Læsetid: 3 min.

Lygte-pigens sang

14. oktober 2000

Det kan ikke holdes hemmeligt i det lange løb: Professoren har ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok

Danske digtere
Professor Anne-Marie Mai har redigeret et bogværk med den ambitiøse titel, Danske Digtere i det 20. Århundrede. Det fortæller om perioden 1970-2000. Af et sådan værk forventer man en tilbageskuen med et professoralt overblik, som tydeligt ser, hvilke store litterære værker og forfatterskaber, det så var, der ragede op fra den pågældende periode.
Et sådant overblik har professor Mai desværre ikke demonstreret. Mindre betydelige forfatterskaber pudses af og blæses op, som om de var store.
Blot et par eksempler: Asger Schnack er en lyriker, der har skrevet pæne og nydelige digte. Men nogen stor digter er han ikke. Lars Bukdahl har skrevet nogle digte med en lidt snurrig vinkel. Men nogen stor digter er han ikke.

Neddroslet undren
Anmelderne har modtaget bogen positivt i anmeldelser af stort volumen – det er ikke hver dag, der udkommer et nyt værk af litteraturhistorisk karakter i Danmark. I dette trods alt ikke helt uvæsentlige hjørne af samfundet er det en begivenhed, når det sker.
Fælles er dog en undren over udvalget. Er Niels Lyngsø og Janus Kodal langtidsholdbare? Hvorfor er Mads Brenøe med, men ikke Jan Sonnergaard? Hvorfor er Pablo Llambias, Merete Torp og Helle Helle med, men ikke Hanne Marie Svendsen, Morten Søndergaard, Christian Skov, Günther Hansen, Nikolaj Stochholm, Inge Eriksen, Hanne Vibeke-Holst og Janina
Katz? Hvorfor omtales Peter Høeg, en af periodens allerstørste forfattere, med en vis akademisk foragt? Og er Carsten Jensen, som har fået et kapitel, overhovedet digter?
Anmelderne undrer sig ... men neddrosler deres kritikpunkter. En række af de bedste forfattere er trods alt udførligt omtalt. Mange af kapitlerne er læseværdige, skriver de, så det er trods alt en fornem dansk litteraturhistorie.

To spøgelser
Forkert! Et litteraturhistorisk værk bør primært bedømmes på udvalget. Dernæst på det læseværdige, som selvfølgelig ogå bør være i orden. Men det er, som om der går to spøgelser gennem dansk litteratur i disse år: Litteraturhistorikeren og litteraturvidenskabsmanden eller -forskeren. Og for nu at se bort fra ’uhæderlige’ – i forhold til klanen – undtagelser, er det, som om spøgelserne er blevet ramt af kollektiv dumhed.
Som om – med en omskrivning af Brecht – den litteratur, der er og læses, ikke er god nok i sig selv, hvorfor de opfinder (fremhæver) en anden, som de med underlige ord og besværgelser hævder er stor digtning, hvor uhyrlig en påstand, det end er. Men velkommen i klubben!
Brechts sylespidse satire lød, at hvis regeringen var utilfreds med befolkningen, kunne den jo bare opløse det og vælge et nyt.

Borums børnebørn
Dansk litteratur i de sidste 30 år har været præget af, at forlagene har ladet et stort tal af talentfulde digtere debutere. De fleste af dem er forblevet talentfulde, stort set udelukkende i form af et vist tillært sprogligt beredskab, som aldrig når ud over rampen. Om livet som sådan har ingen af dem hørt – eller bevarer det som en hemmelighed, hvis de har. Og de vil formentlig forblive talentfulde til evig tid – og glemsel.
De er ikke Borums børn, de er hans børnebørn. De ligner hinanden i modsætning til tidligere generationer, hvor profilerne var klare: Der var forskel på Inger Christensen og Benny Andersen, på Klaus Rifbjerg og Per Højholt.
Hvorfor har en flink, flittig og litteraturelskende person som Anne-Marie Mai i den grad tabt hovedet, at hun har ophøjet kuvøsedigtere til maestroer? Svaret blæser ikke i vinden. Et kan f.eks. findes i forrige nummer af Magisterbladet (nr. 17), hvor en tidligere litteraturstuderende, Søren Geckler, tager bladet fra munden.
Han ville have skrevet et speciale om Knud Sønderbys forfatterskab, men det blev mødt med skæve og indforståede smil hos vejlederne. Det var ikke noget. Geckler konkluderer: »Glæden ved og begejstringen for litteraturen, som de f.eks. kan opleves i Knud Sønderbys forfatterskab, tæller ikke i universiteternes litteraturfag. Her drejer det sig om at gøre sig klog og komme med den rette akademiske tolkning.« Citat slut.
Litteraturhistorien opstår af konsensus. En konsensus, der først kan ses, når der er gået et vist antal år, og tidens litterære intriger, personlige misundelser, nid og nag er et overstået kapitel.
Derfor burde Anne-Marie Mais bog have haft titlen: Nogle forfattere, jeg synes om.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her