Coen-brødrene genfortæller Odysseen som forrygende komedie i 30rnes Mississippi
Ny film
Under Cannes-festivalen i maj mente de fleste, at Lars von Triers største palme-konkurrent var Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou. Der blev skrevet spaltevis om deres gendigtning af Homers Odysseen som hillbilly musical i de depressionsramte sydstater, og man kunne ikke lade være med at mistænke, at de denne gang måske havde været for smarte i deres litterære lån.
I tidligere film som Blood Simple, Millers Crossing, Barton Fink, Fargo og The Big Lebowski er de med Joel Coen som instruktør og Ethan Coen som producent godt nok altid sluppet flot afsted med fiffig genre-pastiche og konstante indforståede referencer til alskens filmisk, litterært og musikalsk arvegods, men Odysseen ...
Man er imidlertid ikke mange minutter inde i O Brother, Where Art Thou, før man har købt konceptet. Filmen har overbevisende indkorporeret mange af den klassiske fortællings elementer i sin historie om Everett Ulysses McGill, der flygter fra fængslet for at komme hjem og redde sin kone Penny (Penelope) fra en bejler. Der er bl.a. en blind sort profet, Coen-veteranen John Goodman som korpulent kyklop i form af en korrupt bibelsælger, sexede sirener og ikke mindst en guvernørkandidat ved navn Homer.
Coen-brødrene har kort sagt gjort det igen. Skabt en dundrende original film, der blander et utal af klassiske og kendte elementer med deres unikke filmflair og helt specielle humor. Og forlægget er ikke kun Homer og en solid portion bluegrass-musik, der gør sig smukt på det stemningsfulde soundtrack.
En fangeflugt
Filmisk refererer brødrene tilbage til Preston Sturges Sullivans Travels fra 1941. I den nægter en ambitiøs Hollywood-instruktør at lave en lalleglad musical. Han vil lave en socialt bevidst episk film om fattigdom i Amerika med titlen O Brother, Where Art Thou. Sådan går det ikke, men tres år senere realiserer Coen-brødrene hans drøm med kærlige hints til Sturges film.
Den sociale kritik har dog måttet vige tilbage for humoren, skønt 1930rnes depression, racisme og politiske liv bliver udstillet undervejs.
O Brother skildrer tre sammenlænkede fangers flugt fra det sure straffearbejde på Mississippis marker. Den replikrappe Ulysses (George Clooney) bliver hurtigt lederen af de tre, da hverken Pete (John Turturro) eller Delmar (Tim Blake Nelson) har for mange brikker at flytte med. Filmen følger deres rejse på jagt efter en skat, som Ulysses har bildt de andre ind, at han har gravet ned ved sit hus. Egentlig skal han bare hjem og redde konen, men den havde han aldrig fået sine lænkefæller med på.
Undervejs støder den bizarre trio bl.a. på amerikanske legender som bankrøveren George (Babyface) Nelson og får nærkontakt med både Ku-Klux-Klan og guvernørkandidaternes folkeforførende valgtaktik. De bliver også ven med en sort bluesguitarist, som har solgt sin sjæl til djævlen for at spille bedre. Det fører til en pladeindspilning og hittet Im a Man of Constant Sorrow som gruppen The Soggy Bottom Boys.
Herligt persongalleri
Med den episodiske form kan alt ske, og det klæder
Coen-brødrenes stil at få tid til masser af visuelle gags og pudsige digressioner i historien. Det kunne hurtigt være kørt af sporet, men George Clooney holder som den hjemvendende Odysseus sikkert sammen på alle sidespringene og afleder ens opmærksomhed fra de mange utrolige hændelser og tilfældigheder.
Det er en fornøjelse at se ham udfolde et overraskende komisk talent i en vidunderlig rolle som Cary Grant-look alike, der er besat af Dapper Dan-pomade og hårnet for at have styr på frisuren ligegyldig hvilken vej vinden blæser. Han er også overbevisende i lip-syncens ellers svære kunst ligesom John Turturro er en sikker singback-jodler.
Det er igen lykkedes Coen-brødrene at skabe et herligt persongalleri og finde spændende ansigter til alle roller. De mange musikalske numre fungerer fint i historien som en naturlig del af de forskellige miljøer. Der bliver sunget på de karakteristiske solgule marker, til valgmøderne, til gudstjenester og ikke mindst af The Soggy Bottom Boys i radioen og til den store sing-down. O Brother er således ikke en traditionel musical med iscenesatte sang- og dansescener, men en film lavet til en række af periodens forskellige musikalske genrer som blues, gospel og selvfølgelig bluegrass.
Coen-brødrene er tit blevet beskyldt for at være for smarte i deres filmskaben, men O Brother emmer af kærlighed til al den Americana, vi bliver inviteret til at grine af. Der er en umiskendelig varme i skildringen af de mange umage personer, og filmen kan sagtens nydes uden kendskab til en brøkdel af deres udspekulerede henvisninger.
Med O Brother vil de have os til at more os og dele deres fascination af alskens aparte amerikanske fænomener. Her ryger ingen gennem grenkvasere og ingen tisser på hinandens tæpper. Volden er lagt på hylden til fordel for en lunere og mere charmerende tone, der med en helt basal sans for, hvad der er filmisk, fortæller derudad og besynger begivenhederne, så Homer kun kan følge sig beæret.
*O Brother, Where Art Thou? Instruktion: Joel Coen. Manuskript: Ethan Coen & Joel Coen. Amerikansk. (Dagmar, Palladium og Grand i København samt Gentofte, Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg, Herning og Kolding)
