Læsetid: 6 min.

’Man kan ikke undgå ofre’

2. oktober 2000

Baskerlandet lever i en dyb institutionel krise, frygten lurer under den fernistynde overflade af fred og velstand

SAN SEBASTIAN – Der hersker en tilsyneladende fred i Baskerlandet. På Concha-strandens hvide sand slikker folk sol eller spiller strandtennis, og en gruppe ældre fiskere står på Paseo Nuevo i San Sebastian og hygger sig. En kraftig kvinde i bryllupskjole poserer sammen med sin lille spinkle mand foran fotografen på den grønne plæne ved Miramar-paladset, hvor der er en billedskøn udsigt ud over Concha-bugten og byen. Bagefter kører de bort i en lille blå Opel Kadett med bryllupsløjfer på. Måske ud i det grønne bakkede baskiske landskab, der omgiver byen. Lyden af motoren er det eneste, der forstyrrer stilheden denne lørdag eftermiddag.
Her er ingen politiske manifestationer, dødsråb eller forgrædte enker kvalt i tårer over, at ægtemanden er blevet dræbt af en af terrororganisationen ETA’s unge pistolmænd. Men lige under den fernistynde overflade er frygten levende.

Frygten
En lille time efter på det elegante hvide luksushotel Londres, rykker en gruppe unge mænd med øresnegl ind. De stikker solbrillerne i lommen, undersøger minutiøst stedet. De kigger undersøgende på Deres udsendte og på de gæster, der sidder henslængt i barens blå damasksofaer og nyder en kop kaffe eller en drink.
»Egentlig ville det ikke være en dårlig idé, hvis du også fik en sikkerhedsvagt,« siger den 40-årige Carlos Martinez Gorriarán, der er filosofilærer på det baskiske universitet i San Sebastian. 200 mediefolk i Baskerlandet har sikkerhedsvagt – og de konservative og socialistiske politikere har det også, fordi de frygter at blive ETA’s

næste offer.
Den lille velnærede filosof med de høje tindinger kaster et blik ud over rummet, inden han sætter sig i en sofastol, der giver udsyn til begge indgangsdøre. Som medlem af borgerinitiativet Basta Ya!, der forsøger at mobilisere befolkningen til at protestere i gaden mod ETA’s terror, er Carlos Martinez Gorriarán et potentielt attentatmål, og han ved det. Han garderer sig, så godt han kan.
»For nylig var der et attentatforsøg mod José Ramon Recalde, som også er med i Basta Ya. Vi er alle potentielle ofre. Jeg har også været udsat for trusler. Der har været plakater eller grafittislogans med mit navn og andres navne. De kalder os fjender af Euskal Herria, dvs. fjender af ETA. Og aviser som Gara, der er pro-ETA, har skrevet ledere eller kommentarer om os i Basta Ya!, og det er en måde at sige, at vi står på ETA’s dødslister,« siger han og scanner atter rummet.

Skizofreni
»Det er en form for institutionaliseret skizofreni. Det er et land med en høj levestandard, folk er generelt meget sympatiske og venlige, men samfundet har en mafia, en parasit-organisation som ETA, der forsøger at ødelægge det hele,« mener Carlos Gorriarán.
»Mange har troet, at man kan leve fredeligt side om side med terrorismen, så længe man blot undlader at kritisere nationalismen og betaler den såkaldte revolutionsskat til ETA. Men i de seneste år er det gået op for folk, at det ikke er sandt. Nogle er mere truede end andre, men ingen kan føle sig sikker.«
I samme sekund vælter en kødrand af sikkerhedsvagter ind i rummet, og det er som deres øjne kan myrde i ren og skær mistænksomhed. Bag dem kan vi ane den spanske indenrigsminister Jaima Mayor Oreja og Spaniens viceministerpræsident Mariano Rajoy. De går hen foran baren, hvor de med et smil omfavner den unge leder af det konservative parti i Baskerlandet, Carlos Iturgaiz.
Få dage inden har Iturgaiz truet med at stille en mistillidsdagsorden til den nationalistiske baskiske regering ledet af Juan José Ibarretxe (PNV): »Det er den eneste demokratiske regering i hele verden, hvor hele den politiske opposition har sikkerhedsvagter,« sagde Iturgaiz i sin tale til det baskiske parlament.

