Læsetid: 10 min.

Magten slog til i mørket

6. oktober 2000

Natten mellem den 26. og 27. september drog tjekkisk politi på klapjagt i det indre Prag. Nu skulle der tages hævn for dagens voldsomme demonstrationer mod Verdensbanken og IMF

Er du okay?« spørger hun. Jeg sidder på hug. Tager hænderne væk fra mine fugtige øjne, der tre minutter tidligere er blevet brilleløse – tabt og knust under en politistøvle. Kigger halvt op. I denne sidegade er den værste tåregas steget til vejrs i nattehimlen over det indre Prag.
»Er du okay?« spørger hun igen og lægger en hånd på min skulder.
»Ja,« svarer jeg og rejser mig op, »jeg er okay. Det er okay nu.«
Hun er tjekke. I 20’erne. Med langt hår, en rød sweater og blå jeans. Hendes næse bærer en diskret ring. Hendes skulder bærer en grå taske med bred rem og mobiltelelefonholder.
»Fotografen,« siger jeg halvpanisk. »Fotografen er væk.«
»Det kan du godt opgive,« siger hun og vi kigger i samme retning. Ti meter fra os står en tæt række af politimænd på tværs af gaden. De står tæt og er mange. De blokerer for al adgang tilbage til Vaclavske Namesti, den kæmpe, brede hovedgade i den tjekkiske hovedstad.
Fem minutter forinden stod jeg netop på den gade, klinet op ad en husmur, med jakken over hovedet og ansigtet ind mod en butiksrude. Bag mig lyden af stemmer, der taler tjekkisk i megafoner. Mange, hurtige støvletramp og det ene knald efter det andet. Røg. Tåregaspatroner. Gaden renset og ryddet på rekordtid. Total panik. Og flugt. Rundt om hjørnet og ind i en sidegade. I sikkerhed. For en stund. En meget kort stund.
For kæden af uropoliti iklædt hjelme og knipler står ikke stille. Den bevæger sig, hen mod os. Den driver os fremad. Op ad sidegaden. Væk fra Vaclavske Namesti.
Vi går med raske skridt. Jeg kigger mig bagover. De blå blink bag politikæden lyser deres hjelm-hoveder op bagfra. Så de ses i silhuet, og deres ansigter forsvinder endnu mere, end tilfældet var før. De sidste personlige træk er væk. Uniformeringen er total. Fotografens skæbne inde bag kæden er uvis. Det sidste, jeg nåede at sige til ham var »Kom herover, hurtigt!« inden den første tåregaspatron faldt. For sent. Hvad der er sket med ham, skal først vise sig senere på natten. Det er ikke for børn. Men på dette tidspunkt har jeg og den unge, tjekkiske kvinde kun ét i tankerne – at komme væk.
»Kom,« siger hun. »Denne vej.«

Det er aften den 26. september 2000. Kort før midnat. Tjekkisk politi er tilsyneladende ude på et veritabelt hævntogt i gaderne i det indre Prag. På klapjagt efter uromagere og aktivister, som har gjort helvede hedt for betjentene hele den varme efterårsdag. I forbindelse med dagens store demonstration mod Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds (IMF) årsmøder i byen har en mindre – omend meget radikal – del af de over 10.000 anti-globaliseringsdemonstranter fra hele verden smidt molotovcocktails og brosten mod politiet i forsøget på at nå frem til det store kongrescenter, hvor årsmødet holdes.
Politiet, som havde lagt en jernring om centret, har svaret igen med vandkanoner, tåregas og knippelsuppe. Urolighederne har medført de værste gadekampe i den tjekkiske hovedstad, siden kommunismen faldt og landet overgik til demokrati efter fløjlsrevolutionen i 1989.
Dusinvis af sårede på begge sider.
Billederne af dagens voldsomme demonstrationer er gået hele verden rundt. Tv-stationerne har fået dem med i hovednyhedsudsendelserne om aftenen. Verdens aviser har fået dem i fin tid til morgenudgaven næste dag. Billeder af politifolk med ild i dragterne, der bliver slukket af vandkanoner. Billeder af hætteklædte demonstranter, der smider brosten. Og billeder af politi, der smider tåregas for at sprede folkemængen.
Hovedparten af medierne har slukket for projektørerne sidst på eftermiddagen, efter at det lykkedes for de 11.000 udkommanderede betjente at sprede demonstrationen. Tjekkisk politi har fået ros for deres måde at håndtere situationen på.
Siden er de fleste protesterende gået hjem eller bare gået op i byen for at sunde sig og slappe af efter en lang dags march. Enkelte aktivister fortsætter deres hærgen i gaderne, smadrer nogle McDonalds’ ruder, og politiet forbliver talstærkt repræsenteret i gaderne.
De går ikke hjem.

Tværtimod indleder de nu en decideret klapjagt på aktivister i den indre by. Det foregår i de selvsamme gader, hvor det tjekkiske folk altid har samlet sig, når de demonstrerede.
Omkring Vaclavske Namesti emmer det af historiens vingesus, og billeder fra foråret i Prag i 1968, som fik den følge, at soldater fra Sovjetunionen og andre Warszawapagtlande rykkede ind for at skabe orden. Det er lige her, studenten Jan Palach brændte sig selv ihjel den 16. januar 1969 i protest mod, at reformerne endte. Det er her, partisekretær Alexander Dubcek trådte ud på balkonen i 1968. Som han gjorde det igen i 1989, da man for en aften hentede ham ud af sin hensygnende og anonyme tilværelse i Bratislava og kørte ham til Prag for at understøtte fløjsrevolutionen i Tjekkoslovakiet, som det stadig hed før fløjlsskilsmissen mellem Tjekkiet og Slovakiet i 1993. Det er her, landets nuværende præsident og tidligere leder af borgerretsbevægelsen Charter 77, dramatikeren Vaclav Havel, i 1989 pludselig var urørlig, og fik ordensmagten over på sin side.
»Jeg har aldrig set noget lignende. Politiet har ikke været så aggresivt i 11-12 år,« siger hun til mig, mens vi går op ad sidegaden.
»Jeg troede ikke, vi boede i et totalitært land længere,« siger hun. Synligt rystet, selv om også hun som 16-årig var blandt de mange unge, der gik på gaden i 1989.
Vi bliver drevet længere og længere op ad Ve Smeckach-gaden. Der er kun en vej, og kæden af politifolk bevæger sig nu i marchtempo. Foran sig skubber de en noget umage menneskemængde: Mellem fem og ti, der ser ud som om, de har været med i dagens demonstration. Nogle enkelte pressefolk og en hel del tjekker og udlændinge, som bare tilfældigvis har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Ingen af os fatter på det tidspunkt, hvad meningen er. Hvorfor politikæden bare fortsætter med at drive folk fremad. Men da vi 30 sekunder senere er kommet lidt længere op ad gaden, går det op for os, da vi ser en anden kæde af politibetjente kommer gående imod os. Fra den anden ende af gaden.
De vil lave en sandwich. Klemme os sammen. Lukke os inde. Gode råd er dyre.

Hun begynder at panikke. Hun har selv været med i anti-globaliseringsdemonstrationen tidligere på dagen. Ikke i forreste linje, men i en tilbagetrukken position.
»De fleste tjekkiske demonstranter har holdt sig i baggrunden. For os er der meget større risiko ved at deltage. Vi kan blive straffet. Udlændingene kan højst risikere at blive sendt ud af landet. De skal ikke leve videre her,« siger hun.
Udlændingene har da også været i klart overtal. Først og fremmest fordi det er et globalt slag, der foregår i Prags gader. Og anti-globaliseringsaktivisterne, som er ved at globalisere deres bevægelse, kommer først og fremmest fra Vesteuropa. At kampen foregår i Prag skyldes udelukkende, at det er her, Verdensbanken og IMF holder møde. Et symbolsk møde, fordi det er første gang, de to institutioners årsmøder bliver holdt i et land med en såkaldt »overgangsøkonomi.« Et møde, som Tjekkiets regering har arbejdet hårdt på at få til byen. Det var noget de aftalte før det store slag om Seattle sidste år, hvor der var voldsomme uroligheder i forbindelse med Verdenshandelsorganisationens (WTO) topmøde. Siden blev der ballade ved Verdensbankens og IMF’s møder i Washington. Og nu altså i Prag.
De to institutioner udgør – ligesom WTO – symboler på den globalisering af verdensøkonomien, som demonstranterne mener, har fatale konsekvenser for de fattigste lande og for de svageste i hvert enkelt samfund.
I Tjekkiet har globaliseringen medført nye muligheder for de unge, der hurtigere har kunnet vænne sig til markedet end den ældre del af befolkningen. De fleste er positivt indstillede over for de nye tider, og Prag er vel et af de steder i Østeuropa, hvor globaliseringen og internationaliseringen er slået tydeligst og hurtigst igennem.
Ikke blot på grund af økonomien. Men også fordi byen er blevet en enorm turistfælde, og fordi den er blevet et fristed for unge vesteuropæere og amerikanere, der er strømmet til siden opbrudet i øst.
Oppe på slottet over byen sidder Vaclav Havel i dag som præsident og kan se, hvordan hans lands indbyggere forvalter deres frihed. Hos de ældre har han stadig en vis status. De unge kapitalister har derimod en langt mindre følelsesmæssig tilknytning til den tidligere dissident. Der er gået for lang tid. Fløjsrevolutionen er historie.
Blandt de vestlige aktivister er hans stjerne også faldet, for han har jo talt ved årsmøderne i kongrescentret, omend han også har afholdt et dialogmøde med de mere fredelige organisationer, der er kommet til Prag. Jeg fremfører den teori, at han har det svært med, at skulle slå hårdt ned på demonstranterne, for han er jo selv en gammel aktivist.
»Jeg tror ikke, han ved, hvad der foregår i gaderne lige nu,« siger hun. »Og hvis han vidste det, ville han lukke øjnene.«

I helikopteren, der kredser ovenfor, har de derimod overblik. En projektør lyser ned i gaderne for at spotte urolige elementer og koordinere, hvor der skal laves sandwich.
Pludselig smider de en ny gang tåregas, og der bliver panik. Ingen ved, hvor de skal løbe hen. Men der er kun en mulighed. Jeg følger strømmen ned ad den eneste sidegade, der er tilbage. Nu er det alvor. Så står jeg i klemme mellem to kæder af politifolk med 50 meter i mellem sig. Gaden er cirka ti meter bred.
Vi er en gruppe på omkring 30 mennesker, der er spærret inde i et rektangel.
Så begynder magtspillet.
En tjekkisk dame, der bor længere oppe ad gaden viser sit identitetskort og forsøger at få lov til at slippe ud. Politimanden siger ikke et ord og afviser hende. Jeg selv vinker med mit pressekort og trygler om at komme ud. Ingen reaktion. Kun: Gå tilbageDer breder sig en stilhed. I flere minutter er der ingen, der siger noget. Selv aktivisterne er helt mundlamme.
En beboer i gaden åbner vinduet og sætter høj rockmusik på anlægget. Som for at signalere, hvad han mener om den situation, han ser nedenfor. En politimand beder ham om at skrue ned. Han slukker helt. Et minut senere dukker han frem i vinduet med en trompet. Han spiller et roligt og smukt nummer i nattehimlen. Ikke en lyd nede fra gaden. Politifolkene står også helt stille i dette smukke øjeblik, hvor det må gå op for alle og enhver, at der er gået selvsving i det hele. Men man kan ikke se politifolkenes ansigtsudtryk gennem visiret.
Klapsalver bryder ud efter sangen, som var vi til koncert.
Jeg forsøger igen med pressekortet et par gange, inden en politimand går med til at lade mig komme ud bag politikæden. Her holder en bus og venter. Så går arrestationerne igang.
En efter en bliver folk nappet og hevet ud af rektanglet. Hænderne om på ryggen og bundet stramt sammen af tie-wraps, en slags plastic-håndjern.

Det er det, der er sket med fotografen, skal jeg senere erfare. Han er en af de godt 800 personer, der denne nat bliver fanget i en sandwich og arresteret af politiet. Ind i bussen til den er fyldt op. Dernæst ventetid i halvanden time. Så kører bussen lidt videre. Lyset slukkes og mere venten. Stadig bagbundet på politistationen. Tvunget til at stå og kigge ind i en væg i to timer. Politiet har god tid. Og de nyder det. Der demonstreres magt, indtil de ti arresterede bliver smidt ind i en celle på fire gange fire meter, hvor de fleste må sove på det hårde gulv efter at have haft mulighed for at dele to flasker vand. Dernæst fingeraftryk og forbryderfotos, og der er oprettet en file.
Fotografen er en af dem, der kan forklare sin tilstedeværelse i firkanten, så han bliver sluppet løs om morgenen, da en oversætter har været forbi politistationen. Han var heldig. Flere hundrede sidder stadig i fængselsceller rundt omkring i Prag, herunder to danskere.
For indbyggerne i Prag er livet vendt tilbage til det normale. Politiets tilstedeværelse er normal. Den internationale presse er rejst. Det er overstået. På nær for de udenlandske ambassader i Prag, der har nok at gøre med at kortlægge, i hvilke fængsler deres statsborgere sidder. Og pånær i de løsladte aktivisters hjemlande, hvor de hjemvendte begynder at berette om den behandling, de fik.
Den unge kvinde? Hun forsvandt i panikken og regnen af tåregas. Mødet med hende varede omkring ti minutter. Hendes navn fik jeg aldrig. Hun er en af de mange personer, der har sin helt egen historie om, hvad der skete denne nat, hvor magten slog til i ly af mørket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu