Læsetid: 9 min.

Manifesten begynder nu

31. oktober 2000

Ny bog med teater’manifester’ er på vej. Hvad er det der sker i nutidens danske teater?

Teater
Skuespilleren Jens Albinus (JA), instruktøren Katrine Wiedemann (KW) og dramaturgen Karen-Maria Bille (KMB) har skrevet tre af de teatermanifester, som om kort tid udkommer i bogform.
– Hvorfor manifester? Hvis ikke I havde fået opfordringen, ville I så selv have overvejet at skrive noget så betydningsladet som et ’manifest’?
KMB: »Nej. At skrive et manifest er jo at vise sig fra en side, man normalt ikke viser sig fra, en meget ultimativ og
idiosynkratisk position, og den er det vel i virkeligheden de færreste af os, der kan stå inde for.«
KW: »Jeg er meget glad for at den bog kommer og for at være blevet spurgt. Normalt ville jeg ikke have tid, jeg føler bestemt heller ikke at det er det naturlige sted for mig at være – selv om jeg har det godt nok med det, jeg har skrevet – men det er skønt, at der kommer noget debat og noget tænkning omkring teatret. Det kan være gavnligt for os, der laver teaterforestillinger, at publikum blir vant til debat og til at vi selv deltager, sådan så at hver forestilling ikke bare er en bobbel, der forsvinder.«

Kunstig uskyld
JA: »Jeg vil sige, at det absolut gode ved det her, er det spark i røven det kan være for een selv. Jeg syntes i starten det var en så umulig opgave, at det ikke var værd at gøre. I en eller anden forstand skulle det jo gerne være at manifestere ens arbejdsværk, hvad det er man står for hver gang, at mejsle det ud; jeg endte alligevel med at sige ja tak, fordi der helt banalt er noget befordrende ved at skifte udtryksmiddel.«
– Er det særligt vigtigt for skuespillere, som ifølge en vis teaterkliché er den mest
’intuitive’ personalegruppe ?
JA: »Njah, det må være op til den enkelte, men jeg synes det er vigtigt at gøre op med – punkt et – den opfattelse, der hedder, at skuespillere er nogle børn, der helst ikke skal være for bevidste om, hvad de laver. Og punkt to, som hænger sammen hermed: At bevare den kunstige uskyldstilværelse. Generelt synes jeg ikke det er særligt livgivende i nogen som helst organiske processer at bevare en uskyldstilstand krampagtigt.«
KMB: »Det er jo rigtig, at der er en anseelig mængde velformulerede og tænksomme mennesker i dansk teater, men på en måde diskvalificerer man sig lidt, hvis man som praktiker teoretiserer for meget over tingene, der hænger en ganske svag skepsis ved – det gælder fremfor alt skuespillere – man skal ikke flage for højt med teoretiske standpunkter.«
KW: »Det er jo også farligt; man ved f.eks. det er enormt farligt, hvad der står i forestillingsprogrammet. Jeg bliver tit bedt om jeg vil skrive et forord; det sir jeg altid nej til, for dels kan det være altafgørende for publikums oplevelse, dels bliver man altid citeret i anmeldelserne.«

Teater over tæerne
KW: »I løbet af manifestskrivningen fandt jeg ud af, at det også var en chance for mig til at opdrage på det publikum, der skal ind og se det jeg laver. At lære dem noget, tune dem ind på noget af det, jeg prøver at fortælle; noget som måske vil være for avanceret for nogle, der ikke har gjort sig to tanker om, hvad et teaterrum kan.«
KMB: »Man kan faktisk nå vidt omkring med problemstillinger på teatret herhjemme, men der, hvor det bliver virkeligt svært og hvor man meget hurtigt overskrider folks tærskler, er det øjeblik, hvor man begynder at arbejde med nye former eller former, der gør folk utrygge. Teatret bliver som regel oplevet, tror jeg, som et tryghedsskabende rum, der skal være en vis varme.«
KW: »Det afhænger af stedet. Man ved jo at der er scener, hvor folk går ind, fordi de gerne vil have lidt utryghed. Hvis de går på Kaleidoskop, så ved folk at måske får de nogle formmæssigt nye ting, men i andre rum træder man publikum over tæerne, hvis man gør det.«
KMB: »Ja, det er jo tydeligt det hænger sammen med stedet. Det klassiske eksempel er Henrik Sartous Kätchen von Heilbron/Ildprøven for mange år siden. Det var i virkeligheden meget dristigt af Det Kgl. at sætte en nyuddannet, frisk fra Teaterskolen, på den og den blev hadeobjekt i pressen; Ekstrabladet og BT stod og interviewede folk, der udvandrede i pausen. Jeg er fuldstændig sikker på, at havde den udspillet sig i Kanonhallen, så havde den været årets trendsetter, men det var et problem, at den kom på Det Kgl., hvor det virkelig ikke var en vogue at sætte sine ben, hvis ens selvopfattelse var, at man var et relativt progressivt teatermenneske. Så alle de potentielle tilskuere udeblev, fordi det foregik der, mens en masse andre, der gik derind af ren og skær kulturel inerti, hadede hvad de så.«
– Det fører direkte over til det store spørgsmål, hvorfor er det danske teaterpublikum så høfligt og lidenskabsløst? Det klapper altid pænt, uanset hvad det har været præsenteret for.

Mellem-to-stole
KW: »Det må jo være en tradition. Nogen gange tænker jeg virkelig ’hvorfor er I kommet herind, I gider jo ikke stoffet!’ Jeg talte med Lennart Ginman om det, mens vi lavede Snedronningen på Østre Gasværk og hvor jeg havde en meget desillusionerende oplevelse af publikums åbenhed. Jeg har altid været meget idealistisk og lavet det, jeg syntes var rigtigst i forhold til historien, jeg lægger det ikke an efter hvad for et rum, jeg er i. Ginman var meget chokeret over at stå der hver aften og fornemme folks attitude fra starten af: at de gad ikke teatret. Musikeren Ginman sagde ’når vi spiller, så kommer folk for at høre os, så er der en helt anden form for respektfuldhed end her, hvor folk er trætte og hvor de virker, som om de er blevet slæbt væk fra middagsbordet, men nu havde de jo engang aftalt at gå i teatret.’«
JA: »Vi må som teaterfolk skyde på os selv og sige, det er der jo en grund til. Og jeg mener, at det hænger sammen med, at teater er så frygteligt fint, så vi ikke rigtigt tør lade bolden komme i spil i forhold til en nutid, men i stedet havner i nogle underlige mellem-to-stole-opsætninger, som man ser rigtigt mange af. Der er en ufattelig diffushed, som hænger sammen med at den tænkning fra før ikke er aktiveret, så vi har kraftedme heller ikke noget sprog at snakke med. Og det gør, at jeg har været med i rigtigt mange forestillinger hvor det var som at skulle spille et stykke musik, men det var simpelthen ikke besluttet om vi spillede klassisk, jazz eller pop.«
KMB: »Det er bemærkelsesværdigt, at man – også branchen selv – bliver ved med at vurdere teater, som om det var et lukket system. Man vurderer teaterforestillinger i forhold til kanon – i stedet for også at vurdere på teatrets egne præmisser og bringe relevans ind i billedet. Teater må have en vis dialog med den verden, der omgiver os, men når man nævner det, bliver det rubriceret som halvfjerdser retrosnak. Det er overhovedet ikke det jeg mener, men nu har vi haft en så lang periode med firserintrovers, hvor det hele ikke kunne blive småt, indadvendt og psykologiserende nok. Og nu er behovet så kommet, for at tale in a larger scale. Det er ikke bare noget med, hvilke temaer vi tager op, men også hvilken form vi skal stræbe imod fremover? Hvordan er forholdet mellem scene og sal? Hvad er det for en dialog, der kører? Hvilket attack?«

Nyt på vej
KMB: »Der er en hel masse teaterfolk, der brænder efter at tage kollektive problemstillinger op. I stedet for at behandle enkeltskæbner, så behandle grupper af mennesker, se menneskets forhold til verden i et større perspektiv end vi har været vant til. Da jeg begyndte at lave teater var det netop i opposition til halvfjerdserteatret, der var så grimt. Det var forbudt at diskvalificere noget, fordi det var ubehjælpsomt og man måtte ikke dumpe noget på æstetiske kriterier. Det satte sig også igennem i litteraturen, gud, hvor blev der trykt rigtig mange dårlige bøger i den periode. Der tror jeg, vi har gjort nogle formerfaringer i firserne og halvfemserne, der vil blive bragt videre ind i revitaliseringen af det ’politiske’ teater, som jeg hellere vil kalde det kollektive. På en eller anden måde er der jo ingen af os, der er gennemstrømmet af det politiske klarsyn, man mente at være for 20-30 år siden. De fleste af os er formentligt ret usikre, når vi skal redegøre for vores politiske ståsted.«
KW: »Jeg bliver tit spurgt om det her med det politiske teaters genkomst og jeg ved ikke rigtigt. Det med halvfemsernes individuelle historier, det er jo fordi vi selv har lavet vores egne historier – før købte man dem – og dem, vi kunne finde ud af at lave det sidste tiår har så især handlet om, hvad de unge mænd havde på hjerte. Skridtet derfra? Jeg føler egentligt, at det ville være enormt sørgeligt, hvis det lukker til igen, hele den trend med ny dramatik – at ’nu har den udspillet sig selv, nu gider vi ikke høre mere til livsstilsproblemer’. Jeg ved ikke, om den kan rykke videre til nogle temaer, om den også bliver mere interessant i det kollektive; jeg har det ikke sådan, at ’den er hjemme, bare rolig’. Og jeg tror ikke meget på det politiske, for det er jo ikke noget, der typisk optager specielt unge mennesker.«
– Traditionelt skriver ’man’ manifester, når der er krise, og man står på tærsklen til noget nyt. Har I den bevidsthed ?
JA: »Efter min mening står vi over for det nye, at vi er nødt til at tænke forfra, fra bunden af. Fordi kløften mellem det, vi tror vi laver, og det vi faktisk laver, oplever jeg som rimelig stor i mainstream-teatret. Jeg mener det helt konkret – hvis man stikker en mikrofon op i hovedet på os, der medvirker i de stykker, og spørger hvad vi tror vi har lavet og så går ned i salen og spørger dem, så vil vi få afsindigt forskellige svar.«
KMB: »Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er noget nyt på vej. Det kommer meget spædt og forsigtigt, selvfølgeligt, og som noget, man skal forstå at værne om; men jeg bilder mig ind, at det er der. Det hænger måske sammen med, at jeg har været væk så længe (dramaturg & delt lederstilling i Malmø), at jeg ved hjemkomsten er positivt overrasket over, hvad der er sket i mellemtiden.«
JA: »Jeg synes de folk, der er nyuddannede i dag, er langt mere rede til at gå ind og undersøge, hvad teater er, og har det meget mere med i hovedet, når de arbejder, end mig og min generation.«
KMB: »I dag er der rigtigt mange flittige skuespillere og mange, der er indstillet på at forbedre sig håndværksmæssigt. Der er ikke den blaserthed, de færdiguddannede havde for nogle år siden – nu er der ydmyghed og flid.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her