Læsetid: 5 min.

Kriminalitet i fridressur, Gadaffi og Jong

21. oktober 2000

Radio og tv
Kriminalitet er i centrum for tiden, såvel den faktiske som den fiktive. Det nyeste udbud i sidstnævnte kategori er DR’s store satsning, Rejseholdet. Det ligger i tiden, at enhver tv-station med respekt for sig selv skal ha’ so ein Ding. De findes i alle lande, startede vel egentlig med Beverly Hills og er siden fulgt op af engelske, franske, tyske, svenske og sågar norske serier med »blo’ for penga«. Hvis man absolut synes, at tiden skal slåes ihjel foran en tv-skærm, så er der måske noget logisk i at lade den omkomme, mens man betragter andre former for aflivning. Hver sin smag og lyst.
Måske er det tilfældigt timet med starten på Rejseholdet, at DR viser et dokumentarprogram om det daglige liv på den københavnske politistation No. 1. Det er en station, der har verseret en del ikke særligt flatterende rygter om, så man fristes til at tro, at programmet er lavet for at rette lidt op på stationens image. Dens personale har i det mindste set den mulighed og er beredvilligt gået ind i samarbejdet.
I mine øjne sker der så bare det pudsige, at dette dokumentarprogram er lige ved at aflive den myte om et rejseholds spændende og indimellem romantiske oplevelser, som fiktionen er ved at opbygge.
Jeg kom faktisk til at sætte pris på Lars Engels’ program onsdag aften, for det virkede som et gran salt i rejseholdets meritter og mindede os om, at politiarbejde er monotont, beskidt og kedeligt på grænsen til det ulidelige. »37 biltyverier og 21 indbrud i nattens forløb, så det er som det plejer,« siger en betjent. En ung fyr, anholdt for voldelig opførsel ved Vesterport Station, får et klaustrofobisk hysterianfald i enecellen. En kvinde har fået stjålet sin taske på Nørreport Station, »og min bedste neglelak lå i den,« snøfter hun. En anden kvinde anbringes i en celle efter anholdelse for butikstyveri. Også hun bliver så hysterisk, at man må klæde hende nøgen for at hun ikke skal kvæle sig i sit eget tøj, og man må tilkalde en læge.

Nørreport er taske- og lommetyvenes eldorado, så en fem-seks mand sættes ind på at knalde dem. Ved briefingen bagefter vil en af betjentene gerne markere, at »nok hører vi så meget om kosovo-albanere, men her drejer det sig altså om rumænere!« Under alle omstændigheder var vi nede i den småtingsafdeling, der også er en del af en politimands hverdag.
Jens Oluf Jersild var i Rapporten også nede i småtingsafdelingen, men her drejede det sig om danskere. Mange-generationsdanskere med talent for sofistikeret lommetyveri. Et velkendt ejendomsmæglerfirma med speciale i små lejligheder er blevet afsløret – dog ikke af Jersild – i simpel tuskhandel og har fået bøder derfor. Ved en mellemmand har man købt en klients lejlighed til en påstået højest mulige pris, for få dage efter at sælge den videre for en endnu højere pris og samtidig flytte merværdien fra sælgerens lomme over i egen ditto.
Man behøver ikke komme fra hverken Kosovo eller Rumænien for at være en habil lommetyv. Men vi er som sagt i småtingsafdelingen, og det kan undre, at Rapporten bruger energi og ressourcer på en sag, hvor den udhængte rent faktisk har fået sin straf i form af en bøde for den begåede handling. Jeg kan heller ikke lade være med at notere mig, at jo mindre sager Jersild fremlægger, jo mere stakåndet beretter han om dem.

Debatten torsdag aften på DR 2 i Naja Nielsens velfungerende regi handlede også om kriminalitet, måske en af de værste, nemlig begrebet gruppevoldtægt, der så sørgeligt er blevet aktualiseret med sidste uges tragedie på et offentligt toilet midt i København. Det var det fjerde konstaterede tilfælde af gruppevoldtægt inden for et år, hver gang er det beklageligvis unge andengenerationsindvandrere, der udfører den og hver gang er det unge danske kvinder eller piger, det er gået ud over. Er dette et kulturelt eller et socialt problem?
Det handlede en stor del af debatten om, hvilket efter min mening udartede sig til en strid om ord. Skal den kriminelle lavalder sænkes under de nuværende femten år til tretten eller tolv, var et andet tema. Det populistiske synspunkt, at er man gammel nok til at begå en forbrydelse, må man også være gammel nok til at modtage sin straf, lå og truede i udkanten af debatten. Hvis det skal være tankegangen, hvor finder vi så den nederste grænse? At man ikke i udsendelsen fik løst spørgsmålet om, hvorfor unge mennesker finder på i fællesskab at voldtage en vildt fremmed kvinde på et offentligt toilet, kan ikke undre. Det ville vel have været naivt at vente andet.
»Jeg har stjålet Moses stav og stukket den i ørkensandet så vandet springer,« skal Khadafi have udtalt om sit enorme vandingsprojekt, der, hvis det lykkes, vil få enorm betydning for hele Nordafrika. Udefra havde et program herom, som bar præg af en medfødt skepsis.
Libyens olierigdomme har gennem tiderne tilladt obersten at optræde som en utidig rebel, en international kriminel, for nu at blive i ugens tema. Det hænger ved ham, selv efter han er kommet i den modne alder. Det stammer i høj grad fra, at da amerikanerne i 1986 bombarderede Tripoli, udråbte den vestlige verdenspresse – efter inspiration fra USA – ham til at være en sindssyg person. Bombardementet skulle have sin motivering. Psykiateren Mogens Jacobsen gik på skærmen og erklærede, at han vanskeligt kunne forestille sig ret mange af sine kolleger gå med til, at oberst Khadafi var mere sindssyg end Ronald Reagan. Egentlig synes jeg, at Udefra kunne have set på Khadafis storladne projekt med lidt mere velvilje. Der er trods alt kommet rindende vand til mange byer og store dele af af det tørstige land.

Erica Jong var ugens gæst i Bestseller Special i anledning af sin nye bog Hvad kvinder vil have? Jeg falder altid pladask for hende, hvorend hun optræder. Hendes velgørende udluftning af fimsen omkring prinsesse Diana, af hykleriet i amerikansk politik og fraværet af kvinder i samme, virker som friske isterninger i en lunken whiskysjus. Men jeg holdt i særdeleshed af hendes undren over, at et samfund som det amerikanske, der blev grundlagt i oplysningstiden af mænd som Benjamin Franklin og Thomas Jefferson, der begge var imod overtro og for oplysning og rationalitet, at dette samfund er havnet i en hellighed med Gud, Gud og Jesus, Jesus ud af halsen døgnet rundt. George W. Bush fik indført en Jesus-dag i Texas, gud-hjælpe-mig.
Til sidst en glædelig nyhed: Hot and Sweet er tilbage. DR, der så umotiveret smed programmet ud uden at kunne præstere noget bedre, må på jazzens område se sig distanceret af Radio Jazz, hvor man nu kan finde Peter Tage ved lørdagsmatinéer på FM 102,9 og på kabelnettet i hovedstaden på 104,5.
Ikke et ord om krisen i Mellemøsten. For hvem fanden kan sige noget fornuftigt om den?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu