Læsetid: 4 min.

Når ti digtere bliver én

11. oktober 2000

Claus Bohms film om 90’ernes digtere havde premiere i går. Efter filmen var der lagt op til debat i Den Sorte Diamant

Digtere 2
Der var lagt op til konfrontation om poesien, da der mandag aften var premiere på Claus Bohms og Neal Ashley Conrads film Digter om ti af 1990’ernes digtere. Men den kom aldrig.
Digter blev vist i Den sorte Diamant, og efterfølgende var der paneldebat om filmen, der på forhånd var blevet kritiseret for at være patetisk og pseudodyb – endda af en af de medvirkende, Christian Dorph, der ikke syntes om den måde, han var blevet redigeret på.
»Selvfølgelig kan poesien være dyster og dyb og føre til religiøse tanker og overspændte hallucinationer. Men digtningen kan sgu da også være sjov, overfladisk og gudsbespottende,« skrev Dorph forrige torsdag i Weekendavisen, hvor han også gav udtryk for, at det virkede, som om alle ti digtere skrev på det samme digt.

Ros
Der var imidlertid rosende ord fra de fleste af paneldeltagerne.
Tomas Thøfner fra lyrikgruppen Øverste Kirurgiske havde på forhånd overvejet, hvordan filmen ville behandle digtoplæsning i forhold til tv, hvor man »lægger klassisk musik under digtoplæsningen, mens billedsiden viser havet og himlen.«
Da filmens billedsprog bevæger sig omkring de fire elementer, blev de billeder, han havde tænkt som kontrast til filmens digtbehandling, imidlertid gentaget i denne.
Men Thøfner var »glad for hvad han så«, det var »ret intelligent« og hav og himmel »gav mening«. Niels Lyngsø, der er én af filmens ti digtere, betonede kontrasterne mellem landskaberne og interiørerne. Han kunne bedst lide de passager, hvor billedet vibrerede mellem det figurative og non-figurative, så det forestillede alt muligt på én gang, sagde han – noget der viste sig at være i fin overensstemmelse med den teori, han senere udkastede om, at 90’er-digtningen var karakteristisk ved at sprænge metaforen, så elementerne i det, en metafor består af, kom til at stå frit, hver for sig i digtene.
Politikens opinionsredaktør Bjørn Bredal blev i godt humør af filmen, som han fandt havde en god balance mellem intellekt og følelse. Hele filmen mindede ham om Inger Christensens kunstsyn, at digtet findes i naturen, og man skal ud og finde det.
Endelig mente Marianne Barlyng, forlaget Spring, der er udgiver af den bog, som ledsager filmen, at denne ganske vist var et generationsportræt med vægt på digtningens eksistentielle dimension, »men det er ikke rigtigt, at filmen handler om det samme digt, vi får ti forskellige sproglige kroppe,« mente hun.

Kritik
Kritiske ord faldt der dog fra redaktør af Den Blå Port Mette Moestrup og den svenske kritiker Ingmar Lemhagen, der begge savnede distance og humor i filmens patos. Mette Moestrup mente, at filmen udglattede forskellene mellem digterne. Hun »kunne høre spørgsmålene bag deres svar: At de alle var blevet spurgt om skønhed og rytme og religion.«
Ingmar Lemhagen problematiserede en »tydelig hensigt« i filmens udsagn, som han fandt »bastante«, og mente, at nogle af filmens digtere, eksempelvis Niels Lyngsø egentlig faldt uden for den ramme, filmen havde afstukket. Lemhagen fandt, at filmens formsprog styrede indholdet i retning af bestemte symbolske ladninger. Filmen begynder med et citat af digteren Joseph Brodsky, der taler om digteren som en syngende nomade, og dette billede genfinder Lemhagen i filmens ’store fortælling’. »Det bliver til et tovtrækkeri mellem filmens store fortælling og digternes egne historier,« sagde han.

Væk fra filmen
Herefter gik man over til næste runde, som var planlagt på forhånd, og som ifølge Conrad skulle væk fra filmen og ud i mere almene problemstillinger. Derved forlod panelet imidlertid også de kritiske indfaldsvinkler til filmen. Deltagerne havde fået stillet en række spørgsmål såsom »hvorfor skrive digte«, »digterrollen«, »hvad er der sket i 90’erne?«
»Æstetikkens årti«, mente Mette Moestrup. »Hvor kunsten steg og steg og digterne følte sig som digtere og glemte den indre Pavarotti« – hvormed hun mente, at digtoplæsninger, poetry slam og også en mandag aften i Diamanten var en del af en voksende begivenhedskultur.
Tomas Thøfner erklærede, at han havde svært ved at finde balancen mellem at tage poesien for alvorligt og ikke alvorligt nok. Han foretrak den fundamentale usikkerhed mellem de to poler, patos og komik, og mente ved nærmere eftertanke, at filmen ensidigt fokuserede på patos.
Niels Lyngsø afviste, at man kunne tale om en 90’ergeneration og forsvarede over for Mette Moestrup digtoplæsningen som en legitim genre, et synspunkt, Bredal tilsluttede sig.
Marianne Barlyng foreslog »teleskopisk digtning« som en beskrivelse af 90’erne. Digtningen udvidede stadig sine betydningsfelter – fra tingene til universet.
De kritiske indfaldsvinkler nåede aldrig at blive taget op. og trods murren og en vis udvandring fra den stopfyldte sal, lykkedes det ikke at få gang i en debat her.

*Filmen Digter kan ses i Filmhuset d. 17-22 okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her