Læsetid: 5 min.

Kulturens ulvetider

24. oktober 2000

Læseren forundres over så megen kundskab, kendskab, fantasi og detaljeringslyst, Kerstin Ekman råder over og distribuerer til
sine figurer

Ny roman
Omtrent samtidig med at den danske oversættelse af Kerstin Ekmans roman Guds barmhjertighed er udkommet, har hun i Sverige udsendt en ny fortælling, Urminnes tecken, en særlig udfoldelse eller en fantasi over det mere antydede mytiske stof, der bruges i den aktuelle roman, som er første del af en trilogi med fællestitlen Vargskinnet, Ulveskindet.
En hunulv danner netop optakt til den sælsomme beretning om et hemmeligt liv, der peger tilbage mod urtiden. Det udspilles i fjeldskoven bag Svartvattnet, som vi har lært at kende som genuint Ekmanland, inspireret af vildmarken i hendes Jämtland med dets mange Hændelser ved vand, som den prisbelønnede roman fra 1993 hedder.
Ulven føder sine fem hvalpe i en hule, som siden overtages af en bjørn. Og disse to rivalisende dyrearter determinerer så at sige det øvrige biologiske liv, det andet: På mærkelig vis udskiller der sig særlige væsener, gnomer, eller måske snarere sproglige størrelser, som vokser ud af tekstens nøje og kyndigt realkommenterede naturterræn. De er navnløse, indtil parret Skymt og Sjorpha fra hver sin lejr mødes og oplever en sanset, kropsligt duftende kærlighed og med tiden avler tre børn.

Pinagtige ligheder
Eneste mennesker i området er nogle soldater på øvelse. De smider en håndgranet, der først længe efter eksploderer og vækker ravage i det mytologiske samfund, der efterhånden åbenbarer sig med kun alt for pinagtige ligheder med menneskeverdenens konflikter af dumhed, magtbegær, vilkårlige fjendskaber og frustrerede fredsforhandlinger. Nogle slår sig op ved hjælp af profeti, magi og selvopfundne ritualer. Fascisme i naturtilstand. Fortællingen er ikke en påståelig allegori, den lever sit eget dynamiske liv. En vis Njork gør sig til høvding og forudsiger, at ulven vil sluge månen, og det sørger jordskyggen så for. Men den, der nu véd, at den hedder ’skyggen’, overtager magten. Med ordet som argument.
Tingenes navngivning er kulturens metode til tæmning af naturen, en vej til forståelse og befrielse. I romanen Guds barmhjertighed er ordene et grundlæggende motiv i denne vildmark, hvor fire sprog øver deres indflydelse som forskellige veje ind i mysteriet: Sydsamisk i dyresange og joik, jämtsk som lokaldialekten, norsk som nabosproget, det gamle områdesprog, og endelig rigssvensk.
Væsnerne i den skjulte subkultur søger deres oprindelse i et navn: Urmindes tid – ligesom vi har Arilds tid. Begrebet materialiserer sig som en art grif. Skovens vogtere véd også besked om »den store revne«, hvor meget er forsvundet og nyt opstår. Der sker en samling af de gode kræfter blandt dem fra »den sparede skov« – som er et genkommende Ekman-anliggende: En kritik af civilisationens vandalisme og profitbegær, der med skovfældning truer den glemte verdens liv.

Ironisk skæbnemønster
Fortællingen Urminnes tecken er en moderne-arkaisk myte struktureret som et trylleeventyr. Læst i den aktuelle sammenhæng kommer den til at fungere som en underverden til Guds barmhjertighed og den kulturkamp, der foregår mellem folk af forskellig herkomst, dannelse og tro i den store roman. Ekman lægger sit mytologiske spor ind over, eller rettere under Jämtland – ligesom Sara Lidman med sit romanværk om jernbanebyggeriet satte sine konkrete spor i Västerbottens overlevelseskamp.
Med den nu flere gange nævnte titel Guds barmhjertighed har Kerstin Ekman lagt op til et noget ironisk skæbnemønster, der ikke ligefrem påviser højere magters styring end den, det episke jeg lægger rammerne for i et langt tilbageblik over liv og slægt. Kristin, eller på samisk Risten, er den kulturelt tvedelte bevidsthed, som ruller fortiden op i scenisk nærværende situationer og for det meste generøst lader et antal ledefigurer træde i forgrunden. Den vigtigste er jordemoderen Hillevi, der med sin Uppsala-uddannelse kommer til Svartvattnet og konfronteres en ny verden. Det første møde er synet af nogle jægere, der i halvmørket skærer en hængt hunulv op og triumferende river dens fem fostre ud.
Efterhånden forliger hun sig med det fremmede gennem ægteskab med den naturaliserede nordmand Trond, der frier med et garvet ulveskind og bliver stedets solide købmand. Men først må hun chokeres af elendigheden og fattigdommen, nægte en ung pige en abort, hvorefter den ulykkelige drukner sig, og hendes første fødselshjælp gælder en 13-årig misbrugt pige, der vil drukne sit barn. Grov realitet og symbolik trives i forening her ved Svartvattnet. Men ingen kriminalintrige som i den på mange måder beslægtede Hændelser ved vand.
Barnefaderen, som ikke er ældre, flygter. Vi følger ham over grænserne, og siden hen gør han karriere som maler i Berlin omklamret af nazisterne med deres jødeforfølgelse, men selv modernist, fascineret af Frantz Marcs heste og ulve. Romanen når langt omkring i sine billeder af en mellemkrigstid fra udkant til metropol. Denne Elis er – som så mange af romanens personer – en udenforstående, en anderledes, ligesom fortælleren Kristin, der som barn er taget i pleje af Hillevi. Hun kan med sit rolige tonefald blotlægge de uendelige lidelser, som så mange er underlagt, kvinderne frem for alle.
Kistelåget over hemmeligheder og fortrængninger lirkes efterhånden op, skjulte skabende kræfter hentes frem, men der skal mange synsvinkler til – og god hukommelse hos læseren, der forundres over så megen kundskab, kendskab, fantasi og detaljeringslyst, Kerstin Ekman råder over og distribuerer til sine figurer. Nogen økonomisk fortæller er hun ikke, men medrivende i sit syn på en uudtømmelig virkelighed, der her aftvinges nærhed, interesse, varme og kulde over for genialitet og afstumpethed.
Ondskaben og sladderen har stærkt råderum. Men også kærligheden findes, ikke hos den vege præst, der ikke turde stå ved sin anledning til Hillevis tilstedeværelse, men som den vokser frem, trives og falder i leje hos Trond. Hillevi kæmper med sin latente menneskeforagt, alt det med os og de andre. Hun må sluge en kamel, eller snarere en ulv, da Kristin vil giftes med en lap. Det kulminerer i en overdådig, både morsom, grotesk og skummel bryllupsfest.
Der er udlagt adskillige spor til de kommende bind, ikke alle ulve er flået, skindene ikke solgt, den sidste joik ikke sunget, de sidste underlige ord, remser og troldformler ikke sagt. De underjordiske myldrer mellem trærødderne og mosset, og dæmonerne går lyslevende rundt. Urminderne vågner.
Den flerkulturelle afsondrethed ved det sorte vand ekspanderer påtrængende og perspektivrigt mellem forfatterens hænder i hendes særegne form for beriget realisme, der i al sin eksotisme fungerer så godt på dansk i Anne Marie Bjergs søstermedvidenhed og utrættelige ordholdenhed.

*Kerstin Ekman: Guds barmhjertighed. Oversat af Anne Marie Bjerg. 444 s. 295 kr. Gyldendal

*Kerstin Ekman: Urminnes tecken. 205 s. Bonniers

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her