Læsetid: 3 min.

Japan: De udmattedes land

4. oktober 2000

Japans arbejdende befolkning er ved at blive drænet for de sidste kræfter af Internet-relateret arbejde, viser ny opsigtsvækkende undersøgelse

Bleeding edge
TOKYO – Enhver, der har kørt med Metro i det centrale Tokyo, vil have oplevet japanernes forunderlige evne til at vågne, når deres station står for tur. En meget stor del af passagererne sover stående og siddende. Samtidig har mange, der har arbejdet i Japan, deres yndlingshistorie om japanske kolleger, der faldt i søvn på de mærkeligste tidspunkter – under møder eller midt i frokosten.
Det er der en god grund til. En ny stor undersøgelse foretaget af det japanske National Institute of Public Health med støtte fra Ministeriet for sundhed og velfærd viser, at hele 36 procent af den japanske befolkning lider af kronisk udmattelse. Den alarmerende undersøgelse er ledet af professor Teruo Katani, og blev offentliggjort i sidste uge.
Problemerne skyldes langt hen ad vejen det høje arbejdspres, mener forskere og politikere.
Ministeren for sundhed og velfærd nedsatte i marts i år en komite, der skulle undersøge, hvilke dele af japanernes liv, der fører til træthed, udmattelse og i værste tilfælde det, der i Japan går under navnet Karoshi, død som følge af overarbejde.
Karoshi har længe været et ømtåleligt emne i den japanske debat, men et voldsomt stigende antal dødsfald, særligt blandt helt unge mænd i Internet-relaterede virksomheder, har ført til, at regeringen nu forsøger at undersøge problemet til bunds.

Foruroliget
59 procent af de anonymt adspurgte forklarede i undersøgelsens spørgeskema, at de følte sig udmattede og drænet for energi. Kvinderne i undersøgelsen lå lidt over mændene, med 61 procent mod mændenes 57 procent.
Til disse tal siger undersøgelsen leder Teruo Katani til Information:
»Dette niveau på næsten 60 procent af befolkningen, der føler sig udmattede, er mindst dobbelt så højt som de lignende undersøgelser, jeg har set fra andre lande i Europa og USA. Det er meget foruroligende.«
Det er de unge, der leverer tyngde til statistikken. Særligt unge mænd mellem 25 og 34 år, hvor hele 66 procent føler sig udmattede. Og det er i disse grupper, man finder rekrutteringsgrundlaget til de hårdtarbejdende opstartvirksomheder, der blomstrer op overalt i Japan i denne tid.
Forskerne har brugt tre kategorier af udmattelse for at kunne se, hvad der er årsager til problemerne. Her scorede udmattelse på grund af kendt sygdom lavest med ni procent af tilfældene. Udmattelse, hvor årsagen var kendt af personen, men ikke var sygdomsrelateret var 29 procent, medens 21 procent af svarpersonerne ikke vidste, hvad det var, der havde ramt dem. I kategorien, hvor årsagen var kendt, men ikke sygdomsrelateret, var det for meget arbejde eller overarbejde, for lange arbejdsdage, stress og for lidt søvn, der blev gentaget oftest. For kvinderne var det både at have børn og samtidig honorere kravene fra arbejdsmarkedet en væsentlig årsag til udmattelse.
Undersøgelsens mest chokerende resultat var dog, at hele 36 procent af den totale befolkningsgruppe havde været permanent udmattet i seks måneder eller derover. Altså kronisk drænede for energi.
Mere end halvdelen af dem, der lider af kronisk udmattelse (i alt 17 procent) mente, at udmattelsen havde ødelagt deres liv på en lang række områder, fortæller undersøgelsen. Mange af disse mennesker kunne melde om muskelsmerter og hovedpine, at de mistede synet fra tid til anden, svimmelhed, mangel på søvn, for meget søvn og manglende evne til at fokusere og huske.
Dette kroniske udmattelsessyndrom, som i USA går under navnet dot.com-syndromet, fordi det er særlig udbredt i Internet-relaterede brancher, er ligeledes særlig udpræget hos unge mænd, der arbejder som net-entreprenører. I denne gruppe viser undersøgelsen også, at skiftet fra en traditionel japansk livsstil – med hvad det indebærer af religion, sund kost og fysisk udfoldelse – til amerikansk kost og ingen anden gymnastik end den ved tasterne, har en vis indflydelse på antallet af kronisk udmattede.

Gratis øl
I en række virksomheder i Tokyos Bit-Valley, som Information har besøgt, kender man udmærket til problemet. Her mener man dog, at de unge virksomheders ’clubhouse–atmosfære’ hjælper en del på problemet. I virksomheden J-surplus.com har man installeret et gratis ølanlæg for at retfærdiggøre, at man kræver mere af sine medarbedjere, end det er tilfældet i traditionelle virksomheder.
»Vi har endda foræret dem en hel etage med senge og Playstation 2-apparater,« fortæller virksomhedens direktør Patrick Toolis begejstret Informations udsendte medarbejder.
Men det sjove er, fortæller han, at »ofte kommer de og spørger om lov til at spise frokost eller kommer i sort habit, der får dem til at ligne bedemænd. Nogle gange spørger de endda, om de ikke må få en detaljeret arbejdsplan,« siger Toolis grinende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu