Læsetid: 13 min.

Magtens dukkedreng

28. oktober 2000

Roms borgmester Francesco Rutelli fik en flyvende start i politik,
fordi den radikale partiboss var vild med skønhed og i øvrigt befolkede
sit parti med sære typer som f.eks. pornostjernen Cicciolina.
Nu er Rutelli, som også kaldes Cicciobello, så populær i Rom,
at det kan koste ham posten som statsminister

Vinhøsten var i fuld gang, da Roms borgmester og statsministerkandidat Francesco Rutelli tog en søndag fri fra arbejde og begav sig til Chianti i Toscana for at give gode venner på en estimeret vingård et nap med ved plukningen. Med krumkniven skar han klaserne ned i en kurv, og køligt må det have været, for han var under arbejdet iført en halvlang, godt brugt scooterjakke med refleksstriber på ærmerne.
Arbejdet varede ti minutter, eller den tid de tilkaldte fotografer skulle bruge, og onde tunger kan få meget ud af billederne af Rutelli i arbejdstøj. Francesco Rutelli har nemlig aldrig tilbragt en eneste dag på en almindelig arbejdsplads, kender ikke en lønseddel og har aldrig været medlem af en fagforening. Han har heller ikke anden uddannelse end en mådelig studentereksamen, og da han efter den indskrev sig på arkitektskolen i Rom, viste han sig stort set ikke siden.
Rutelli er ud af et velhavende romersk dynasti af ingeniører og kendte arkitekter og billedhuggere, og hans far var bekymret: »Jeg opfordrede ham til at arbejde på min tegnestue sammen med de andre medarbejdere, og han dukkede også op en gang i mellem, men efter få minutter gik han igen,« sagde faderen i et interview, da sønnen var blevet borgmester, og end ikke dét kunne få ham fra den mening, at sønnen var og er en døgenigt.
Silvio Berlusconi, som er Rutellis modstander ved det parlamentsvalg, der skal udskrives senest til foråret, har i den valgkamp, som allerede er indledt, været hurtig til slå ned på modkandidatens ukendskab til almindeligt arbejde. Selv er Berlusconi jurist og hans appel til italienerne bygger væsenligst på, at han har skabt sin umådelige rigdom, sine tv-stationer og sine andre vidt forgrenede forretninger med sine bare hænder og sit efterhånden også bare hoved.
Rutelli svarede, at han har en uddannelse som Berlusconis egne politiske forbilleder, Spaniens Aznar og Storbritanniens Thatcher: Han er er uddannet politiker.
Og deri er der hverken løgn eller den besmykkelse af sandheden, som Rutelli ofte får skudt i scooterhjelmen. Han indledte sin omhyggeligt planlagte politiske karriere ved at ringe på døren til kontoret i Via di Torre Argentina i Rom, hvor Partito Radicale, det radikale parti, havde hjemme, og hvor hans skæbne ville, at det var partilederen selv, Marco Pannella, der lukkede op. Rutelli, der er født i 1954, var da 22 år og høj og smuk med klare flaskegrønne øjne og kastanjebrune lokker. Marco Pannella, som i 30 år har været den mest karismatiske, anarkistiske og farverige figur på den italienske politiske scene, gjorde på stedet Rutelli til sin yndling og lærling. Mest fordi Rutelli var køn og Pannella æstet, som det ondskabsfuldt hedder i bogen Cicciobello del potere (Magtens dukkedreng), der udkom i 1997 og er skrevet af pseudonymet Lucio Giunio Bruto. Cicciobello er Rutellis ikke særligt flatterende øgenavn, og bogen om hans politiske karriere er en velresearchet og velskrevet perfiditet: Den reducerer borgmesteren og centrum-venstrefløjens statsministerkandidat til kønne øjne og krøller, en behagesyg medløber med uhæmmet magtambition og et stort medietække som eneste diskutable aktiv. »Under scooterhjelmen: Intet«, som bogens motto kan omskrives til. (Rutelli lader sig helst fotografere på de jævne romeres og ungdommens foretrukne befordringsmiddel eller på en i Rom meget sjælden cykel.)

Den purunge Rutelli kunne blive fuldtidsaktivist i det radikale parti i kraft af en formue, som hans moder havde efterladt ham, da hun døde kort før, Marco Pannella lukkede ham ind, og pseudonymet Bruto tøver ikke med at gøre partiejeren til erstatning for den fader, Rutelli altid har haft et problematisk forhold til, og deltagelsen i partiets aktiviteter til et faderopgør.
De radikale var i 1970’erne på mode blandt unge, der hverken søgte til det store kommunistparti PCI eller til de militante grupper på det yderste venstre eller højre. En bevægelse mere end et egentligt parti, der havde skiftende store – og ofte også små – temaer på programmet: Retten til skilsmisse og abort, global nedrustning og kernekraftmodstand, afskaffelse af hungersnød i verden og legalisering af hash. De radikale har haft deres største indflydelse uden om parlamentet, og de – det vil sige Pannella selv – har været meget dygtige til at bruge de i Italien meget hyppige folkeafstemninger om alt muligt til deres vigtigste instrument. Med retten til skilsmisse og abort som de vigtigste sejre ved folkeafstemninger efter direkte konfrontation med Vatikanet og et parlamentsflertal af katolikker.
Det radikale parti var et godt sted at indlede en politisk karriere. Den interne struktur var meget løs, og partiets kerne af intellektuelle stræbte ikke efter tillidshverv. Stod man sig godt med Pannella, og det sørgede Rutelli for at gøre, kunne en stræber som han hurtigt få sæde bag et skrivebord – eller på længere sigt på en plads i parlamentet. Rutelli blev hurtigt partiformand i Lazio – regionen, hvor Rom ligger – og i 1981 blev han som 27-årig landsformand og dermed Italiens hidtil yngste partileder. Mere af navn end gavn, for Pannella bestemte alt, men positionen gav medieomtale og vigtige kontakter. (Det er først i de senere år, at Marco Pannella er trådt lidt tilbage og tilsyneladende har overladt ansvaret for partiets politik til tidligere EU-kommissær Emma Bonino.) Men Rutelli havde endnu ikke plads i parlamentet.
Det fik han ved valget i 1983 på trods af, at Pannella havde bestemt, at partiets vigtigste arbejde var ekstra-parlamentarisk og havde opfordret vælgerne til at stemme blankt. Dog med den pragmatiske tilføjelse, at ville de stemme, skulle de stemme radikalt. En strategi, der førte til et fald fra 20 til 12 deputerede, men som Pannella kunne kalde en triumf, fordi han talte alle de blanke stemmer med som hans. Rutelli var blandt de valgte, på trods af, at han på sin egen ugyldige stemmeseddel havde skrevet »ned med partivældet, ja til demokratiet« og underskrevet den.
I de radikale år var Rutelli et ekko af Marco Pannella. I skrift, tale og næsten i handling. Guruen har tit optrådt i tv mager og afkræftet efter en offentligt overvåget sultestrejke i protest mod hungersnød eller til støtte for fri hash eller homoseksuelles rettigheder. Så langt er Rutelli dog aldrig gået. Han har sået hampefrø i Roms parker, men aldrig røget en joint selv. Han har ladet sig arrestere for under en demonstration at opfordre soldater til at desertere, men omhyggeligt sørget for at kunne blive løsladt, efter at begivenheden var kommet i avisen. Han har i protest mod pavens indblanding i den italienske stats anliggender rejst Vatikanets flag i parlamentsbygningen Montecitorio, men da den anti-klerikale Pannella pludselig skiftede signal og hyldede Pave Wojtyla, fulgte Rutelli trop. Under en demonstration mod en militærparade på den vej, som Mussolini lod anlægge til samme formål fra Palazzo Venezia til Colosseum, gik de radikale i kortege iført kamouflagedragter eller tricolore-underbukser med barnevogne som kampvogne, koste og hårtørrere som våben og spaghettisigter som hjelme – men Rutelli selv i jakkesæt og med et anti-militaristisk papskilt.
Forfatteren til Magtens dukkedreng gør det til forskellen mellem at være radikal og lade som om. Rutelli blev gruppeformand – stadig landets yngste – for den radikale gruppe i parlamentet, men skriften på væggen var tydelig: Mere end et politisk parti var de radikale en sekt med en guru, og for en karrierepolitiker som Rutelli var det i længden utåleligt, at Pannella enten opfordrede vælgerne til at blive hjemme eller på de radikale valglister opstillede de særeste personer: En dømt terrorist, der takkede for valg og immunitet ved at flygte til udlandet. Lederen af den berygtede frimurerloge P2, Lucio Gelli, der dog ikke blev opstillet, og pornostjernen Cicciolina med det borgerlige rumænske navn Ilona Staller, der førte valgkamp med bare bryster og koket opfordring til vælgerne om at røre.

