores mål.«
Det hedder videre i det udsendte communique: »Vi anmoder Den Palæstinensiske Autoritet om at stå sammen med folkets og nationens valg, som er modstand og folkeligt oprør. Selv om Autoriteten begik en alvorlig fejltagelse gennem deltagelsen i mødet i Sharm el-Sheikh, håber vi, at de ikke vil gå videre med deres fejltagelser og implementere mødets resolutioner. Hvis dette sker, vil de blive taberne, og de vil således bevæge sig uden for folkets nationale konsensus.«

Indholdet i Hamas’ seneste communique sammenholdt med hændelserne i de palæstinensiske områder peger unægtelig i retning af, at Hamas har fat i en vigtig pointe; nemlig at Arafat og det palæstinensiske lederskab er ude af trit med befolkningens krav og ønsker. Det er ikke rimeligt at søge at placere ansvaret for de fortsatte uroligheder hos den islamiske opposition alene. Det er nemlig ikke blot Hamas, der er utilfreds med tingenes tilstand. Stort set samtlige palæstinensiske politiske partier og bevægelser er enige i kritikken. Således har dele af Fatah på Vestbredden i forbindelse med de seneste uroligheder dannet en væbnet milits, som har svoret at fortsætte det palæstinensiske oprør. Det samme gælder i øvrigt den palæstinensiske venstrefløj repræsenteret ved PFLP og DFLP. Der syntes således at være en national konsensus i det palæstinensiske politiske miljø uden for Selvstyremyndighedens kontrol.
Den mest interessante udvikling er, at også Arafats egen Fatah bevægelse har meldt så klart ud. Utilfredsheden inden for Fatahs rækker har ulmet i årevis, og det skyldes flere forhold. Dels er mange Fatah-medlemmer fra de besatte områder dybt utilfredse med, at deres indflydelse har været minimal inden for rammerne af den Palæstinensiske Autoritet. Da Arafat vendte tilbage fra sit eksil i Tunis til Gazastriben i 1994 kom han ikke alene. Han medbragte stort set hele PLO’s eksilledelse, og det er disse personligheder, der har sat sig på de tunge poster.

Netop eksilledelsens faste greb om udviklingen i det palæstinensiske samfund de seneste år har skabt stor frustration blandt PLOs kadre på Vestbredden og i Gazastriben.
Fatah-medlemmer fra de besatte områder – med Marvan Barghouti i spidsen – har i årevis søgt at demokratisere Fatah indefra, uden held. Endvidere har der de seneste år været kræfter inden for bevægelsen, der på grund af de manglende fremskridt i fredsforhandlingerne åbent har argumenteret for en tilbagevenden til den væbnede kamp. Disse kræfter har ligeledes stillet spørgsmål om, hvorvidt det var det rigtige strategiske valg, PLO foretog i 1993, altså at søge fred med Israel på de opstillede præmisser. Det er nu denne del af Fatah, som åbent modsætter sig Arafat. Det er uden tvivl en farlig udvikling for det palæstinensiske samfund. Kritikerne håber gennem dette vink med en vognstang til ledelsen, at Arafat vil søge en tilnærmelse til folket, frem for med Israel og USA.
Den nye konsensus, som syntes at tegne sig i det palæstinensiske samfund, skal ikke ses som et udtryk for, at den palæstinensiske befolkning ikke ønsker fred med Israel. Pointen med at fortsætte oprøret er at ændre præmisserne for indgåelsen af en fred. Mange palæstinensiske intellektuelle, som f.eks. den tidligere topforhandler Hannan Ashrawi og menneskerettighedsforkæmperen Raji Sourani, har længe argumenteret for, at fredsprocessen, som vi kender den, har været død de seneste mange år.
Arafat vil blot ikke erkende dette. Det palæstinenserne ønsker – uanset om de sympatiserer med Hamas, Fatah eller venstrefløjen – er, at fredsprocessen, som den ser ud idag, må skrinlægges og nye præmisser opstilles på basis af FN’s resolutioner. Umiddelbart er det vanskeligt at forestille sig, at dette vil ske, idet det vil kræve et gigantisk pres fra USA på Israel. Realpolitisk er det dog den eneste mulighed for en varig fred mellem Israel og den arabiske verden. Løsningen på Palæstina-spørgsmålet er fortsat nøglen til fred, også mellem de arabiske stater og Israel. Israel og israelerne vil aldrig være velkomne i Cairo, Amman, Damaskus eller i Abu Dhabi for den sags skyld, uden en fred med palæstinenserne. Så trods palæstinensernes svaghed over for Israel, er de fortsat i besiddelse af en vigtig nøgle, nemlig nøglen til den arabiske verden. Selv om det utvivlsomt vil blive vanskeligt for Israel at opfylde de palæstinensiske demonstranters krav, må det fastholdes, at det er Israel, der er besættelsesmagten, og at det ikke er muligt at skabe fred alene på den stærke magts præmisser, til trods for at dele af det internationale samfund tilsyneladende er indstillet på at cementere magten over retten.
Besættelse har en pris og den kan være dyr. Myten om den lille truede stat Israel er dekonstrueret af besættelsesmagten selv, og behovet for en ny diskussion af præmisserne for fred er åbenbar.

*Michael Irving Jensen er Ph.d-stipendiat ved Carsten Niebuhr
Instituttet, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her