Læsetid: 3 min.

Mageløs udstråling

7. oktober 2000

Angie Stone gav i Vega en suveræn demonstration af, at dyderne fra soulmusikken snildt kan ajourføres og gøres levende og nærværende i disse R&B-tider

Koncert
Når man kigger på tidens R&B-babes, kan man godt få fornemmelsen af, at de er fremstillet på samme fabrik, hvad angår udseende; åleslanke, lange, lange ben, større barme og læber end naturen havde tiltænkt dem … og det kan heller ikke skjules, at næsekirurgerne har haft mere end en finger med i spillet, da opstoppertuden næppe er en gængs afroamerikansk feature. Men ikke i tilfældet Angie Stone, som besøgte København torsdag aften med sit ni-personers ensemble … hun har den bredeste mås i showbiz p.t. og hun må på alle måder betegnes som en ordentlig maskine.
Men hun bærer sine kilo graciøst og selvfølgeligt, og udstråler på en scene personality og autoritet som en mindre kernereaktor. Hun styrer slagets gang med stor largesse over for såvel sine seks musikere som sine tre korsangerinder, der også brød tidens modediktat – på scenen torsdag aften var der ikke skyggen af hverken fitness eller fedtsugning, tværtimod myldrede det med en frodig omfangsrighed og musikalsk overskud.

Dybt menneskeligt
Rent teknisk ligger den 35-årige Stone på linje med kvinder som Macy Gray og Hil St. Soul, selvom hun overgår dem begge. Det betyder, at vi befinder os i et soul-territorium, som adskiller sig afgørende fra tidens dominerende R&B-scene. Karakteristisk for R&B er integrationen af hiphop, i form af breakbeats og maskingenereret backing, hvor soulmusikken trækker en lige linje tilbage til årene 1965-1975, cirka. I disse år omdefinerede folk som Curtis Mayfield, Aretha Franklin, Al Green, Marvin Gaye, Donny Hathaway og Roberta Flack afroamerikansk musik ved at bygge videre på Ray Charles’ bestræbelser på at integrere efterkrigstidens rhythm-and-blues med gospel og jazz. Og det er den tradition, der efter år med disco, urban soul og swingbeat, nu atter tages op til revision.
Når det går galt, ender man med et trist og bagstræberisk udtryk. Men når en alsidig og inspireret kunstner som Angie Stone sætter fokus på soulen, formår den at ryste det museale af sig og fremstå som et nutidigt, vedkommende og – mere end noget andet – dybt menneskeligt udtryk.

Saliggjort publikum
Man kender fra gospel udtrykket sanctify, hvilket betyder noget i retning af at saliggøre, og det tør man godt sætte som erklæret mål for Angie Stones musik. Hun forventer fra starten, at publikum er kommet for at deltage. Der skal festes, jo vist, men festen foregår i samspil mellem kunstner og publikum, og solisten styrer showet – sådan er det bare. Alle de tilstedeværende skulle saliggøres, og det blev vi så – i den grad. Men blev Guds tilstedeværelse taget for givet af Stone, var der ikke skyggen af den anstrengende tradition med at nævne og takke Ham i hver anden sætning.
Stones udgangspunkt er gospel, og det indtryk cementeredes af et smukt gospel-medley, der indgik i ekstranumrene. Men ellers trak hun på materialet fra sit succesfulde debutalbum, Black Diamond, samt sigende coverversioner som Marvin Gayes »Trouble Man« og Isley Brothers udødelige »For The Love Of You«.
Størst bifald tilfaldt dog hendes egne kompositioner, hvor i blandt især »Life Story«, »Bone 2 Pick« og »No More Rain« elegant videre- og ajourfører den store soultration, som Angie Stone og hendes vidunderlige ensemble – der i øvrigt talte vores egen Jonas Krag på eminent guitar – gør al tænkelig ære. To timers saliggørelse, min sjæl hvad vil du mer? Denne indædte ateist gik i hvert fald troende derfra – om end troen gjaldt musikkens helende kraft og Angie Stones ustoppelige talent.

*Angie Stone m. band, torsdag, Store Vega

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu