Læsetid: 13 min.

Manden med nøglen

7. oktober 2000

SF’s formand står efter nej-sejren i en central position i den proces, der skal føre til national udsoning og bilæggelse af det EU-traume, der i snart tre årtier har delt det danske folk. Det er ikke uden en vis bæven, at Holger K. Nielsen tager opgaven på sig

Der er nogle, der er begyndt at kalde ham ’Manden med nøglen’, inde på Christiansborg. Holger K. Nielsen fra det vindende nej-hold ved folkeafstemningen om ØMU’en sidste torsdag. En vinder som i de første døgn forekom nærmest groggy, dødeligt udmattet efter måneders benhård kampagne. Og som samtidig virkede mere optændt af vrede over ja-sidens metoder end af glæde over sejren. Men nu har SF’s formand sundet sig. Og tydeligvis indset, at netop han ved skæbnens gunst er blevet placeret et sted, hvor han og hans parti kan – hvis nogen overhovedet kan – gøde jorden for en national forsoning om Europa-politikken. Bearbejde det snart 30 årige traume, der har hjemsøgt og delt befolkningen, siden statsminister Jens Otto Krag vandt den første EF-afstemning den 2. oktober 1972.
Folkeafstemningens taber, nuværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, står med en ramponeret troværdighed. Hans kraft som brobygger er lige i øjeblikket til at overse.
Og nej-holdet uden om SF – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – synes ikke at have nogen egeninteresse i at demontere konflikten. Enhedslisten vil helst af med EU, og Dansk Folkeparti vil hegne Danmark ind i beskyttende pigtråd, hvis de kunne. Uden for Folketinget er JuniBevægelsen og Folkebevægelsens historiske eksistensberettigelse at være kæp i hjulet.
SF fremstår derimod som partiet, der sagde nej til ØMU’en – i pagt med det folkelige flertal – men ja, i det mindste på papiret, til en aktiv EU- og Europa-politik. Og partiet legemliggør den nationale konflikt med sine EU-skeptiske græsrødder ved siden af mindretallet af højttalende EU-entusiaster.
Hvis nationen skal forsones og forholdet til EU blive mere aktivt og konstruktivt, skal nogen indtræde i rollen som brobygger. Ikke på skrømt, men for alvor og formentlig med egen politiske prestige sat på spil. Det er den rolle, Holger K. synes ved at tage på sig. Under Folketingets debat om åbningsredegørelsen torsdag kom SF-formanden godt nok i verbalt klammeri med en forbitret Marianne Jelved, men tonen mellem Holger K. og Nyrup var ikke til at kende igen. Nyrup spandt og sagde igen og igen »jeg er enig...« i formuleringerne i SF’s beslutningsforslag om den kommende tids EU-politik og -debat. Og torsdag aften kunne TV2-Nyhederne citere Nyrup for, at han og Holger havde haft »en god samtale« om EU og vil tale videre. Statsministeren har åbenlyst brug for at forlige sig med SF om Europa-politikken, så også Nice-traktaten kan komme sikkert hjem.

Det er ikke uden en hvis bæven, SF’s formand forsøger at låse op for den fastlåse situation. For sporene fra 1992-93 skræmmer. Dengang var Holger K. Nielsen en hovedarkitekt bag ’Det nationale kompromis’ med de fire forbehold, og det var ikke nogen videre lykkelig oplevelse.
»Min analyse dengang tog afsæt i, at vi siden 1972 havde haft en skyttegravskrig mellem ja- og nej-siden. Efter Murens fald i 1989, hvor et nyt Europa begyndte at udvikle sig, og efter nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 var det efter min vurdering et godt tidspunkt at forsøge at forlige fløjene med et kompromis, hvor nej-siden accepterede EF-medlemsskabet som grundlag, mens ja-siden accepterede, at man ikke skulle gå med på en vidtgående unions-udvikling. Det lignede et ægte folkeligt kompromis,« siger Holger K. Nielsen.
»Men der var ingen interesse i at få det udmøntet. Nej-bevægelsen faldt mig i ryggen dengang, og ja-partierne opfattede kompromisset som en kortvarig taktisk fidus. Så det faldt fra hinanden. Interesserne i at holde fast i den gamle skyttegravskrig var simpelt hen for store. Derfor har vi siden ’93 haft en videreudvikling af den krig.«
Det kan gå galt igen. Derfor taler SF-formanden ikke om et nyt nationalt kompromis, men om en langstrakt proces mod national forsoning. Det eneste, der måske kan gøre brobygningen mere sandsynlig denne gang, er, at det med det andet og store nej er gået op for de fleste af aktørerne, at situationen er ødelæggende. Selv om danskerne i meningsmålinger erklærer sig som europæere, så er kendsgerningen, at det største folkeafstemnings-ja faldt ved den allerførste afstemning i 1972, mens det mindste ja faldt ved afstemningen sidste torsdag.
»Vi har ikke siden ’72 haft en regering og en statsminister, der har været så engageret i en ja-kampagne. Denne gang har hele fagbevægelsen været monumentalt engageret for et ja, mens man i ’72 havde en splittet fagbevægelse. Man har brugt statsapparatet og embedsmænd så aktivt som aldrig før. Man har brugt nationalbankdirektøren så aktivt som aldrig før, erhvervslivet og de fleste medier har været for. Det har været et enormt apparat, der har været taget i anvendelse, og samtidig har man truet med noget nær økonomisk katastrofe, hvis ikke folk stemte ja. Alligevel får man det største nej nogensinde. Det er udtryk for, at der et noget, der er fuldstændig galt. Der er noget, der må fuldstændig revurderes i dansk EU-politik,« siger Holger K. Nielsen.
»Vi vandt den 28. september, og vi er helt bevidste om, at det stiller nogle krav til os, som vi skal leve op til. Vi har en vis ydmyghed over for den opgave, vi står overfor.«