Dyb mistillid
I denne uge vil de konservative sammen med socialisterne sætte en mistillidsdagsorden til afstemning i det baskiske parlament, der befinder sig i sin dybeste institutionelle krise i mange år. Tilliden mellem demokraterne er på frysepunktet.
Oppositionen kritiserer Ibarretxes regering for ikke at gøre nok for at sikre borgernes ytringsfrihed og for ikke at kappe forbindelsen til ETA’s politiske arm, Euskal Herritarok/Herri Batasuna, der ikke tager afstand fra volden. Men i PNV er mistilliden mindst lige så stor. Det store nationalistparti føler sig omringet fra alle sider.
»De er ude efter os og ønsker at tilintetgøre nationalismen,« siger PNV’s præsident Xabier Arzalluz. »De konservative har samme træk som Franco: mere had, mere vrede og mere ETA.«
Carlos Martinez Gorriarán er ikke enig: »Hadet er en effekt af den xenofobiske propaganda. De demokratiske partier har ført en mislykket politik i uddannelserne. Under kampagner for udbredelsen af det baskiske sprog euskera og af den baskiske kultur har der til tider ligget en rendyrket fremmedfrygt. Det har været en form for totalitarisme, og den har ført til lovprisninger af terrorismen. Det baskiske samfund har været for svagt til at imødegå den,« siger han.

Ikke abstrakt frihed
Carlos Martinez Gorriarán synes, at nationalisterne »har en skizofren holdning til den demokratiske forfatning. Baskerlandet må være det eneste land i hele verden, hvor den demokratiske regering kalder det en provokation hver gang, vi i Basta Ya offentligt forsvarer den forfatning, som regeringen regerer ud fra. Det er absurd,« siger han.
70 procent af baskere undlod at stemme om den spanske forfatning i 1978, og PNV anbefalede folk at undlade at stemme. Men selv om mange undlod at stemme, så var der »et klart flertal for forfatningen blandt de afgivne stemmer. Hvis man satte forfatningen til afstemning i dag, så ville der være et flertal for den. Undersøgelser bekræfter det,« siger den 40-årige filosof.
»Vi kan ikke fortsætte med at tale abstrakt om friheden. Selv terroristerne påstår, at de kæmper for fred og frihed. Men det er en perversion af sproget. Det er på tide at sige, at det, der garanterer freden og friheden, er Spaniens demokratiske forfatning og selvstyreloven for Baskerlandet. Selvstyret er det mest udviklede i Europa. Ingen region har så mange kompetencer som det baskiske samfund. Det er næsten en uafhængig stat,« siger han.

Den rumænske drøm
I San Sebastians gamle bydel, i den snævre gade Kalea Juan de Bilbao, er den sortklædte Jon på 18 år ikke enig. Deres udsendte møder ham på baren ’Herria’ – fædrelandet – hvor det baskiske flag vejrer over indgangen. Han står i baren sammen med sin veninde Itziar på 17 og hans jævnaldrende ven Iurgi, der bærer en hvid ’independentzia’ t-shirt med det baskiske flag. Den kvindelige bartender skænker øl fra en hane med et klistermærke for ETA – ’Fremad ETA!’ – og over baren hænger fotos af ETA-fanger, som kræves løsladt fra de spanske fængsler.
»Ingen baskere kan lide den væbnede kamp, men uden ETA politiske og militære kamp og vores Kale Borroka (gadevoldskampagnen, red.) vil vi ikke opnå selvstændighed fra den spanske stat. Alle taler om den baskiske nationalisme, men ingen taler om den spanske nationalismes undertrykkelse af os. Som Euskal Herritarok siger, så lever vi ikke i et demokrati, og i skolerne fortæller de os ikke om den baskiske nations historie,« siger Jon og kigger over på sine venner. Det er ham, der fører ordet. Itziar sidder stille og ryger en smøg, og den store Iurgi kigger med beundring på Jon. De har alle gået på Ikastolas, baskisk talende skoler. Deres forældre taler baskisk og stemmer på EH, forklarer Jon.
Det skærper min nysgerrighed og jeg spørger om det er en patriotisk handling at brænde baskiske bybusser af i San Sebastian, eller at ETA myrder baskiske lokalpolitikere...
»I vores analyse, er det ikke baskiske bybusser. De skatter, vi betaler her i Baskerlandet, sendes videre til den spanske stat, som sidder på magten. Man skal ikke være naiv. I den væbnede kamp kan man ikke undgå ofre, men kampen er nødvendig for, at det baskiske folk kan få sin egen stemme. Målet for os på venstrefløjen er skabe en socialistisk stat i Euskal Herria.«
– Hvad er jeres forbillede?
»Forbilledet er Ceaucescus Rumænien,« siger Jon uden at foretrække en mine.
– Det kan du ikke mene...
»Jo, Ceaucescu opbyggede en rumænsk socialisme, som vi kan lære meget af. Måske gik det galt for ham til sidst, men vi skal bare undgå at begå de samme fejl som ham.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her