På Østre Gasværk kæmpede instruktøren Lars Kaalund med Othello-monstret, der til sidst kom i øjenhøjde
Teater
Lad gå at man vil den gamle og støvede Shakespeare-tolkning til livs, at man fra første scene signalerer, at denne Othello, han kommer fra vores forvirrede verden og ikke fra en overleveret teatertradition. Shakespeare er et monster, som kan tvinge den mest drevne teatermager i knæ, stikker man hovedet ind i gabet, risikerer man selv at blive slugt. Men det er også en taknemmelig opgave at kaste sig ind i hans strømførende ordverden. Der er et rigt register af tolkningsmuligheder i det konfliktfyldte menneskestof, som Shakespeare udstiller så uhyre præcist.
Præcist udstiller han også instruktøren, hvis han er vægelsindet og ikke tør give sig i kast med sin egen tolkning. I Othello på Østre Gasværk kan man opleve, hvad der sker når han ikke fra første færd har besluttet sig for, med hvilke sko, han vil danse med digteren. Først snubler han over de snørrebånd, han ellers ville imponere med, dernæst beslutter han sig for at køre den videre på charmen, og da dén heller ikke giver genklang, smider han skoene og finder til sidst sin rytme.
Had for sjov
Den tragiske historie om Othello, der i ubegrundet jalousi slår sin uskyldige Desdemona ihjel, lægger ellers ikke op til ironisk fikumdik. Ikke desto mindre er det sådan, vi indledningsvis præsenteres for stykket. En flok skuespillere sminker sig, bærer store højttalere ind og ud af scenen, mens de øver sig på rollerne, der for publikum får en bund af det-her-skal-sgu-ikke-tages-for-alvorligt. Så er man i hvert fald sikker på ikke at tale ned til det ungdommelige publikum, som skal fylde den mægtige sal i spilleperioden. Ligesom man signalerer, at 00erne det er lige som i 90erne tiden, hvor man ikke gider at lystre nogen, ej heller traditionen.
Og Shakespeares kraftfulde tekst kan også bare komme anstigende til klippebordet, så får vi den til at lyde, som om stykkets aktører taler om nutidens kærlighedskvaler. Den magtfulde rytme i originalen skal ikke komme for godt igang, det er instruktøren, der bestemmer. Umiddelbart tror man, at skuespillerne ikke kan tale, at Jago, den onde, spillet af Troels Lyby, på denne dags premiereaften, ikke rigtig mener, hvad han siger, at det had han har til Othello er for sjov.
Og stykket hvis ild og hele troværdighed netop består i, at legen er dødelig alvor, får da også periodevis publikum til at sidde uroligt på stolene. Selv om Lyby efterhånden får talt sig varmere, ligner det en bommert, at Lars Mikkelsen, der spiller den kluntede Roderigo, ikke får lov at være en modbydelig Jago, i stedet for at tilbringe tiden med musikinstrumenterne, der ellers giver effektiv suspense på lydsiden.
Jago, der med ordene »jeg er en anden, end den jeg er« infiltrerer den renhjertede Othello, er den dramatiske igangsætter, der får ham på afgrundens rand. Dejan Cukics Othello får efterhånden manet denne opsætning til alvor med sin majestætiske vælde, hvor flammerne bryder løs.
Først med hans glødende greb kommer der ro i sæderne og koncentration på scenen og den flammekaster, der har slikket Christian Friedländers genialt enkle flyttevægsscenografi kan give mening. Othellos lidenskab er netop fortærende, han skelner ikke mellem overflade og motiv og den lidenskab, som er hans styrke knækker ham til sidst. Desdemona er stridens kridhvide genstand, der i ægtemandens fantasi bliver indspundet i bedrageri og besudlet af Othellos nyudnævnte næstkommanderende, en position som den intelligente Jago ville have haft.
Skuespillerne tager over
Som dette æsel af en Cassio-figur får Niels Anders Thorn latterligheden levende frem. At Sofie Gråbøls troskyldige og stærke tro på retfærdigheden som Desdemona skulle vælge sådan en nar er uforståeligt for alle andre end Othello. Ømt og hjertetrykkende bliver forløbet mellem de to og Gråbøl giver den følelse til stregen, ikke mindst i samspillet med Ellen Hillingsøs Emilia, der stramt fastholder troværdigheden.
I det hele taget virker opsætningen som om, det er skuespillerne, der tager over fra instruktøren, fordi de mærker den Shakespearske ånde, som det ikke giver mening at holde sig fra livet med fikse påfund. Dertil er de for drevne, og når forestillingen således spiller sig op, og den endelige slutscene, hvor de bedrageriske slør falder for Othello, bliver så god, er det ikke mindst deres fortjeneste. Selv om man godt kunne have ønsket sig mere skarphed fra tungen, blev jalousiens mangehovedede uhyre ikke tamt.
*Othello af William Shakespeare. Bearbejdning og instruktion: Lars Kaalund. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Jane Barlebo Andersen. Komponist: Niels Dahl. Lysdesign: Brian Njie. Østre Gasværk
