Læsetid: 7 min.

Kunsten varer længst

26. oktober 2000

Kirsten Thorups nye roman ’Bonsai’ fremtræder som en personlig skrifthandling, der ikke gavner forfatterskabet

Ny bog
Med Kirsten Thorups nye, nærmest hæmningsløst selvbiografiske bog er vi tilbage i diskussionen om, hvor en forfatter bør trække grænsen mellem det almene og det private, hvis det altså forudsættes, at litteratur skal gøre krav på offentlig interesse og principielt bør stille læseren frit.
Om dette spørgsmål udtalte Villy Sørensen for snart fire årtier siden, at det såmænd ikke gjorde noget, hvis det menneskelige i litteraturen blev personligt, når bare det ikke blev privat. Den grænse overskred som bekendt bekendelseslitteraturen, hvad der sidst i 70’erne fik Johannes Møllehave til at sige, at det da ikke gjorde noget, hvis det personlige i litteraturen blev privat, sålænge det ikke blev intimt.

Sandheder og løgne
Dengang var vi nogle, der tænkte: ak ja, hvad bliver mon det næste? At litteraturen skam gerne må gå hen og blive intim, sålænge den ikke bliver direkte sjofel? Og at den godt må blive sjofel, når bare den ikke bliver decideret uappetitlig? Førend vi fik svar på det, holdt dog bekendelsesbølgen op.
Men det gjorde diskussionen ikke. For siden fulgte en lang række bøger, hvormed forfatterne søgte at indgå en dobbelt kontrakt med deres læser, idet stoffet på den ene side fremlagdes så realistisk som muligt og på den anden side blev behørigt fiktiviseret, sådan som vi så det hos eksempelvis Suzanne Brøgger (Jadekatten) og Jan Stage (De andres krig).
Når læseren eller kritikeren forsøgte på at nærme sig bøgerne som litteratur åben for alle, så påberåbte værkerne sig en dokumentarisk sandhedsværdi; Men hvis nogen derpå omvendt prøvede at sammenligne værket med virkeligheden, stødte man ind i dobbeltkontraktens modsatte paragraf – at det hele jo bare var løgn og forbandet digt.
Kirsten Thorups ’roman’ Bonsai fortæller under anvendelse af forskellige litterære iscenesættelsesteknikker historien om to mennesker, Nina og Stefan, der tidligt bindes til hinanden i et forhold baseret på kærlighed af en speciel slags, men også på fortielse og løgn. Forholdets tungeste problem er, at Stefan er rygende biseksuel, men aldrig for alvor vil være åben om det, hvilket, da han bliver smittet med hiv, gør hans sygdom og selvmord til en smertelig og dybt pinagtig affære, tragisk iscenesat, men med et farcelignende præg.
Lad os for et øjeblik se bort fra bogens første del, der handler om nogle helt andre mennesker ved navn Mona og Kris.

Ordenssans
Historien begynder da med, at Nina vokser op i et småborgerligt hjem i provinsen, usynliggjort, genert og forsagt, altid angst for ikke at leve op til forventningerne. For i det mindste at holde lidt sammen på sin kaotiske verden udvikler hun ordenspanik og lader tallene bringe tryghed: »Hendes mor havde tre børn, ikke fire. De havde én sofa, ikke fem. De havde to indgangsdøre, ikke fire. Hun havde én dukke, ikke 20. Der var én lørdag i ugen, ikke to. Hun havde én søndagskjole og tre hverdagskjoler, 23 Anders And blade, 250 hønseringe: 41 gule, 23 røde, 36 grønne, 77 blå, 51 gennemsigtige, 22 sorte«. Hvis sådan en pige nogen sinde skal gøre oprør, må det gå voldsomt til.
Da det sker, skifter romanen fra 3. til 1. person, idet hendes første år i København beskrives via breve til hjemmet. Hun møder kunstneren Stefan, der hylder og dyrker det frie liv, og før hun får set sig om, er hun spundet ind i et sygt Pygmalion-mønster, hvori hun viderefører den selvfornægtelse, hun oplærtes i som barn. Hun sletter sin dialekt og forvandler sig til rigssprogsrobot, og hun lærer at læse Proust i stedet for Dostojevskij. Seksuelt kopierer hun Stefans promiskuøse praksis, skønt hele måden inderst inde byder hende imod, retlinet og moralsk som hun er.

Sygdom og selvmord
I fjerde del af bogen ændres teknikken igen. Nu anvender Thorup med ét monolog, i form af den rablende forsvarstale, som Stefan holder for Nina og datteren Elin, på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg. Man fornemmer og hører Ninas spørgsmål og korrektioner, men mærker også, hvordan Stefan har vænnet sig til at omtolke alting til egen fordel: »Det er usmageligt, hvis vi nu skal til at skændes retrospektivt. Skriv dog en bog om os i stedet for, skat. Du har min velsignelse. Jeg vil elske at blive foreviget. Livet er kort, kunsten er lang.«
Med femte del vender vi tilbage til en mere traditionel beretning holdt i tredjeperson. Her berettes, hvordan datteren og den tidligere hustru som satanisk ritual møjsommeligt afbrænder Stefans dagbøger, så bevismaterialet forsvinder. Han lever fortsat i den vildfarelse, at hans dobbeltspil er uigennemskueligt for andre, og at hans sygdom er en velbevaret hemmelighed.
Dette hemmelighedskræmmeri krakelerer i sjette del, hvor Nina går ind i rollen som dødens tjenestepige og medvirker til at gennemføre Stefans beslutning om et stoisk selvmord. Sammen med datteren hvirvles hun ind i en dødsspiral, og det er svært at se værdigheden og stoltheden i det forløb, der bliver resultatet af Stefans monstrøse selviscenesættelse.
Med syvendedelen, kaldet Efterskrift, anlægges en mere nøgtern og analyserende holdning, og til allersidst fremlægger Nina brikkerne til en selvanalyse, ifølge hvilken hendes og forholdets problem er en art androgynitet i hendes eget væsen. Det lyder da plausibelt nok, men inden læseren forelsker sig i den forklaring, er det nok værd at minde sig selv om, hvad man netop har læst: beretningen om et kynisk magtspil, med fortielse som alle løgnes moder.

Et anklageskrift?
Til gengæld bør man hæfte sig ved, at bogens sidste passager er henvendt til den samme psykiater som de båndoptagne enetaler i værkets første del. Dem havde vi næsten glemt undervejs! Heri beretter en mand i et sandt virvar af bortforklaringer og tildækninger om sit kærlighedsliv og sin hustrus selvmord. Af fyrens profession (kriminalpoliti) fremgår, at vi måske har at gøre med den biseksuelle herre, der i sin tid smittede Stefan med hiv.
Romanen får herigennem karakter af et personligt anklageskrift affattet lovlig tæt på visse traumatiserende hændelser, en hudløst makaber krængen ud, privatbiografisk dokument med et mindstemål af æstetisk distance og almengørende stilisering.
For en umiddelbar »realistisk« læsning ligner Bonsai a) en kras kritik af den, der smittede Ib Thorup, undskyld: Stefan, med aids; b) et forsinket udfald mod den eller de læger, der blev skyld i, at en teaterchef døde uden sine nærmeste omkring sig; samt måske c) et memento til et sundhedssystem, der, som Nina siger et sted, har gjort bøsser til »hellige køer« ved ikke at bekæmpe aids som dén fælles trussel, en seksuelt overført dødelig sygdom er, uanset fordommes stempel og minoritetsundertrykkelsens pres.
Selv antyder romanen ved siden af disse motiver en drivkraft af mere eksistentiel art. I et af Ninas dagbogsnotater fra ’terminalfasen’ hedder det: »Arbejdet er min livline, min eneste energikilde. Intet andet binder mig til jorden end at beskrive alt jordisk med en tvangsneurotisk aktivitet. Alt skal skrives ned, for at jeg kan blive virkelig for mig selv, og for at livet omkring mig kan blive levende.«

Distancen væk
Det forekommer på den baggrund næsten anmassende at møde Bonsai med kritisk refleksion. Men da værket på den anden side præsenterer sig som ’roman’, bør den vel som andre romaner bedømmes æstetisk, som kunst. Og her bliver problemet, at bogen først og fremmest er så spækket med gentagelser. Allerede i anden del fatter læseren udmærket, hvordan Nina er strikket sammen, og derfor bliver analyserne i tredje og fjerde del larmende redundante. Det samme gælder forståelsen af Stefans afmægtige forsvar for et ansigt, han allerede har tabt. Indsigten i disse forhold får vi, så snart han dukker op, og hvad der siden følger, i fjerde, femte og sjette del, virker kun yderligere forstemmende. Bonsai formår kun momentvis at transformere livet til kunst. Ved i vidt omfang at afstå fra distancering og stilisering gør Kirsten Thorup sin virkelighedsfremstilling præcis så plumret og tilfældighedsspækket og repetitiv, som tilværelsen nu engang er.
Det bedste i Bonsai, nemlig skildringerne af barndommen og ægteskabets første tid, har forfatteren kunstnerisk set anvendt bedre før, nemlig i henholdsvis Lille Jonna og Den lange sommer (1977-79) og Himmel og helvede (1982). Som gennemskrivning af Ninas historie gør anden og tredje del indtryk, men det er unægtelig ærgerligt, at synsvinkelbrugen bliver rodet, når fortælleren skiftevis anlægger pigens, forældrenes og omgivelsernes synspunkt, og når Nina tildeles selvindsigt på et niveau så højt, at hendes handlinger mister mening.
I tredje del virker det urealistisk, at Nina, der ellers langt hen ad vejen dækker sig og Stefan for forældrenes blik, pludselig citerer breve fra en elsker i England, og i femte del sammenblandes flere adskilte tider, idet fortælleren brat fælder ind, hvad mor og datter har drøftet efter Stefans selvmord og død, skønt afsnittet netop tilstræber at følge forløbet med såkaldt medsyn. »Elin var mere tilbøjelig til at anse sig for at være sin mors mor end Nina til at indrømme, at hun appellerede til datterens moderlighed. Først da Elin brød med hende efter farens død, afslørede hun, at hun havde lidt under denne mor-datter forveksling i deres forhold«. Hvor er vi henne i tid? Og har vi forladt romanen og lagt os på psykiaterens briks?
Kirsten Thorup har heller ikke kunnet dy sig for psykologiske baggrundsforklaringer af den type, læseren kender fra hendes tidligere romaner. Dér virkede kommentaren som en slags primitivt raffinement, men når hun i den nye bog f.eks. siger om Nina og Stefan: »Vi er faret vild i vores fælles blindgyde,« så siger hun kun, hvad læseren véd eller snart hitter ud af selv.
Bonsai har utvivlsomt for sin forfatter været personligt nødvendig at skrive. I forhold til forfatterskabet bringer den intet godt, som samtidig er nyt. En skrifthandling er nu gennemført, gid den må åbne for kunst.

*Kirsten Thorup: Bonsai. Roman. 267 s. 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu