Et sted midt i mellem hvad-synes-du-selv-pædagogikken og de lukkede institutioner finder man behandlings-institutionen Solhaven, som har stor succes med at tilpasse de utilpassede
Handling
Når man ankommer til Farsø sådan en torsdag morgen en times tid efter solopgang, hvor hovedgaden kun så småt er ved at vågne, er det ikke til at se. Men i denne lille provinsby er der gennem 13 år blevet udrettet omkring 60 mirakler. For det er her, den private institution Solhaven holder til.
Den har gjort det til sit varemærke at anbringe de uanbringelige og tilpasse de utilpassede. Det er her, de modtager rosset dem, det traditionelle behandlingssystem har opgivet, og som ingen andre vil vide af. Unge af den slags, der for tiden fylder i den offentlige debat, fordi de tilsyneladende er så langt ude, at ingen kan nå dem.
Geografisk er vi i Himmerland tæt ved Limfjorden. Pædagogisk befinder Solhaven sig et sted midt i mellem de sikrede institutioner, hvor de unge spærres inde, om ikke andet så for at holde dem væk fra os andre, og de endeløse rækker af forstående pædagoger og projekter, som udgør kernen i det danske behandlingssystem. Det system, hvis manglende evne til at dæmme op for en del unges problemer er blevet tydeliggjort af den seneste række af seksuelle overgreb.
»Den almindelige behandling i dansk socialsystem med alle de her pædagoger, der flyver rundt og siger ha! Du er fundet bygger på samtale som det vigtigste værktøj. Men det er det dårligst tænkelige værktøj for nogle unge, som hverken har et ordentligt begrebssæt eller ordentlige normer,« lyder forklaringen fra Solhavens viceforstander, Jørgen Toft Kristensen, når man spørger, hvorfor det ellers så veludbyggede sociale system ikke magter at løse problemerne.
Derfra med et bedre liv
»Hvis man sætter sig ned og prøver at finde ud af, hvorfor de reagerer som de gør, så kan man finde undskyldninger og forklaringer. Men det kan tage fire-fem måneder at finde ud af, hvad der er sket i lille Peters liv, der gør, at han nu farer rundt og viser sin tissemand frem ude i byen. Men i bund og grund er det hamrende ligegyldigt for så længe han gør det, er han en gene for samfundet. Man skal lave et system, der agerer. Man skal ikke glemme forståelsen for, hvad der sker, men vi kan ikke vente på, at vi har analyseapparatet i orden, før vi handler, for så mister vi lille Peter i en stofrus, og så ender han på den lukkede. De her unge er så behovsstyrede og hurtigt reagerende, at vi må være det samme.«
Forståelsen af de unges situation er i sagens natur stor på Solhaven. For selv om hver eneste elev har hver sin ulykkelige historie at fortælle, er der en del fællestræk. De unge, der kommer her, er typisk mellem 14 og 16 år og har alle utallige andre institutionsophold bag sig.
De fleste kommer fra familier med meget tunge sociale problemer og er smykket med diagnoser som tidlig emotionel deprivation, borderlinepersonlighed eller pseudopsykopati. Langt de fleste er kriminelle.
»Jeg tror ikke, der findes en kriminalitetsform, som ikke har været repræsenteret her. Det er lige fra cykeltyv til morder,« som Jørgen Toft siger det.
Han vurderer, at trods de massive problemer, gælder det for 70-80 procent af de unge, at de tager derfra med et bedre liv. Ikke nødvendigvis et strømlinet et af slagsen med job og uddannelse, men i hvert fald et liv med mere indhold.
Forskellen er ikke stor
Eleverne er både danske og fra familier med anden etnisk baggrund end dansk. Men forskellen er ikke så stor, som man skulle tro.
»Fremmedarbejderne taler meget om ære og respekt og disrespekt. Deres normløshed opstår, når de ser deres forældre sygne hen i en egenopfattelse af værdiløshed. Når faren, der burde spille den største rolle, ikke længere er et forbillede, smuldrer hele deres system. Der er ikke rigtigt noget at bygge på. Men systemet bryder også sammen i mange danske familier,« siger Jørgen Toft Kristensen.
Og Solhavens metoder er de samme for alle deres elever. Delmålene og tempoet kan variere, men grundtanken er den samme, og normløsheden gælder dem alle både danske og ikke danske elever.
Opskriften er det lange seje træk. I gennemsnit er eleverne på Solhaven i to et halvt år, mange er her længere, og det er den tid, det tager. Når forældrene har haft fjorten år til at splitte dem ad, kan det ikke gøres hurtigere. Metoden er tæt kontakt med troværdige voksne, der tager ansvar, og som lover de unge, at de ikke kan smides ud.
»Vi overtager på en måde forældrerollen og tager det samme ansvar for vores elever, som vi gør for vores egne børn. De mangler nogen, som ikke giver op, når det bliver for besværligt. De skal opdrages til at begå sig i et samfund under nogle normer, som de ikke forstår. Det er ikke sikkert, vi kan give dem de normer, men vi kan hjælpe dem med at finde ud af, at de får et bedre liv, hvis de gør, som samfundet beder dem om. Det er adfærdskorrektion. Og det er nødvendigt.«
Solhavens elever har gennem hele deres liv oplevet en lang række svigt. De er vant til at blive kasseret, og når de kommer på Solhaven, er det deres forventning, at det også bliver udfaldet der. Ofte prøver de at komme nederlaget i forkøbet ved at opfinde en grund til, at det heller ikke skal lykkes på Solhaven.
Mere end fuld tid
Men hvad gør I, når de unge gør noget, som kunne fungere som undskyldning, og som andre steder ville føre til, at de blev smidt ud?
»Vi har den nødvendige styrke til at sige det du er i gang med, er ødelæggende for os alle. Vi er nok til at vise, at det kan vi magte. Det er ikke den fysiske styrke, der er den vigtigste det er fællesskabet. Men kommer det til en fysisk konflikt, tager vi dem stille og roligt ned og holder på dem og hjælper dem gennem situationen og så er der en, der tager dialogen bagefter og får det gjort færdig.«
Det er ikke et fuldtidsjob at være ansat på Solhaven. Det er mere end det. Man skal være parat til at møde op, når der bliver kaldt til »kaffe på afdelingen«, som betyder, at der er en kritisk situation under opsejling. Og man er ikke bange for at benytte sig af undtagelserne i magtanvendelsescirkulæret, der ellers slår fast, at man som hovedregel ikke må røre de unge. Det er en del af filosofien på stedet, at man ikke forlader eleverne og slet ikke i en krisesituation. Her vil man hellere holde fast i den unge for at undgå ballade end smide ham bag lås og slå eller måske helt ud, som er den reaktion, de flest gange er blevet mødt med.
»Der er der mange, der står af, når vi fortæller om vores arbejde. Men jeg synes ikke, det er overgreb. Jeg er enig i, at det ikke er et pædagogisk middel. Det er en måde at stoppe en adfærd på og ikke andet. Men det er da en bedre måde at løse en konflikt på end bare at låse dem inde og lade dem sidde alene med deres had.«
Samme debat
Solhaven er for længst blevet berømt for sine metoder, sin engagerede personalestab og sine bemærkelsesværdige resultater, og er ofte blevet fremhævet som en foregangsinstitution. Og politikerne har lovet mere af samme slags. Det er bare aldrig rigtigt blevet til noget. Nu er debatten om de kriminelle unge så blusset op igen, men dens indhold og niveau får dumpekarakter af Jørgen Toft Kristensen.
»Man bliver lidt modløs. Debatten er jo nøjagtig den samme som for tre år siden. Vi er tilbage til der, hvor det sælger. Der er nogle politikere, der skal profilere sig selv, og nu er folkestemningen så sådan. Så er det heldigt, at det er nogle fremmedarbejdere den her gang, så skal der
satme låses inde og nu skal vi ha flere sikrede pladser og buret dem inde fra de er 12 år. Det er ren propaganda, for der er ingen behandlingseffekt i det,«siger Jørgen Toft.
Men det er ikke fordi, han ikke er enig i, at der er et problem. Det er åbenbart, og efter mere end 13 års erfaring placerer han sig som Solhaven midt i mellem debattens frontkæmpere, der henholdsvis råber på flere sociale tiltag og mere indespærring. For det er åbenbart, at der er et problem.
»Vi skal have et system, der reagerer hurtigt, og jeg synes de her forbrydere skal væk fra gader og stræder. Det krænker sgu da min moral at se de unge forlade retten i Århus samtidig med, at de giver systemet fingeren. Men det sociale system arbejder for langsomt og er for optaget af at lave mere af den slags, der ikke virker. Det er ikke viden og erfaringer, der mangler, det er viljen. Hvis ikke viljen er der til at bruge de midler, der skal til, er ordene ligegyldige,«siger Jørgen Toft.
FAKTA
Solhaven
Solhaven blev oprettet i 1987. Der er plads til 11 fastboende elever ad gangen, der bor i tre huse rundt omkring i byen. Det koster kommunerne 67.000 kr. pr. elev pr. måned at have en ung placeret på Solhaven.
Den gennemsnitlige pris pr. ung i lukket institution er mellem 100.000 og 150.000 pr. måned.klar