Ved valget i 1987 fik Cicciolina flere stemmer end Cicciobello, og uden at Rutelli anfægtede Pannellas beslutninger var han fortsat gruppeformand for pornostjernen, mens han kiggede sig om efter en ny karriereplatform. Han fandt den, ikke sært, hos de grønne.
Ved valget, som gjorde Cicciolina til deputeret, opnåede de grønne ved deres første valg lige så mange stemmer som de radikale. 2,5 procent. Under indtryk af de grønnes succes i de sene 80’ere, især i Vesttyskland, kom partiet på mode også i Italien, men det var helt uden professionelle politikere. Rutelli skiftede parti midt i valgperioden, men mødte det problem, at de grønne ikke ville have ham som leder. Så stiftede han sit eget grønne parti, og ved snilde manøvrer fik han de to på tvungen talefod og gjort sig selv til national koordinator. En hidtil ukendt funktion i italiensk politik.
Det var som grøn partileder, at Rutelli i 1993 stillede op som borgmesterkandidat i Rom. Forud var sket to ting, som i det store blev afgørende for italiensk politik og i det små for Rutellis karriere: Den ene var de kommunistiske regimers fald i østeuropa, der i Italien førte til socialdemokratisering og navneskift for Vesteuropas største kommunistparti, og til begyndende opløsning af det gennem 40 år regeringsbærende kristeligt-demokratiske parti, der i anti-kommunismen havde sin historiske opgave.
Den anden var den Operation Rene Hænder, som en gruppe statsadvokater i Milano havde indledt, og som fra 1992 førte til optrevling af korruption og opløsning af det kristeligt-demokratiske parti og dets største allierede, Bettino Craxis socialistparti.
Rutellis historiske held var, at ex-kommunisterne ikke kunne opstille en egen kandidat, som kunne blive valgt, så derfor støttede de hans kandidatur. Og det splittede og skandaleramte DC var i samme situation, så det støttede post-
fascisten Gianfranco Fini, der under valgkampen fik støttetilkendegivelse fra en ellers hidtil a-politisk forretningsmand fra Milano, der uventet og usædvanligt blandede sig i et romersk borgmestervalg: Silvio Berlusconi.
Rutelli vandt med snæver margin over Fini til trods for, at Rom og Lazio er post-fascistisk højborg, og han er nu borgmester i sin anden valgperiode på trods af, at post-fascisterne fortsat mønstrer en fjerdedel af byens og regionens stemmer. Fini og hans parti Alleanza Nazionale er forlængst blevet Berlusconis nærmeste landspolitiske allierede og bejler ikke længere til borgmesterposter.

Francesco Rutelli har aldrig lagt skjul på, at han stilede højt, og at borgmesterposten i Rom var, som Chiracs i Paris, sidste station på vejen mod nationalt lederskab. Det mest iøjnefaldende ved hans borgmesterskab har været hans stil og synliggørelse af sig selv og embedet. Han er gift med stjernereporteren Barbara Palombelli på Italiens største dagblad La Repubblica, som tidligere lavede journalistiske scoops i kraft af sin daglige gang i det romerske borgerskabs magtcirkler, som hun er født ind i, og som hun har et kritisk-kælent forhold til. Lidt for kælent i forhold til La Repubblicas hældning mod det tidligere kommunistparti, men hun er avisstifteren og tidligere redaktør Eugenio Scalfaris kæledægge, og hun både er noget og kan noget, (hvilket jeg selv har overbevist mig om, da jeg i en periode var praktikant på avisen) og for første gang i italiensk politik optræder en first lady som vigtig brik i en valgkamp. Clintons på italiensk, som det ofte er sagt i de ugeblade, der portrætterer familien med de to børn, hvoraf den ene er adopteret og fordomsfrit sort. Parret blev i de radikale dage borgerligt viet, men efter at have fået Papa Woytyla som allieret i administrationen af Rom og næsten som ven af familien, blev det fornyligt viet igen af en kardinal til pavens bifaldende nik.
Og sådan er det sket med alle Rutellis tidligere holdninger. Han har Vaticanet bag sig, og ved omhyggelig pleje af venskaber blandt byens rige og mægtige nyder han også støtte der – blandt andet fra begge hovedstadsdagblade, Il Messaggero og Il Tempo – samtidig med at han tilsyneladende ikke har mistet sit greb om flertallet af romerske vælgere. Hvad man end kan mene om ham, så er han ekstremt manøvredygtig, og han satser stort.
Det var hans ide at få de olympiske lege i 2004 til Rom, og ved dygtigt lobbyarbejde bragte han byen i finalen mellem to, hvor arrangementet dog, og en del uventet, tildeltes Athen. Få år forinden havde samme Rutelli kæmpet imod, at Milano blev OL-vært. Af miljøhensyn. Hans modstandere kunne derfor skyde ham personlig opportunisme og holdningssvigt i scooterstøvlerne – og de havde ret i det – men kendsgerningen var, at modstanden fra især grønne, tidligere partifæller ikke vandt gehør. Deres argument var, at et OL ville smadre Roms i forvejen nedslidte og utilstrækkelige infrastruktur, mens Rutellis var, at netop tilførsel af udenbys kapital til projektet – og den var skaffet – kunne forny infrastrukturen varigt. Der er intet, der tyder på, at Rutelli ikke havde ret.
Hans andet store projekt var Roms meget aktive deltagelse i den katolske kirkes fejring af sig selv og sit 2000 år. Op til år 2000 sørgede kirken for renovering af kirkerne, og dem er der mange af, men smed også penge i parkeringshus for pilgrimsbusser og trafikforbedringer. Staten har betalt for renovering af offentlige bygninger – blandt andet mange indtægtsgivende museer – og kommunen har blandt andet bidraget med et byfornyelsesprojekt af næsten dansk, socialdemokratisk snit: 25 procents refusion af dokumenterede håndværkerudgifter ved renovering af facade og tag på private boliger, og det samme ved oprettelse af private parkeringspladser væk fra gaderne.

