Læsetid: 4 min.

Lyden og digtets frugtbare dialog

12. oktober 2000

Den selvbestaltede digter tager udfordringen op

Digte
I dag udsender Christian Yde Frostholm på samme tid sin syvende digtsamling og en cd med oplæsning af nogle af dens digte tilsat lyd og sang. Trods det solide værk han har bag sig, er Frostholm sikkert mest kendt som tidligere indehaver af lyrikboghandlen Afsnit P, der nu har forvandlet sig til Danmarks mest spændende lyriksite på Nettet. Brugere af det vil vide, at man dér længe har kunnet finde eksempler på alle mulige former for visuel lyrik, lyddigtning og andre blandingsformer.
Og det kommer vel næppe som nogen overraskelse, at bagmanden selv er blevet inspireret til visuelle eksperimenter og lydeksperimenter i bogen og på cd’en, der har den fælles titel Mellem Stationerne.
Spor
Digtsamlingen består af to spor. Det første er et langt strømmende digt (jeg opfatter det i hvert fald som ét digt) om lydene i byen, vi kan kalde det ’lydsporet’:

Lyden af regnen på vej væk. // Lyden af vognene på den modsatte side / allerede på trappen til perronen. // Lyden af nogen der spiller / et sted som ikke er til at stedfæste / i gangene. // Lyden af paraplyerne. // Nogen der svarer en stemme på et bånd. // Stemmen i høretelefonerne // Svaret ud i bussen...

Osv. og på et tidspunkt kan Frostholm selvfølgelig ikke lade være med at blive ironisk selvreflekterende:

Den selvbestaltede digter / tager udfordringen op / og opsøger mere støjende omgivelser...
Det andet spor består af korte digte af mere spredt og traditionel centrallyrisk karakter:

Jeg lukker stilheden / ud til regnen, / lyden af regnen ind. // Det er en gensidig åbning. // I mørket overtager en ukendt / min plads.

De to spor flettes så ind i hinanden, idet de hver for sig markeres med en særskilt typografi. Naturligvis spøger Mallarmé og hans ideer om den visuelle poesi i baggrunden i den slags poesi, men mere nærliggende er det i dansk sammenhæng at tænke på Niels Lyngsøs seneste par digtsamlinger Force Majeure og (især) Stof, der på lignende vis lader flere parallelle spor løbe sammen. Eller rettere op mod hinanden, for hos Lyngsø er der altid en håndfast idé om form, der holder de forskellige dele skarpt adskilt. Hos Frostholm adskilles de to spor nok så tydeligt af typografien, men som det ses af ovenstående citater løber forskellige ideer så at sige over fra det ene til det andet, lydene f.eks.

Baggrundsmusik
Kontinuiteten i lydsporet gør, at det kommer til at virke som en slags baggrundsmusik, de små korte digte kan folde sig ud foran.
Som sådan er projektet sådan set meget vellykket – de to spor fungerer fint sammen, de står ikke i vejen for hinanden, men giver plads for både en slags ydre verden af stemmer og lyde og en indre verden af drømme og tanker om og til den elskede. Vel at mærke uden at der er nogen fast afgrænsning mellem dem.
Problemet opstår snarere i og med, at de små korte digte altså ærlig talt ikke altid er særligt spændende. Som nævnt er der et par drømmedigte og et kærlighedstema anslås, men det forbliver meget tyndt og antydet.
Insekter dukker op flere gange og famler med lange tentakler efter et eller andet at foretage sig. Jeg ved ikke hvad, man skal stille op med bagateller som

En hånd / fuld af ansigtsløse / kort // Ikke noget spil // Ikke nogen regler.

andet end at konstatere, at de fleste digte er skuffende ansigtsløse.
Det er måske også grunden til, at det er hele det lange digt og kun to af de små, der har fundet vej til cd-udgaven. Hans Sydow har komponeret den diskrete underlægningsmusik til Frostholms oplæsning og sopranen Rie Koch lægger vokal til et par digte, der ikke er medtaget i bogen. For det meste lader Sydow blot et minimalistisk groove køre bag ordene, der læses rytmisk uden, at det nogen sinde bliver insisterende eller manieret.
Vanvittigt ophidsende bliver det vel aldrig, men en vis upåtrængende skønhed vokser alligevel frem og efterhånden går det op for en, i hvor høj grad digtet er tænkt som en lydlig komposition. Faktisk stammer det fra en lydinstallation, Frostholm lavede på Museet for Samtidskunst i 1998, hvor oplæsningen blev sendt gennem otte forskellige højttalere i båndsløjfer let forskudt fra hinanden. Den opnåede ekkoeffekt gentages her meget nænsomt og forvandler sig på et tidspunkt til en smuk lille kanon Rie Koch synger med sig selv, sikkert pladens højdepunkt, og et fint kontrapunkt til Frostholms ordstrøm.
Her lykkes det, der ikke helt virker i bogen – de to spor flettes ikke bare sammen, men understøtter også hinanden i en virkelig og frugtbar dialog. Den selvbestaltede digter har taget udfordringen fra lyddigtningen op og man må håbe, at det ikke bliver sidste gang.

Christian Yde Frostholm: Mellem Stationerne – Digte. 88 sider, 175 kr. Borgens Forlag. nChristian Yde Frostholm & Hans Sydow: Mellem Stationerne – CD. 28 minutter, 140 kr. Resonance RCD-02.
Begge udkommer i dag

Nyhedsanalyse side 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her