Læsetid: 10 min.

Litteraturen i form

21. oktober 2000

Hvilke digtere tegner bedst det 20. århundrede? Og hvad karakteriserer dem? Det nye værk om danske digtere i det 20. århundrede har udløst en hed debat mellem redaktøren og to kritikere. Her mødes de tre, og fronterne trækkes op

Anne Marie Mai er en smule vred. Litteraturprofessoren og redaktøren af nyudgaven af Danske digtere i det 20. århundrede, hvoraf Bind 3 blev udsendt for fjorten dage siden, kan ikke tilbageholde en vis undren, siger hun, over, at Kristen Bjørnkjær skriver et ’Anslag’ mod værket i forrige lørdags Information »uden at have checket indholdsfortegnelsen. Du beklikker min faglighed, men gør ikke selv dit arbejde.«
Hun er også »forundret« over Erik Skyum-Nielsens leder herom samme dag.
»For det første siger du, at min betegnelse for perioden fra 1970 til 2000, ’Det formelle gennembrud’, ikke duer, fordi al digtning er form. For det andet siger du, at der ikke var ret meget form i 1970’erne.«
»Det er ikke korrekt formuleret,« protesterer Skyum, men Anne Marie Mai fastholder sin opfattelse. Og for det tredje »undrer dine betragtninger over skribenter født efter 1960 mig. Jeg håber meget, at de både er professionelle og har livserfaring,« erklærer Anne Marie Mai, der ikke lider af næsegrus beundring for tidligere generationers litterære åndsfyrster.
»Det er en skandale, at vi først nu har fået en samlet læsning af Dan Turell. Men det skyldes de skønånder, som du efterlyser i den unge generation. Jeg mener, at vi skal have dygtige folk, der kommer fra alle de forskellige forskningsmiljøer, der findes, og sådan er skribentpanelet sammensat.«
Det hun hentyder til er følgende opsang i Skyums leder:
»Hovedparten af skribenterne bag det netop udsendte bind er født efter 1960 og tilhører altså den første forskergeneration efter dannelseskulturens sammenbrud. De er opflasket med en faglig selvforståelse, der går ud på faglighed og specialisering. De demonstrerer i deres forfatterportrætter stor professionel kunnen, men de viger som regel forsigtigt tilbage for at forbinde læsning af litteratur med egen livserfaring. Tilværelsens fælles grundspørgsmål opfatter de som private problemer. Litteratur er for dem et arbejde, ikke et kald. Deres læsning er en aktivitet på linje med den erhvervsmæssige efterbehandling af biokemiske laboratorieforsøg, ikke personlig lidenskab.«
Men allermest forundret er Anne Marie Mai over, at Skyums kritik først fremkommer nu:
»Du er selv med som skribent i bogen, du har siddet med den afsluttende samleartikel, hvor jeg fremsætter begrebet, siden oktober sidste år. Da sendte jeg den ud til alle skribenter og bad om respons, hvad jeg fik fra de fleste. Men din manglede, hvad jeg var ked af. Selvom jeg rykkede fire gange, fik jeg ikke noget svar.«

Hermed er banen kridtet op og anledningen til samtalen denne oktobereftermiddag i Informations mødelokale slået fast. Meningen er at opløse forviklinger og få bragt uenighederne videre, men først må også Kristen Bjørnkjær og Erik Skyum-Nielsen uddybe deres positioner.
Bjørnkjær undskylder indledningsvis, at han har overset, at Inge Eriksens, Hanne Marie Svendsens, Gynther Hansens og Christian Skovs forfatterskaber er med i den nye udgave – ikke alle dog i det bind, der nu er udkommet. Men han havde to timer til at skrive sit ’Anslag’, og hans fejltagelse i skyndingen skal ikke afspore den debat, han gerne vil rejse, siger han.
»Det som ophidsede mig var, at en forfatter som Jan Sonnergaard ikke er med, hvorimod digtere som Asger Schnack og Lars Bukdahl får selvstændige artikler. Jeg kritiserer valget af forfattere, jeg mener, det er helt ude i hampen!«
Anne Marie Mai påpeger, at Sonnergaard er med i den store afsluttende oversigtsartikel, hvortil Bjørnkjær replicerer, at den jo er »en stor massegrav«.
»Sonnergaard har en fremtrædende plads i skildringen af, hvad der er sket indenfor novellegenren i de sidste 30 år,« siger Anne Marie Mai. »Men ved redaktionens afslutning havde han endnu kun skrevet én enkelt bog, Radiator, og det er meget lidt at bygge på. Det mindste forfatterskab, vi har med, er Merete Torps med to bøger.«
Skyum afviser på den ene side, at kunstnerisk kvalitet kan måles i antal bøger, men på den anden side er han tilbøjelig til at betragte Sonnergaards nyligt udkomne anden bog, Sidste søndag i oktober, som en bekræftelse på Mais proritering, siger han.
»Men vi snakker ikke om et efterskrift til en række forfatterportrætter,« fastslår han dernæst, »vi snakker om en selvstændig bog, hvor der redegøres for udviklingen inden for romangenren, novellen, poesien og tidsskrifterne og teatret. Anne Marie Mai fortjener ros – både for at skaffe overblik og for at foretage de afvejninger, som en redaktør skal foretage.«
Det er udvalget af digtere, der først og fremmest er faldet Kristen Bjørnkjær for brystet, men hertil siger Anne Marie Mai:
»For mig har det været vigtigt at vise mangfoldigheden, det har jeg anset for min forpligtelse som forsker. At se på, hvad der faktisk bliver skrevet og vise de forskellige æstetiske positioner.«
»Hvad angår Asger Schnack og Lars Bukdahl, så har den første eksperimenteret med surrealismen siden 1970’erne, og Bukdahl, der debuterer i 80’erne, har sin særlige facon at løfte arven efter Per Højholt, Dan Turell og Halfdan Rasmussen. Desuden har de begge fundet gode læsere i henholdsvis Borum, Finn Stein Larsen og Hans Hauge.«
Anne Marie Mai henviser endvidere til de mange skribentmøder om udvalget, der er blevet holdt under værkets tilblivelse, og tilføjer: »Der vil altid være noget, man savner, men det vigtige er, at vi skal have en litteraturhistorie, der ikke lader vigtige strømninger ude.«
Kristen Bjørnkjær: »Men også dette værk er jo grupperet omkring en bestemt tendens, nemlig ’det formelle gennembrud’. Altså mangler mangfoldigheden også her! Jeg synes ikke, man kan se forskel på forfatterskaberne. Tag ti forskellige digte fra 90’erne, og du vil have svært ved at se, hvem der har skrevet hvad. De er allesammen paniske for, at det, de skriver, skal betyde noget uden for sproget, og det opvurderer du – men den slags keder mig! Jeg vil hellere læse Morten Sabroe eller Jan Sonnergaard, jeg vil hellere læse noget, der har noget med mig at gøre.«
Anne Marie Mai: »Det formelle vedrører ikke kun 80’erne og 90’erne. Sagen er, at det begynder i midt-60’erne med folk som Jørgen Leth, Per Kirkeby, Peter Laugesen og andre. Erik Thygesen er faktisk den, der klarest så opbruddet, han er én af de bedste teoretikere. Det er på dette tidspunkt, vi får mangfoldigheden, hvor det igen bliver tilladt at bruge overleverede former og danne genrehybrider, formelt er det her, der sker noget, som gør en forskel. Midt-60’erne udgør et centrum, der forplanter sig, og som først folder sig ud senere. Også Dan Turell folder sig først ud i 70’erne.«
Bjørnkjær: »I 60’erne var der mangfoldighed, der var en kæmpe forskel på digterne, som havde hver deres profil. Men det er forsvundet!«
»Hvis det er dig så meget om at gøre at minde om, at de formelle eksperimenter begynder i midt-60’erne, hvorfor skærer du så i 1970?« spørger Skyum. »Både Henrik Nordbrandt, Hans-Jørgen Nielsen og Henning Mortensen debuterede i midt-60’erne.«
Anne Marie Mai forklarer, at det fra begyndelsen ikke stod klart, om der var mulighed for at lave et helt nyskrevet værk, eller om det var et yderligere bind med den nyeste digtning, der kunne blive råd til.

Alle tre er således enige om, at nybruddet skal dateres til midt i 60’erne.
Men nu præciserer Skyum sin position: »Jeg står et andet sted end Kristen,« siger han. »Jeg er faktisk enig i Anne Maries prioriteringer. Min indvending går på terminologien, altså etiketteringen ’det formelle gennembrud’. Jeg mener ikke, det har deskriptiv værdi. Det gør noget alment ved litteraturen til et specifikt kendetegn ved de seneste 30 års danske litteratur. Men fra Sappho og Homer har det været litteraturens væsen at gøre liv til form.«
»Hvad kommer der efter det formelle gennembrud?« fortsætter Skyum. »Du har på forhånd ugyldiggjort hele det 21. århundredes litterære udvikling og fundet en hegelsk top, hvor historien standser.«
Anne Marie Mai: »Den forskning, jeg arbejder med, er ikke normativ! Selvfølgelig er al digtning form, det skriver jeg også selv i min artikel, men i denne periode har vi et særligt forhold til form. Nu tematiseres formen, og nu er alle former blevet tilgængelige. Jeg har valgt ikke at kalde det postmodernisme, fordi det begreb er kommet så underlig skævt ind i Danmark, det har ingen indflydelse haft. Men det specifikke er, at alle former er tilgængelige.«
Skyum: »Det er rigtigt, at du tager forbehold, men du skriver også, at det skelsættende er, at den æstetiske form bliver en treleddet relation mellem den skrivende, den læsende og verden, hvor der kan fokuseres på hvert af de tre led, men altid således, at også hvert af de øvrige led i relationen spidsformuleres. Her gør du stadig noget litterært alment til noget specielt ved perioden.«
»Jeg anfægter ikke, at vi er trådt ind i ’det radikalt forskelliges samtidighed’, som den tyske kunsthistoriker Peter Bürger har formuleret det i sin Theorie der Avantgarde (1974), men jeg peger på det problem, at også hvis man formulerer det på den måde, gøres de hovedegenskaber, som det 20. århundredes litteratur har haft siden begyndelsen, til et træk ved de sidste 30 års danske litteratur.«
»Peter Bürger taler om selvrefleksivitet og om det radikalt forskelliges samtidighed, om genreoverskridelser allerede i begyndelsen af 1900-tallet. Det kan ikke være rigtigt, at vi først kommer på omgangshøjde efter 1965.«
Værket sætter perioden ind i en international sammenhæng, blandt andet med den samtidige udvikling i USA, påpeger Anne Marie Mai, »men der er forskel, ligesom der var forskel, da Rifbjerg-generationen indvarslede en ny samtidsbevidsthed.«
Skyum: »Jeg har to pointer: Den ene er at sætte spørgsmålstegn ved, om det formelle gennembrud er et godt begreb; Den anden er, at værket kan ses i sammenhæng med den litteraturvidenskabelige fagliggørelse.«
»Jeg kan godt forstå, at du har fravalgt postmodernismen som begreb. Den blev en parole, den blev hæftet på bestemte forfattere og ofte gjort synonymt med intertekstualitet. Vi har ikke kunnet bruge det, selvom det havde været flot, hvis man som et svar til Brandes’ Det moderne Gjennembruds Mænd kunne have skrevet Det postmoderne gennembrud.«
»Men jeg synes måske, at det eksperimentelle gennembrud – som du jo også selv bruger – havde været bedre. Hvorfor har du ikke valgt det?«
»Det fører på vildveje fra det centrale,« svarer Anne Marie Mai og tilføjer, at det er blevet overvejet. Det bliver svært at se, at også den ’nyenkle’ litteratur hører med herunder.«
Så forsøger Skyum et andet begreb, der forekommer ham frugtbart, nemlig den modul- og strukturtænkning, som litteraten Søren Schou har peget på som fælles for nyrealismens og den eksperimenterende litteratur.
Anders Bodelsens »sætstykker af velfærdssamfundet« og Christian Kampmanns eksperimenter »inden for det, man troede var realisme« er åndsmæssigt beslægtet med avantgarden.

Hele denne debat får Kristen Bjørnkjær til at sætte spørgsmålstegn ved forholdet mellem den litterære institution og digtningen.
»Hele misèren er, at den litterære institution fjerner sig fra den læsende offentlighed,« hævder han.
Mai: »Det kan jeg ikke forbinde noget med.«
Bjørnkjær: »Det overrasker mig ikke!«
Mai: »Jeg sidder ikke i en lille særoffentlighed og forsker. Jeg har diskuteret litteratur overalt, hvor litteraturen findes i de sidste 20 år – i husmorforeninger, på højskoler og aftenskoler, og jeg har lyttet til utallige læsere.«
Bjørnkjær: »Halvdelen af de digtere, du har med, vil være gået i deres mor igen om 50 år.«
Mai: »Det tror jeg ikke. Det har jo vist sig, at hovedparten af digterne er med fra den ene udgave af Danske digtere...til den næste. Valgene har ikke været helt tossede.«
Bjørnkjær: »Nej, i de tidligere udgaver!«
Mai: »Du må da glæde dig over, at de diskussioner, I selv førte i midt-60’erne, bliver bragt frem i lyset, og over at se, at de har haft betydning?«
Bjørnkjær: »Det betyder ikke, at det er den rigtige teori, du har.«
»Jeg anerkender ikke litteraturvidenskaben overhovedet. Som Vagn Steen skriver: »Den der fanger fuglen,/ fanger ikke fuglens flugt.«
Mai: Vi skal beskrive, hvad der foregår.«
Bjørnkjær: »Man kan ikke beskrive samtiden, det kræver afstand at se, hvad der bliver stående.«
Skyum: »Det er smadderspændende at beskrive samtiden. Men her betales prisen i form af en fokusering på de æstetisk-formelle aspekter.«
Mai: »Rahbek begyndte med at holde forelæsninger om sin samtid. Brandes gjorde det, og Brostrøm ligeledes. Det er klart, at man formodentlig vil have blinde punkter, men man skal da ikke opgive af den grund! Nu skal det ikke glemmes igen, at noget nyt bliver tydeligt omkring 1970!«
Skyum: »Hvis vi går tilbage til den tidlige efterkrigstid med Ole Sarvig, så holder det vel som beskrivelse, at der i 40’erne og 50’erne skete en selvstændiggørelse af et eksistentielt tilværelsesniveau. I 60’erne gælder det samme for det psykologiske, i 70’erne kan man tale om en politisk tolkning og i 80’erne om en kropsorientering som det bærende niveau. Men i 90’erne er intet tilværelsesniveau det vigtigste. 90’erne er både politiske, psykologiske, eksistentielle, filosofiske, æstetiske og formelle.«
»Jeg tror også, vi ser et eksempel på, at dialogen mellem litteraturforskning og digtning har flyttet sig. Man kunne måske skrive en institutionshistorie om, hvornår hvem var foran? Boksekampen mellem den kvalitetsbevidste kritik og litteraturen har ikke hver gang haft den samme vinder, der er eksempler på, at en teoretisk velfunderet kritik, eksempelvis den kønspolitiske teori, har været klogere end digterne og har også kunnet umuliggøre, at der blev digtet videre ad det samme spor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu