Den franske Pigen på broen leger med romantiske klicheer
Ny film
Det er en del af denne films underholdende krukkeri, at den skamløst kulørte historie paradoksalt nok er filmet i sort-hvid.
Måske er det en hilsen til de store år i fransk film, de tidlige 1960ere, hvor mange af Den Nye Bølges mindre kendte unge navne lavede halvt ironniske, halvt romantiske entertainments af samme art som Pigen på broen, uden ambitioner om for alvor at tage konkurrencen op med mestre som Godard, Truffaut og Resnais.
Det store nummer er knivkast udført af Daniel
Auteuils midaldrende Svengali, en gådefuld cirkusartist ved navn Gabor. Han er en taber, indtil han møder sin sjæls udkårne i skikkelse af Vanessa Paradis selvmordskandidat, Adèle. Hun er den tvangs-promiskuøse pige på broen parat til at kaste sig i bølgerne efter at være blevet svigtet af en hel hærskare af umulige elskere; han er redningsmanden, der fornemmer, at de to er skabt for hinanden, om ikke som elskere, så som partnere i det knivkaste-nummer, han rejser rundt med.
Telepatisk par
Og ganske rigtigt: Adèle tager sig pigeligt og pikant hjælpeløs ud spændt fast til skydeskiven, og Gabors knive sidder mirakuløst præcist, hvad enten han kaster i blinde eller mod roterende mål.
Kun en lille rift på Adèles lemmer skal plastres til efter hvert nummer, som indikation af, at selv Gabor ikke er helt perfekt. Selve knivkaster-nummeret filmes behændigt som en sublimeret seksual-akt, der træder i stedet for den kontante erotik, parret ganske åbenbart ikke dyrker sammen. Til gengæld har de telepatisk forbindelse, hvilket er praktisk ved spillebordet i Monte Carlo eller når skæbnen mod slutningen adskiller dem, og de så alligevel kan snakke sammen, som om de sad over for hinanden.
Let og legende
Daniel Auteuil tilfører filmen det skin af ægte følelse, som den nysselige Vanessa Paradis slet ikke kan nå ind til med sin letvægtsudgave af ungepige-desperation.
Men rigtig alvor er det heller ikke heldigvis, må man tilføje, for den erfarne instruktør Patrice Leconte (kendt for bl. a. Frisøsens mand) ved selvfølgelig godt, at historien basalt er det rene vås og diverterer derfor med en masse selvparodisk komiske små-indfald, skæve kameravinkler, smarte lynklip og ironiserende underlægningsmusik (f. eks. Brenda Lees Im Sorry). Det er ofte virtuost gjort, med et let
touch, der forsoner med mange urimeligheder.
Medmindre man mener, at livet er for kort til netop den slags franske film, kan man altså godt bruge halvanden time på Pigen på broen og blive en ganske kuriøs oplevelse rigere. Man kan også lade være, hvilket måske alt i alt nok er det klogeste.
*Pigen på broen. Instruktion: Patrice Leconte. Manuskript: Serge Frydman. Fransk (Grand)
