Læsetid: 2 min.

K'NYT

12. oktober 2000


Kalpaus snehvide univers
*Sophia Kalpaus udstilling i »Not a Pair of Dice« (=ikke et sæt terninger. Udtalt hurtigt, bliver titlen til Not a Paradise) er netop præmieret af Statens Kunstfond. Den kan ses i Museumsbygningen Kastelsvej 18, Kbh. til og med på lørdag (dgl. 13-18, lø. 11-15). Her kan man i hovedtelefoner høre hende læse op af sin nye digtsamling Månespil (Borgens Forlag, anm. i Information 28. september. Se arkivet i www.information.dk). Udstillingen, bestående af blændende, i overvejende grad arkitektoniske installationer, er en poetisk og samtidig konsekvent afsøgning af rummet, af kvindekønnets gådefuldhed, af utopien om det Andet og sidst, men ikke mindst, af tilfældet og sandsynligheden. lb

Dansk ungdomsfilm
*Den ny danske ungdomsfilm Dykkerne er solgt til 20 lande i Europa, Asien og Latinamerika før premieren, som finder sted fredag i omkring 50 biografer herhjemme. Filmen blev præsenteret ved festivalen i Cannes i maj, hvor den vakte stor interesse blandt udenlandske opkøbere. Dykkerne er en spændingsfilm om to brødre, der finder en tysk u-båd med en frygtelig hemmelighed. Filmen er instrueret af Åke Sandgren.

Film om Andersen Nexø
*Tirsdag den 17. oktober kl. 17 og 19 viser Rødovre Bibliotek den roste portrætfilm om forfatteren Martin Andersen Nexø af Stine Korst. Filmen tegner et portræt af forfatteren, politikeren og mennesket Nexø set fra et oldebarns synsvinkel. Gratis adgang.

Korstafet langs Øresund
*Den ottende københavnske korfestival, Copenhagen Choir Festival, gennemføres i år som et storstilet samvirke mellem danske og svenske kirker ved Øresund. Med åbningskoncert på Nationalmuseet onsdag aften strækker festivalen sig til og med søndag den 15. oktober.
Foruden koncerter med blandt andet med det franske kor Ensemble Musicatreize og det engelske Monteverdi Choir og Radioens Big Band, er der workshops for musikerne og andre interesserede. Musikken spænder fra Bach til Debussy, Ligeti og Holmboe.

Håndskrevet symfoni af Carl Nielsen fundet
*Et af Danmarks nationalklenodier, som man troede var gået tabt for altid, har ligget gemt i en kælder i den tyske by Leipzig. Det drejer sig om den manglende hovedkilde til Carl Nielsens tredje symfoni, Sinfonia Espansiva, skriver Politiken onsdag. Den manglende blækrenskrift af symfonien har været en afgørende brist i overleveringen af en af de vigtigste danske symfonier overhovedet. Som den eneste af Nielsens symfonier blev Espansiva trykt i Tyskland, hvor den formodedes tabt under Anden Verdenskrig.

’Dancer in the Dark’ har succes i USA
*Dancer in the Dark, Lars von Triers kontroversielle musical, er blevet en publikumssucces i USA. 14 dage efter premieren har guldpalme-vinderen fra Cannes solgt billetter for ca. 891.000 dollar (ca. 7,5 mill. kr.) i de amerikanske biografer. Det sker trods en meget blandet modtagelse i de amerikanske medier.

Benny Andersen modtager Den Gyldne Grundtvig
*Den 17. oktober modtager digteren Benny Andersen Den Gyldne Grundtvig på Odder Højskole. Prisen, der er på 10.000 kroner, tildeles ved et arrangement, hvor Benny Andersen både bliver fortolket og spiller sine sange. Det er digterens bidrag til den danske sangskat, der belønnes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu