Læsetid: 4 min.

Kunstapokalypse nu!

4. oktober 2000

Sensation, vold, død, chok, porno og religion er den post-post moderne recept på succes. Royal Academy of Arts i London eksponerer det i et nyt kunstshow

Verdenskompas
»... Og jeg så Lammet bryde det sjette segl; da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev blod. Og himlens stjerner faldt ned på jorden...«
Har man læst Johannes Åbenbaring eller har man set Michelangelos dommedagsmaleri i det sixtinske kapel i Rom, så har man nu muligheden for at følge den post-post moderne fortsættelse på
udstillingen »Apocalypse: Beauty and Horror in Contemporary Art,« der åbnede forleden på Royal Academy of Arts i London og løber indtil 15. december.
I Storbritannien har udstillingen vakt en voldsom debat. Enkelte moralister har truet med at trække akademiet for en domstol – selv om man må spørge, hvad den slags skal gøre godt? Måske bortset fra at give kunstens provokatører en fornemmelse af, at de er martyrer. Bedre måder at give dem en indre legitimitetsfølelse findes næppe. Men hvad handler hele balladen om?
Kunstværker gennemspiller et bredt register af vold, sex, nazitortur og pavekritik på udstillingen, som har en undertitel, der bringer ekstremerne sammen: »skønhed og rædsel«.
Pave Johannes Paul II’s dommedag forudsiges i Maurizio Cattelans værk La Nona Ora – paven rammes af en meteor fra det ydre rum og synker mærkeligt slowmotion-agtigt omkuld på det blodrøde gulv.
Nogle katolikker kan måske provokeres, men man kan også se værket som en interessant replik til to af kunsthistoriens fornemste portrætter af pavemagten: Diego Velázquez’ eller Francis Bacons variationer over pave Innocens X. Den absolutte magt og bureaukratiets bindinger afløses af naturens – eller er det Guds? – klippetunge dom.

Blandet oplevelse
Kunstkritiker i The Sunday Times Waldemar Januszczak, har en blandet oplevelse af Apokalypse-udstillingen.
Den starter interessant, synes han, fordi man skal kravle ind gennem en klaustrofobisk lav åbning til det første værk af Gregor Schneider. De overvægtige, dem i rullestol og dem med dårlige knæ kan ikke komme ind.
Det er kunst, om ikke for de få indviede, så for dem med de rette kropslige proportioner. Men så skuffes Januszczak: »Apokalypsen forsøger at danse en forloren tango, der bliver sort-sort, lys-lys, sort-sort i stedet for at eksponere publikum for en hel udstilling af hudløst sortsyn. (...) Der er noget meget usmageligt ved hele foretagendets følelsesmæssige uærlighed.«
Manden blødgøres lidt ved synet af Chris Cunninghams videofilm med to nøgne, svedige og korporligt voldelige – i Bruce Lee stilen forstås – efterkommere af Adam og Eva, der får den seksuelle lyst tilfredsstillet i en fuldbyrdet penetration med skyer af sperm.
Men han keder sig i hjel over flere af værkerne. Han spørger, hvad Mariko Moris »kitchede genskabelse af et japansk buddhisttempel bestiller i centrum for udstillingen, fyldt med dets aurale og visuelle muzak? Vi er blevet lovet ild, men vi får lægestokroser.«

Mesterværk eller plagiat
I The Independent er pseudonym-kritikeren Will Self ikke mindre rå: Han skriver, at udstillingen »har meget lidt skønhed eller gru i sig, og der er knapt nok en levendegørelse af apokalypsen.« Han mener, at den have heddet: »Skod: Nogle cigaretskodder fundet i askebægeret fra samtidens konceptualisme.«
Noble og Websters værk The Undesirables med en stor bunke affald, der viser kunstnernes silhouette, kan han godt lide, men han klager over, at den ikke lugter: »For at have vist hvor afskyelig vores brug-og-smid-væk kultur er så burde den have stinket helt vildt.«

Og popkunstneren Jeff
Koons bidrag med smilende pudler og farverige tulipaner »er så facilt og latterligt, som han selv er, og det siger ikke så lidt,« mener Self.
The Times kritiker kan dog godt se en pointe i Koons bidrag, som han mener giver »en passende, men ildevarslende mormonstemning af, at man må have en fortsat god dag...«
Og det er der måske brug for. For da dinoerne bryder det sjette segl... kom der måske alligevel et sus af apokalypse over udstillingen. Det er Jake og Dino Chapmans værk Hell:
En miniature-genskabelse af Holocaust med 30.000 små plastiksoldater arrangeret som en gigantisk swastika... i centrum er der en vulkan, der spytter små nazisoldater ud i landskabet. Her får nazister deres egen medicin af mærke, og SS’ere kastrerer og torturerer SS’ere og unge skinheads.
’Kunst gør fri’, som Chapman-brødrene har skrevet i en kommentar til det bloddryppende nazi-selvopgør. Og minsandten om brødrene ikke tager sig den frihed at lade videnskabsmanden Stephen Hawkins overvåge det makabre sceneri oppe fra bakken, hvor han sidder i en mekaniseret rullestol med en nøgen sygeplejerske på sit skød!
Waldemar Januszczak er begejstret for værket: Det er et ’mesterværk’, skriver han, og sammenligner det med helvedesværkerne af Bosch, Brueghel og Goya, der er »de største udtryk for apokalyptisk pessimisme i kunsthistorien.«
I samme tonefald taler Norman Rosenthal, der er ansvarlig for udstillingen: »Det er et af de mest fantastiske værker, jeg nogensinde har set – det er på niveau med Bosch eller Brueghel.«
Men Will Self hælder malurt i bægeret: Han mener, at Chapman-brødrene »plagierer Goyas tegninger af krigens oprørende grusomhed. (...) Brødrenes problem er, at alt, hvad de har nogensinde har set, er inde i en modelbutik. De skulle tage at lave satire over vores etiske trivialisering af samtidens dilemmaer om genetikken og overlade Holocaust til dem, der har set det, om ikke i deres eget kød, så dog i det mindste i deres egen sjæl eller i andres sjæl.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her