Læsetid: 3 min.

Når digte dæmoniserer

28. oktober 2000

Konflikten mellem israelere og palæstinensere har sat sig dybe spor
i litteraturen, hvor den gensidige dæmonisering er udbredt.

Intifada 2000NAZARETH/RAMALLAH – »Ingen forfatter kan arbejde løsrevet fra konflikten,« siger den israelsk-arabiske digter og kulturskribent Salim Jubran i sit rummelige arbejdsværelse i Nazareth.
Denne sætning har ligget ham i baghovedet ligeså længe han har udtrykt sig kunstnerisk, navnlig fordi han som israelsk araber er del af staten Israel, samtidig med at han finder sig kulturelt og nationalt forbundet med palæstinenserne på Vestbredden.
Ikke mindst har de seneste tre ugers palæstinensisk-israelske sammenstød bragt ham tættere på det palæstinensiske synspunkt, som han i den seneste tid har søgt at forklare i israelske og udenlandske medier.
»Konflikten er total,« fortsætter Salim Jubran. »I begyndelsen af det 20. århundrede, da den jødiske indvandring tog til, var det en langsom og begrænset sameksistentiel konflikt, som op gennem tiden har bredt sig til stadig flere områder.«
Dette mener han også har sat sig sine dybe spor i litteraturen, hvor den gensidige dæmonisering er udbredt. Man idealiserer sin egen kamp og forklejner modpartens mennskelighed mest muligt.
»Jeg skammer mig over at sige, at dette er tilfældet på begge sider af konflikten. Vi er ikke bedre end jøderne. Israelsk litteratur portrætterer arabere som løgnagtige, primitive og brutale forrædere, mens jøder, som optræder i palæstinensisk litteratur, næsten altid er blodtørstige soldater eller spioner. Konflikten har fordrejet litteraturen,« siger han.
Men billedet er ikke kun negativt. Der er forfattere, som skildrer modpartens ulykke og skriver om sameksistens på lige vilkår.
»På palæstinensisk side er dette vanskeligere fordi vores kollektive erfaring ikke indbyder til det. En forfatter, som er født og opvokset i Damaskus, i Bagdad eller en flygtningelejr på Vestbredden har ingen positive jødiske forbilleder at forholde sig til,« tilføjer Salim Jubran.

Økonomisk blokering
Den palæstinensiske økonomi udgør en alvorlig forhindring for en fri litterær udvikling.
»Vi har en mængde problemer til fælles med den tredje verden,« siger forfatteren Adel Samara, som bor udenfor Ramallah på Vestbredden. »Når folk næppe har penge til at købe mad, er bøger ikke det første, de tænker på at anskaffe, hvilket gør det uhyre svært at leve som forfatter.«
Derfor er de fleste palæstinensiske forfattere intellektuelle med fast job i den offentlige sektor, hvilket skaber en kompliceret dobbeltrolle.
»Når man er ansat af staten er det vanskeligt at kritisere denne åbent,« tilføjer Adel Samara.
Men på den anden side er det palæstinensiske samfund meget nyt, og alle føler det som en pligt at deltage i kampen. Forfatterens rolle er at forsvare folkets menneskelige sjæl og modarbejde besættelsen.
Han peger på et berømt eksempel. I 1982, da de israelske tropper i begyndelsen af Libanonkrigen havde sluttet ring omkring Beirut, skrev det store navn i palæstinen-sisk digtning, Mahmoud Dar-wish sammen med den mere lokalt anerkendte Moeed Bsisu et åbent brev til de israelske soldater.

Har I ingen familie?
Har I ingen børn?
Drømmer I ikke om normale
liv?

skrev de to bl.a. i brevets strofer.
»Forfattere er næsten pr. definition i opposition til styret,« slutter Salim Jubran. »Men samtidig udtrykker de nok bedre end nogen anden den dybe folkelige konsensus, hvilket medfører at de aldrig vil kunne kollaborere med besættelsen eller med kræfter, som billiger denne.«
Salim Jubran skriver poesi og litterær kritik, og har en hel række essay- og digtsamlinger bag sig.
»Men i den seneste tid har den nye intifada tvunget mig til at bruge megen tid som debattør og analytiker i den arabiske presses spalter. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan rette al min energi mod min største kærlighed, digtningen!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her