Analyse
Læsetid: 5 min.

Kostunicas tre udfordringer

16. oktober 2000

Det nye demokratiske styre i Jugoslavien står over for tre kæmpe opgaver: Magten skal konsolideres, økonomien genstartes og forbundsstatens grænser defineres

Forhandlinger i weekenden mellem Serbiens Demokratiske Opposition (DOS) og Milosevic’ Socialistparti har ført til noget, der ligner en aftale om valg til det serbiske parlament den 24. december (den serbisk-ortodokse kirke fejrer først jul to uger senere) og dannelsen af en midlertidig regering med deltagelse af både det gamle regime og oppositionen.
Aftalen var tilsyneladende i hus lørdag, men senere forlød det, at Socialistpartiet først vil tage stilling til den mandag – hvilket iagttagere ser som resultat af den glødende magtkamp, der for øjeblikket foregår i partiet.
Men godkendes aftalen, er der chance for, at en ny, truende konfrontation mellem det gamle regime og de hundredtusindvis af demonstranter, oppositionen kan mønstre, foreløbigt er afværget. Aftalen mellem Socialistpartiet og DOS – med Vuk Draskovic’ Bevægelse til Serbiens Fornyelse som tredjepart – indebærer, at socialisterne beholder posten som ministerpræsident i den midlertidige regering. Det er dog en betingelse, at den nuværende regeringschef, Mirko Marjanovic, eller andre, der – som oppositionen udtrykker det – »er miskrediteret under den seneste måneds begivenheder« ikke bliver ministerpræsident.
Selv overtager DOS de vigtige – men også vanskelige – porteføljer: Energi, sundhed og uddannelse. Alle tre sektorer er kørt helt i bund under Milosevic’ styre.
Samtidig er dannelsen af en forbundsregering – altså for Serbien og Montenegro – ved at falde på plads. Den ventes at blive dannet i løbet af de næste to uger med en repræsentant for Montenegros Socialistiske Folkeparti, tidligere allieret med Milosevic, som leder.

Med den politiske aftale har præsident Kostunica og 18-partikoalitionen DOS, som støtter ham, taget et stort skridt mod den første opgave, der skulle løses efter ’revolutionen’ den 5. oktober: Magtkonsolidering.
Men kun ét skridt ud af mange, og der kan fortsat komme grus i maskineriet. Store dele af det tidligere regimes folk ventes at obstruere alt, hvad de kan.
»Milosevic’ magtbase har udgjort mellem 21.000 og 23.000 personer – politikere, borgmestre, erhvervsfolk, mafiabosser, officerer i hæren og sikkerhedspolitiet, dommere, redaktører. Mange ved, at deres tid er forbi, hvis der bliver frie valg. De ved, at de højst sandsynligt vil blive retsforfulgt på et tidspunkt. Det vil være naivt at tro, at de bare vil lade tingene ske«, siger Maja Vojikovic, politisk redaktør på dagbladet Glas Javnosti til Information.
Men samtidig er der et stærkt voksende oprør i Milosevic’ Socialistparti. Ifølge Glas Javnosti har partiledelsen i Beograd krævet indkaldt en ekstraordinær kongres og »udskiftninger i partiledelsen«. Fra andre afdelinger er kravet formuleret mere direkte: Milosevic og alle hans nærmeste medarbejdere skal gå.
»Håbet for en fredelig forandring af samfundet ligger i, at dele af Socialistpartiets medlemmer – enten fordi de er opportunister, eller fordi de oprigtigt hylder socialismen som ideologi – ser partiets fremtid som et mere traditionelt centrum-venstre parti, der i de næste år vil være loyal opposition, men senere får chancen for et
come-back, når utilfredsheden med den nye regering melder sig,« siger Vojikovic.
Økonomisk genopretning er næste kæmpeopgave for Kostunica og DOS, og udgangspunktet er det politisk komfortable for den nye regering, at tingene dårligt kan blive værre. Der vil ikke være rum for nostalgi efter »de gode, gamle dage under Milosevic«.

Ifølge Grupa 17 – et netværk af oppositionelle økonomer – er produktionen faldet med to tredjedele siden 1989, månedslønnen skønnes at være ca. 100 D-mark om måneden (ca. 400 kr.) – i 1989 var den 10 gange højere – og den reelle arbejdsløshed udgør ca. 50 procent.
Pointen er – ifølge økonomerne – at selv meget radikale økonomiske reformer ikke indebærer de samme risici for en politisk reaktion fra vælgerne som i det øvrige Central- og Østeuropa. Arbejdspladserne er allerede nedlagt,
nouveau riche-klassen lufter allerede de skinnende BMW’er med soltag i gaderne, polariseringen af samfundet er sket. Uden at Serbien har fået de fordele, først og fremmest en omstrukturering af økonomien, som de fleste øvrige eks-socialistiske lande har opnået.
En umiddelbar udfordring står Kostunica og DOS for: Den hårde Balkan-vinter står for døren, landets energisektor kører på pumperne, Rusland har stoppet for leveringer af gas og olie, fordi Serbien ikke har kunnet betale regningen, og der er udsigt til vintermåneder med lange strømsvigt og kolde radiatorer. EU har bevilget 1,4 mia. kr. til hjælp til vinteren, hvilket er noget, men ikke nok, og Kostunica’s regering kan ikke stille noget op for alvor. Det kan tære på hans og oppositionens popularitet.
Tredje store udfordring til Kostunica er, at han nok er valgt til præsident, men endnu ikke ved, hvad han er præsident for.
Under Milosevic kom det til den ene konfrontation efter den anden mellem Serbien og Montenegro, og den montenegrinske regering tog alle praktisk mulige skridt mod selvstændighed uden dog at erklære sig som sådan.
Med Milosevic’ fald er mulighederne for et forbedret forhold til stede, men er ikke nogen given ting.

En af Kostunicas første udtalelser som præsident var at fastslå, at Montenegros udtræden af Jugoslavien ikke »var mulig i henhold til forfatningen«, hvilket afstedkom en rasende reaktion fra den montenegrinske præsident, Milo Djukanovic. Nu siger Kostunica, at han vil acceptere udfaldet af en folkeafstemning, også hvis Montenegro stemmer for selvstændighed.
Men først forestår svære forhandlinger om, hvilken kompetence der skal høre under forbundspræsidenten og -regeringen, og hvilken magt de enkelte republikker skal have.
Endnu sværere bliver det at finde en løsning om Kosovo, hvor positionerne er fastfrosne.
Den nationalt-konservative præsident Kostunica kan sikkert bevæges på mange områder, men ét har han gjort krystalklart: Kosovo er »en uadskillelig del af Serbien«. Hans politiske fælle, Zoran Djindjic, fulgte op med at kræve, at serbiske politistyrker – nu da Milosevic er faldet – skal indsættes i Kosovo, sådan som det faktisk fremgår af fredsaftalen.
Både Kosovos FN-administrator, Bernard Kouchner, og de kosovo-albanske ledere gjorde det klart, at serbiske politistyrker i Kosovo ville være ensbetydende med krig.
Hvad det nye styres langsigtede Kosovo-politik er, står ikke klart – og de 18 partier bag DOS er givetvis indbyrdes uenige.
I Kosovo betragtes Kostunica som en lige så stor serbisk nationalist som Milosevic – og dertil farligere, fordi han har det internationale samfunds støtte.
Der er med andre ord ikke udsigt til politiske forhandlinger om Kosovos fremtid foreløbig, og den planlagte genbosætning af kosovo-serbiske flygtninge er gået i stå på grund af albanske ekstremisters fortsatte overfald på de tilbageværende serbere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her