Helge Krarup leverer lyskunstens danske historie i informationsspækket bog
Ny bog
Ved De, hvad en pyrofon er, kære læser? Hvis ikke, kan De finde svaret i Helge Krarups letlæselige bog Lyskunst i Danmark, en informationstæt guldgrube for alle, der ønsker at få overblik over denne nye kunstart, som i Danmark fik sin spæde start i årene lige efter krigen. Foregangsmændene var Gunnar Aagaard Andersen, William Soya, Knud Hvidberg m.fl. En pyrofon er en tidligt udviklet lys- og lydinstallation med gasflammer i farvede glasrør. Når den tændes, flammer den op, og samtidig sættes en tone i gang.
Litteraten Helge Krarup følger kronologisk lyskunstens illuminerede spor. Det fører ham helt tilbage til den tidlige kirkekunst. I kristendommen opfattedes lyset som hidrørende fra Gud og fra verdens skabelse, hvorfor den fik en fremtrædende plads i kirken i form af dagslysets passage via vinduet ind i kirken. Romanske kirker understreger modsætningen mellem lys og mørke, mens gotiske kirker med de høje vinduespartier lader lyset vælde ind. Kirkernes glasmalerier disse fabelagtige, transparante kunstværker skulle i første omgang illustrere bibelhistorien for den ikke læsende almue på kirkebænkene.
I renæssancen skifter lyset funktion og skal nu belyse mennesket. Man går væk fra glasmalerier til fordel for naturligt lys, skriver Krarup.
Syv lyskunstnere
I kapitlet om lyskunstens forhistorie, beskrives en række tekniske forudsætninger for den moderne lyskunst: camera obscura, laterna magica, linser, lyskilder, spejlingsmuligheder, som følges op af et kapitel om lyskunstens dansk-amerikanske pionér: Thomas Wilfred, f. Edgar Løvstrøm, hvis inciterende værker med farver i bevægelse blev vist i 1999 på Charlottenborgs udstilling »Lumia«.
Herefter når Krarup frem til sit egentlige ærinde: At karakterisere de syv, genuine lyskunstnere, vi har i Danmark:
Kirsten Lockenwitz, Steen Krarup, Thorbjørn Lausten, Gun Gordillo, Viera Collaro, Flemming Brantbjerg og Frithioff Johansen. Antallet af kunstnere, der sekundært eller periodisk inddrager lys er imidlertid helt oppe på 100, og Krarup kommer ind på stort set dem alle i bogens sidste kapitler!
Det medfører, at bogen bliver lidt stakåndet og tematisk ikke altid lige rationelt inddelt, med en mængde, kortfattede og lidet udtømmende beskrivelser. I det hele taget kolliderer bogens encyklopædiske bestræbelse med dens beskedne omfang.
Helge Krarup citerer James Turell, den amerikanske lyskunstner, for at have sagt: »Vi lever af lys: Vi drikker lys. Det er føde. Vi laver fotosyntese og skaber af lys D-vitamin, som er meget vigtigt for den mentale og fysiske sundhed.«
Man kan tilføje, at lysterapi for folk med depressioner hjælper betragteligt. Lyskunstnerne bruger det immaterielle stof, lys, som kun materialiserer sig, når det rammer en genstand. Det er en kunst, der når ud til os umiddelbart, smuk og enkel, dissekerende eller spirituel, alt efter kunstnerens temperament. En kunstner som Thorbjørn Lausten forener i sine værker en forskningsmæssig bestræbelse med en æstetisk.
Man kunne have ønsket sig en mere selvstændig læsning og tolkning af de syv kunstneres værker, men det når Krarup ikke frem til. I stedet er hans bog et kludetæppe af citater. Men hvad bogen mangler i dybde, vinder den som oversigtsværk: Man kan bruge bogen som et effektivt redskab i undervisnings- og forskningssammenhænge, idet den både er forsynet med en omfattende bibliografi, et stort noteapparat m.v., og hvad der er mindst lige så vigtig en oversigt over offentligt tilgængelig lyskunst herhjemme. Og så er den selv et stykke pionérarbejde inden for lyskunstens kunsthistorie.
*Helge Krarup: Lyskunst i Danmark, 160 s., farveill. 298 kr. politisk revy
