Læsetid: 3 min.

Et liv før døden

13. oktober 2000

Akira Kurosawas mesterværk ’Ikiru – At leve’ fra 1952 får nu dansk biografpremiere

Film
Ikiru – At leve indledes af et lidt gnidret røntgenbillede af en kræftsyg mavesæk. Vi kunne dårligt befinde os længere fra de imposante middelalderlige samuraier, som ellers ofte forbindes med Kurosawas navn. Hovedpersonen, herr Watanabe, er en lille grå enkemand, der har tilbragt de sidste 30 år med søvngængeragtigt at stemple sagsakter og sende dem videre i det kommunale system. Hans kolleger har gjort det samme, med det resultat at alle i den kommunale forvaltning har været så optaget af at tørre sager af på hinanden, at der rent faktisk aldrig er blevet gjort noget.
Det er herr Watanabes mavesæk, vi ser på det indledende røntgenbillede. Han har kun et lille halvt års tid tilbage, og nu, hvor han skal dø, står det ham pludselig grusomt klart, at han – der af kollegerne rammende kaldes Mumien – aldrig har levet. Den lille krumryggede og pergamentagtige mandsling har noget at indhente, og det skal gå hurtigt!
Desperat søger han livet selv i alkohol og kvinder. Han får sågar en ny hat, og som en druknende klamrer han sig til en yngre kvindelig kollegas livskraft – indtil hun bliver træt af den triste gamle mand.
Herr Watanabe beslutter da at bruge sine sidste kræfter på faktisk at udrette noget i denne verden. Med en dødsforagt, som kun den kan have, der snart skal dø, sætter han sig op imod det frygtindgydende bureaukratiske uhyre, som han selv har været en del af. Og mod alle odds lykkes det ham at få forvandlet en sundhedsfarlig kloak i et af byens slumkvarterer til en lille park med gynger og klatrestativer til børnene. Parken er kun et par kvadratmeter stor, men beboerne er henrykte, og Watanabe kan dø lykkelig – i ellevte time fik hans liv alligevel en mening.

Livsbekræftende
»Undertiden tænker jeg på min død. Så bliver jeg rastløs. Hvordan kan jeg roligt udånde efter det liv, jeg har levet. Der er så meget mere, jeg bør yde, mens jeg lever. Jeg føler, at jeg ikke har levet noget videre. Det smerter mig at tænke på det. Ikiru er baseret på denne følelse. Min hensigt er at præsentere en tragedie, som bygger på denne menneskelige svaghed.«
Sådan sagde Kurosawa – der selv efterlod sig meget mere end en bitte park, da han for to år siden døde i en alder af 88 år – om baggrunden for Ikiru. Ikiru er dog ikke kun tragisk, for på mesterlig vis lykkes det Kurosawa at forvandle den dødsmærkede lille mands historie til et aldeles livsbekræftende filmværk. Og selv om Ikiru ikke umiddelbart ligner samurai-filmene, så er det eksistentielle tema det samme: Vi er selv ansvarlige for vores liv, og vi har en moralsk forpligtelse – over for os selv – til at give det mening.
Med sin bidende sarkastiske fremstilling af det offentlige systems inerti er Ikiru også en meget morsom film. Og som altid i Kurosawas værker er den æstetiske formidling aldeles blændende. Ikiru byder ikke på de bjergtagende kamerature og den hektiske klipning, som kendetegner samuraifilmene, men består overvejende af rolige, minutiøst komponerede billedsekvenser, hvor mesteren giver sig tid til at udfolde såvel for- som baggrund og lade dem interagere i et virtuost samspil.
I disse rastløse tider er der muligvis dem, der vil mene, at filmen er for lang, men Kurosawa udnytter hvert et sekund og får det maksimale ud af selv de allermindste detaljer. Her er absolut intet overflødigt.
Når Ikiru går i den grad under huden på sit publikum, hænger det imidlertid ikke mindst sammen med den formidable præstaton, der ydes af den fornemme karakterskuespiller Takashi Shimura i rollen som Watanabe. Takashi Shimura medvirkede i i alt 22 af Kurosawas film, bl.a.: En judosaga (1945), De syv samuraier (1954), Livvagten (1961), Himmel og helvede (1963), og Rødskæg (1965) – som nu får dansk repremiere i fire biografer i Århus, Ålborg, Odense og København.

*Ikiru – At leve (Ikiru). Instruktion: Akira Kurosawa. Manuskript: Akira Kurosawa, Shinobo Hashimoto, Hideo Oguni. 1952. (Husets Biograf)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her