Rutelli er ikke længere grøn, men hans administrations ambitiøse trafikplan for Rom har et grønt skær: Bilerne ud af byen og styrkelse af den kollektive transport. Et projekt, som de bilelskende og individialistiske romere hader. Og som i Rutellis to regeringsperioder ikke er blevet gennemført, men som synligt og mærkbart er på vej.
Tæt ved, hvor jeg bor, løber en hovedfærdselsåre som hedder Viale di Trastevere, og som fører over Tiberen ind til centrum fra et fjerntliggende stort nyt boligområde. For to år siden var den betjent af busser, som ikke kunne komme frem for biltrafikken eller for biler parkeret i anden eller tredje position uden for barer eller forretninger. Nu tikker der en hurtig strømlinet sporvogn hver femte minut, og de fortsat mange biler kommer hurtigere frem end tidligere i kørebanen på begge sider af de stenkransede sporvognsskinner. Linien er gennemført på italiensk rekordtid på under et år, det var et trafikalt helvede, da det skete, og det var genstand for stor skadefryd, da de første afgange led under elektrisk koks. Nu kører sporvognen bare. Fuld af folk.
Alle næringsdrivende i Roms historiske centrum brokkede sig og demonstrerede, da Rutelli-administrationen som en af sine første handlinger forbød uautoriseret bilkørsel i forretningsgaderne. Gucci og Armani, og hvad de ellers hedder, troede ikke, at de kunne sælge deres kluns, hvis kunderne ikke kunne parkere deres Ferrari udenfor. Hvad de i øvrigt ikke kunne alligevel. Ikke én forretning brokker sig nu over, at det kræver dyrt betalt pas og enten arbejdsplads eller bopæl for at køre ind i området kranset af den aurelianske mur fra år 270. Til gengæld er en tredie metrolinie under opførelse i Roms arkæologisk besværlige undergrund.
Den Evige Stad er en af de mest nedslidte og trafikalt kaotiske og forurenede storbyer i verden. Og dette skal sammenholdes med, at der kun er én ting, som romerne hader mere end Roms problemer: De midler, der skal til for at løse dem. Rutelli har haft modet til at gøre sig upopulær, og det siges spøgefuldt, at han er den største byfornyer siden Kejser Augustus.
Rutelli er romer. Han sidder og hujer på Lazio ude på stadion, og mange romere har kun én bekymring i forhold til Rutelli som statsminister: Hvem skal så være borgmester?
Han har foretaget to landpolitiske træk, som har bragt ham i position som statsministerkandidat. Sammen med to andre borgmestre med både politisk og intellektuel tyngde, Venezias Cacciari og Napolis Bassolini, dannede han for små to år siden en ekstra-parlamentarisk pressionsgruppe af 100 borgmestre, der med succesrig erfaring fra lokalstyre i det centralistiske Italien erklærede, at de vidste, hvor stenen i skoen gnavede, og hvordan man skulle fjerne den. Et initiativ, der varede kort, men som gjorde Rutelli synlig uden for Rom. Og mere synlig blev han, da Romano Prodi gjorde ham til sin arving og protegé, da økonomiprofessoren var blevet væltet som statsminister. Sammen stiftede de partiet Demokraterne med et lille æsel som symbol efter det amerikanske forbillede.
Som borger i Rom, hvor jeg har stemmeret, ville jeg ikke tøve med at stemme på den pragmatiske Rutelli. Ved parlamentsvalget, hvortil jeg ikke har stemmeret, kan jeg kun undre mig over arten af de to statsministerkandidater: Berlusconis magtbase er hans forretninger. Rutellis største politiske aktiv er administrationen af Rom. Men begge er folkeforførere og lever op til det berlusconianske tv’s krav om, at det er vigtigere at tage sig godt ud end at mene noget, være noget og kunne noget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her