Foreløbig synes det at være lykkedes SF-formanden at samle partiets top. Folketingsgruppens to ja-sigere Jørn Jespersen og Margrete Auken udtalte sig torsdag med noget, der nærmer sig begejstring om det beslutningsforslag, Holger K. Nielsen fremsatte under Folketingets åbningsdebat, et forslag der har afsæt i det papir, formanden onsdag fik velsignet af såvel partiets folketingsgruppe som hovedbestyrelse, begge domineret af SF’ere, der stemte nej til ØMU’en.
»Vi har lagt megen vægt på, at vores nej ikke er et nej til Europa og ikke et nej til EU – det er en mulighed for nogle nye veje inden for EU, som vi nu skal definere nærmere. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi også kommer i diskussion med regeringen. Regeringen har ikke hidtil vist megen vilje til at tage dét op, som er en konsekvens af folkeafstemningen: At vi står med en befolkning, der er dybt, dybt splittet.«
– Hvordan forklarer du den splittelse? Hvorfor kan danskerne ikke lære at opleve sig som europæere?
»Det skyldes flere ting. Da vi kom ind i EF i 1972, blev det præsenteret som et spørgsmål om økonomi og landbrugspolitik. Der er aldrig i det danske folk blevet aflejret visionen om det forenede Europa, om at vi er europæere. Der har været en meget klar opfattelse af, at demokratiet hos os udfolder sig i en nationalstatslig ramme, og det at være europæer er blevet opfattet som noget lidt eksotisk – noget ’dernede’.«
»Siden 1972 har vi haft denne uærlige diskussion. I 1972 vidste Jens Otto Krag og Ivar Nørgaard jo godt, at hvis man havde gjort det til et spørgsmål om det fælles Europa, så var det blevet et nej. På det tidspunkt ville befolkningen have valgt Norden i stedet. Derfor blev det gjort til et spørgsmål om, at britterne var kommet med i EF, og hvis vores landbrugseksport skulle reddes, så måtte vi også med. Det gav det meget store ja i 1972, men det fik den politiske konsekvens, at den europæiske identitet aldrig blev skabt. Derfor har varierende regeringer siden da kørt et dobbeltspil. Man har sagt én ting hjemme og noget andet, når man var ’dernede’. Det mest berømte eksempel er Poul Schlüters udtalelse op til folkeafstemningen i 1986 om, at ’unionen er stendød’. Også op til Maastricht-traktaten i 1992 underbetonede man de europæiske konsekvenser af traktaten, herunder af ØMU’en. I den aktuelle kampagne har ja-siden været mest nationalistisk. Nyrup og CD, ja, alle ja-partierne slog på et ja for Danmarks skyld. Ikke for Europas skyld.«
»Det hele er en logisk følge af, at man i 1972 sagde ja til økonomien i EF og nej til det politiske. Problemet er, at de nye udfordringer nødvendiggør, at man indtænker politik i unionen. De nødvendige politiske tiltag må ind i samarbejdet på en pragmatisk måde, så man kan løse nogle problemer og samtidig forhindre den meget vidtgående føderalisme.«
– Jeg kan ikke høre det anderledes, end at du siger ’mere union’ på en række områder?
»Hvad er mere union? Det bliver nemt en strid om ord. Hvis et tættere samarbejde er mere union, så er det rigtigt. Men jeg vil hellere tale om et tættere praktisk samarbejde om løsning af nogle konkrete problemer. Dér går vi i visse sammenhænge ind for en mere effektiv beslutningstagen. Når det drejer sig om CO2-afgifter f.eks. Her er erhvervslivets kritik af, at afgiften kun er indført nationalt i Danmark, og at den kan være konkurrenceforvridende, sådan set rigtig. Det vil være langt effektivere og langt at foretrække, hvis det blev gjort på EU-plan. Derfor skal vi gøre det nemmere at gennemføre sådan noget på EU-plan. Det er jeg en meget kraftig tilhænger af. Det samme gælder fælles mindstesatser for selskabsskatter. Det er uholdbart, at landene konkurrerer med hinanden på lave selskabsskatter for at tiltrække virksomheder. Tilsvarende: Det er uholdbart, hvis landene konkurrerer på lave arbejdsmiljøstandarder for at trække virksomheder til.«
»Sådan noget er praktiske færdselsregler for at få EU til at fungere. Det er noget helt andet end en meget vidtgående integration over en bred front.«
– Fagfolk som den tidligere EU-rådgiver for flere statsministre Erik Holm har kritiseret, at økonomien i så høj grad er styrende faktor for EU-projektet, herunder at det er økonomi der er optagelseskriterie for de nye lande. EU burde snarere definere sit politiske projekt, f.eks. sine velfærdsmæssige idealer, og så lade lande, der deler disse mål, blive medlemmer. Kan du følge det?
»Absolut. Maastricht-kriterierne for optagelse af nye lande er nogle meget rigide økonomiske krav.«
»Problemet er, at man må vælge, om man vil integrere i bredden eller i dybden. Jeg mener ikke, de to ting kan forenes i den praktiske verden. Måske i teorien, men i praksis kan EU ikke magte det. Ikke i dag.«

Holger K. Nielsen hæfter sig ved, at Robert Schuman og Jean Monnets ideal fra 1950’erne om en europæisk føderation, drevet frem af økonomien og med en politisk integration og en fælleseuropæisk bevidsthed som mål, ikke hidtil har vundet legitimitet.
»EU kører i dag på de præmisser, der blev opstillet af Schumann og Monnet, men befolkningerne har ikke accepteret deres tankegang. De europæiske demokratier og offentligheder er stadig i ekstrem grad nationalstatsligt definerede. Når jeg går på gaden i København, kender alle mig. Tager jeg til Malmø, kender ingen mig. Information skriver mere om, hvad der sker i Aalborg, end om hvad der sker i Malmø, 20 km herfra. Det spiller ingen rolle for jer, vel? Og vi har endda en bro og kan hinandens sprog.«
»Det kan godt være, at det på et tidspunkt kan lykkes at skabe en europæisk offentlighed – det ville jeg synes var lykkeligt – jeg betragter det bare som en Sisyfos-opgave, som landet ligger lige nu. Der er så mange andre opgaver, der er vigtigere at tage fat på.«
»Derfor må man sige, at i en tid, hvor Østeuropa-optagelsen er afgørende, må den gamle føderalistiske ide fra 1950’erne erstattes af en ny vision. Det kan være – som Erik Holm siger – en vision om velfærdssamfundet, og man kan udstrække det til en vision om fred, sikkerhed og stabilitet. Fordi opgaven nu er at få skabt stabilitet på det europæiske kontinent, herunder ikke mindst på Balkan, og det skal ske ved hjælp af politik frem for militær.«
»Man må vende visionen fra 1950’erne på hovedet: Hvor man dengang sagde, at økonomi skal føre over i politik, så må man nu sige, at politik skal føre over i økonomi. Østlandene, herunder de sydøsteuropæiske, skal med på så mange politiske områder som muligt, og så må det økonomiske komme bagefter. Mange af dem kommer formentlig først på niveau økonomisk om 15, 20, 30 år, men de skal med i familien nu for at få civiliseret omgangsformerne.«
– På hvilke ikke-økonomiske vilkår skal de så kunne komme ind?
»Erik Holm siger det meget rigtigt omkring velfærdsprincipperne. Man kan også tale demokrati i bred forstand: tolerance, kultur og velfærd.«
– Der er ikke langt fra at sige, at ’dette er de fælles værdier i EU, og så til at sige, at der må udformes en fælles forfatning for EU?
»Det kan da godt være. Det charter om grundlæggende rettigheder, som man nu har lavet en tekst til, har vi jo ikke været helt afvisende over for. Og det kan da godt være, man skulle have en ny Messina-konference, den som startede EU i sin tid – måske i Prag eller Budapest – hvor man satte sig og forsøgte at formulere visionerne for det europæiske projekt – i et manifest eller charter eller traktat eller forfatning, eller hvad pokker man vil kalde det. Det er ikke så interessant, hvad man kalder det. Det interessante er de fælles værdier og målsætninger.«
– Kunne SF ikke spille en mere aktiv rolle for at få danskerne til at opleve sig som europæere og måske knap så meget som kun danskere?
»Jo, absolut. Men en forudsætning er, at vi er i stand til at sandsynliggøre, at det ikke betyder tab for folk at blive europæere. At der kan vindes noget ved det. I et samfund som det danske, hvor du i forvejen har et pres fra globaliseringen, og hvor specielt de dårligt uddannede er i fare for at blive marginaliserede, der kan du aldrig nogensinde få de pågældende til at acceptere et projekt, som måske betyder yderligere marginalisering. Derfor er man nødt til at sammenkoble den europæiske bevidsthed med en meget realistisk politik, der giver rimelig sikkerhed for, at de dårligst stillede ikke mister noget. Det er jo desværre meget sjældent, man kan påvise, at internationalt samarbejde gavner de dårligst stillede.«
– Med Danmark uden for ØMU’en har I vel fået det fleksible Europa, I har talt for. Mange mener, at en gruppe store kernelande nu løber foran og kommer til at styre udviklingen og sætter dagsordenen for alle. Frankrigs præsident Chirac har allerede talt for, at man nu etablerer ’EU’s pioner-lande’ uden for traktaten og med egne ministerråd.
»Faren er der, men man skal se mere realistisk på det, end man har gjort indtil nu. For forestillingen forudsætter jo, at de store lande har fælles interesser på alle mulige områder. Det har de ikke. Lande har ikke fælles interesser, bare fordi de er store, eller fordi de er med i ØMU’en. Tag landbrugspolitikken: Tyskland og Spanien har jo ikke fælles interesser på det område, bare fordi de begge er med i ØMU’en eller er store lande. Der er en konflikt mellem sydeuropæisk landbrug og nordeuropæisk landbrug, og det ville undre mig stærkt, hvis den forsvinder, fordi man får ØMU’en. Eller tag miljøpolitikken: Her står Tyskland, Holland og Danmark oftest tæt sammen – og ofte mod f.eks. Spanien. Det er da ikke sådan, at Tyskland og Holland får en interesse i at holde Danmark uden for de miljømæssige afgørelser på grund af ØMU’en. Vi har været uden for ØMU’en siden 1993, og ingen vil vel påstå, at vi har været uden indflydelse i den periode. En minister som Svend Auken har da påvirket EU’s miljøprofil meget.«
»Koalitioner og alliancer skifter meget, og man må afsøge dem hele tiden, fra område til område. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at Danmark ikke forholder sig passiv.«
»På sikkerhedspolitikkens område har Danmark jo et forbehold, men det skal da ikke betyde, at vi forholder os passive omkring ikke-militær sikkerhedspolitik. Tag Kosovo-krigen: Det var pinligt, at det ikke var den danske regering, men derimod den tyske, der foreslog genopbygningsplanen for Kosovo. Det burde da have været den danske regering. Man burde helt tilbage i 1993, da forbeholdet trådte i kraft, have sagt: OK, vi er uden for forsvarspolitikken, hvad kan vi så gøre for det sikkerhedspolitiske? Vi burde konsekvent have opbygget en profil på den ikke-militære sikkerhedspolitik som et alternativ til andre landes militære sikkerhedspolitik. Man behøver da ikke gå i et med tapetet, bare fordi man er uden for.
– Skal vi ikke gå med i en EU-fredsstyrke?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi skal holde fast i, at fredsstyrker er et anliggende for FN og så aktivt opbygge en fast FN-styrke.«
Forsvarsforholdet er altså ikke under opgivelse i det forsøg på at forsone nationen omkring et fælles, mere åbent syn på Europa, som SF nu tager skridt til.
Måske er til gengæld SF’s fredelige forhold til nej-bevægelserne under forandring. I hvert fald er Holger K. Nielsen klar til at udfordre den meget afvisende nej-holdning.
»Nej-fløjen har hidtil holdt fast i den gamle modsætning. Det er det, de lever af. Jeg synes, de gør det for meget. Men jeg håber, at vi kan få en diskussion med dem, for de repræsenterer jo en del af befolkningen. Vi kan jo ikke hindre dem i at fortsætte et taktisk løb, hvis de vil det, men det er vigtigt at man ikke afskaller nogen i den dialog om et nyt grundlag for Europa-politikken, som vi skal have nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu