En livsform er ved at gå tabt

Landlivet i South Dakota er på vej ud og indianerne håber at få deres jord tilbage. Aktivister protesterer – Politikere har vi ikke brug for. Vi klarer os selv, siger Randy Parry

Livet på prærien
HOWARD, South Dakota - For lidt over 100 år siden strømmede tyske og skandinaviske indvandrere til denne gudsforladte egn i det amerikanske midtvesten for at starte en tilværelse som landbrugere i et menneskefjendsk klima.
I dag forlader flere og flere af deres efterkommere gårde og landsbyer for at finde beskæftigelse i større byer eller andre stater.
Landsbyen Howard, der ligger i Miner amt, er en af de værst ramte i South Dakota. I 1960 havde amtet 6.300 indbyggere, i dag er tallet nede på 2.800. I samme periode er Howards indbyggertal faldet fra 1.500 til 900. Kun én ud af 10 unge født i egnen bliver.
»Det er en tendens, som har sat sig igennem overalt i landbrugsstaterne. Flugten fra land til by vokser støt. I mange landsbyer er folk desperate. De føler sig magtesløse og aner ikke, hvad de skal gøre. Politikerne lader blot stå til,« siger Randy Parry, leder af Miner County Community Revitalization.
Befolkningstallet er faldet er sket i takt med mekanisering af landbruget og anvendelse af ny teknologi. Gårdene bliver større, men behovet for arbejdskraft falder. Ny industri søger fortrinsvis til de større byer med god infrastruktur Supermarkeder og varehuse bliver opført langs motorveje og tapper butikker i landsbyernes hovedgader for fast indtægt.

Indianerne håber
»Det er ganske enkelt en uafvendelig proces. Nogle steder forsøger folk i fællesskab at vende udviklingen. Jeg tror, det bliver umuligt. Inden længe vil en 100 år gammel livsform i South Dakota og andre landsbrugsstater være forsvundet,« mener Robert Burns, professor i statskundskab på South Dakota State University.
Ikke alle beklager tendensen. South Dakotas indfødte befolkning – Lakota-nationen – ser en chance for at vinde nogle af deres frastjålne territorier tilbage. Ifølge Fort Laramie-traktaten fra 1868 tilhører et enormt areal vest for Missouri-floden, der skærer midt igennem North Dakota og South Dakota, de såkaldte Sioux-stammer (Sioux er de hvides navn for Lakota).
Men i 1877 ophævede Kongressen i Washington ensidigt traktaten og lod hvide strømme til bjergkæden Black Hills i det vestlige South Dakota, efter at general Custer og hans soldater havde spredt rygter om guldfund. To år senere gjorde Sioux- og Cheyenne-stammerne oprør og tilføjede Custer et ydmygende nederlag på Little Bighorn.
I 1890 tog den amerikanske hær hævn i Wounded Knee på Pine Ridge-reservatet ved at myrde mellem 150 og 370 mænd, kvinder og børn – en massakre, indianerne aldrig har glemt.
»Vi drømmer stadig om at få vort prærieland tilbage. Jeg kan næsten ikke vente på, at de hvide forlader jorden,« siger Milo Yellow Hair, leder af Tribal Land Office i Pine Ridge.
Indianerne har i de seneste år modtaget hjælp fra uventet hold. Store koncerner og rige magnater som CNN-grundlægger Ted Turner har opkøbt kolossale landområder i South Dakota til at gå på jagt efter vildt tre-fire gange om året. Alene i Miner amt er 17.200 hektar blevet solgt til folk udefra siden 1993.

Boom i storbyerne
»Langt størsteparten af al den jord bliver ikke længere brugt til at dyrke korn. Det ligger brak,« fortæller Tom Kilian, en lokal iværksætter af småselskaber i Howard.
I Pine Ridge-reservatet gnider Milo Yellow Hair sig i hænderne. »Vi er overbevist om, at Ted Turner har gode hensigter. Han købte fornylig 6.400 hektar jord syd for vores reservat. Det tilhører os under Laramie-traktaten, og vi har flere gange haft besøg af Turners budbringer,« siger Yellow Hair.
I South Dakotas ni indianerreservater ligger ledigheden over 60 procent. Pine Ridge er det fattigste amt i hele USA. I South Dakotas to største byer – Sioux Falls i øst, og Rapid City i vest – går det derimod forrygende godt for den lokale økonomi.
»Vi har ingen arbejdsløshed. Det er faktisk umuligt at finde arbejdskraft,« fortæller Dan Nelson fra handelskammeret i Sioux Falls.
Selskaber som Gateway og Citibank har slået sig ned her. I Rapid City, centrum for Black Hills i den vestlige ende af staten, lever man hovedsageligt af turisme og internetselskaber. Midt imellem disse to byer – en strækning på 600 km gennem prærie og kornmarker – bor der 100.000 ud af statens 750.000 indbyggere. South Dakota er det tyndest befolkede område i USA.
Men staten øver trods en besynderlig skizofren partipolitik stor indflydelse i Washington. Guvernøren Bill Janklow er republikaner. Det samme gælder for flertallet i South Dakotas to parlamenter i hovedstaden Pierre. Siden 1968 har vælgerne stemt på en republikaner under præsidentvalgene.

Politisk skizofreni
Det hindrer imidlertid ikke South Dakota i at have to ret venstreorienterede demokrater som repræsentanter i USA’s senat. Den ene af dem, senator Tom Daschle, er demokraternes leder i Senatet og vil blive formand for kammeret, dersom hans parti genvinder et flertal ved valget til november.
»Det fascinerende ved lokalpolitik er, at South Dakotas vælgere stemte imod statens egen demokratiske senator George McGovern under præsidentvalget i 1972, hvor han tabte til Richard Nixon. To år senere genvalgte de McGovern til senatet,« beretter professor Robert Burns.
»Forklaringen er dels, at mange vælgere lider af en art provinsjalousi: Man skal ikke tro, man er for meget. Dels er denne stat meget konservativ i sin økonomiske filosofi. Staten skal ikke blande sig for meget. Derfor stemmer vi normalt på republikanere til politiske embeder i South Dakota,« forklarer Burns og fortsætter:
»På den anden side vil vi gerne modtage subsidier og anden beskyttelse fra regerinmgen til landbruget. Derfor sender vi demokrater til Washington. Det er en skizofreni, som giver mening.«
Men politikerne synes at stå magtesløse over for udtømningen af befolkningen fra South Dakotas landbrugsområder. Indbyggerne må selv tage initiativet. Det prøver man i Howard. Randy Perry, Tom Kilian, Emily Feldhaus og Mary Stangohr leder et lokalt initiativ, der har sat sig som mål at finde alternative indtægtskilder til landbrugserhvervet.

Initiativ
»Spørgsmålet er ikke længere, om du skal være farmer eller ej,« påpeger Tom Kilian, en ældre og erfaren herre. »Opgaven går ud på at finde midler til at blive i Howard.«
Sidste år indbød de byens og amtets beboere til en række fællesmøder i den lokale skole og i private hjem for at diskutere deres fremtid. »Vi kom frem til den konklusion, at vi ikke kan gå rundt og vente på, at politikerne hjælper os. Vi agter heller ikke at blive afhængige af selskaber, der er ligeglade med vores velfærd,« fortæller Randy Parry.
Det første skridt var let. De bad indbyggerne om at gå mere på indkøb i lokale butikker. Det gav en ekstra indtægt på 15,5 mio. dollar i 1999. »Vi var forbløffede. Det betød, at flere af vores forretninger undgik at gå neden om og hjem,« husker Emily Feldhaus, der fornylig flyttede tilbage til sin hjemstavn fra Sioux Falls.
De næste skridt har været vanskeligere. Det er lykkedes at tiltrække et dambrug. Man er på udkig efter arbejdspladser fra internetselskaber. Anvendelsen af egne ressourcer er højt prioriteret. Emily Feldhaus og hendes mand har startet en farm, der opdrætter fasaner, som folk fra overalt i USA kan komme og gå på jagt efter. Mary Stangohr og hendes mand opdrætter hjorte.
»Vi sælger hjorte til jagtreservater andre steder i landet,« fortæller hun.

SERIE
USA til valg
USA går til valg om mindre end fem uger. Frem til valget rapporterer Information fra både front- og baglinien i opgøret mellem Al Gore og George W. Bush. Vi starter i præriestaten South Dakota