Læsetid: 6 min.

Den nøgne sandhed: en fed løgn

5. oktober 2000

Primitiviteten er i Jan Sonnergaards nye noveller formentlig helt på forfatterens side

Noveller
Der findes en form for samtale, hvor vi, som man siger, rigtig får sagt hinanden nogle sandheder. Egentlig samtale bliver det sjældent, snarere gensidig mudderkastning, hvor man rammer systematisk ved siden af. Vreden og frustrationen kommer ud, men det hjælper ikke en rottefis og føles mest af alt som at pisse i bukserne for at holde sig varm. Den hårde, kolde, nøgne, utilslørede sandhed ender som regel i løgn – fulgt op af skam.
Jan Sonnergaards nye noveller udgør et behørigt stiliseret og fortællemæssigt iscenesat forsøg på at sige nogle sandheder om kvinder og ikke mindst mænd. Vi er nede hvor aggressionen stritter og bitterheden oser, i foragten og selvforagten, hadet og forurettelsen. Og der er ikke hældt sukker på, højst et par whiskysjatter.

Rendyrket mundtlighed
På dette bundplan af menneskelivet bevæger forfatteren sig i en tilstræbt mundtlig og hårdkogt stil. Sætningerne er oftest korte, og bliver de ind imellem lange, betjener de sig hyppigt af stakåndet sideordning med og. En flittigt anvendt, bevidst »oral« konstruktion begynder med to-tre sideordnede adverbielle ledsætninger, der efterfølges af et led-genoptagende så: »Og efter en hel del af de der fadøl, og en halv times tilsvining af gamle venner og deres åndssvage kærester. Og af folk i al almindelighed. Så begyndte Louise at røre lidt på sig, og det sure og tvære og modvillige udtryk forsvandt fra hendes ansigt.«
Mundtligheden fremgår her ikke kun af fraseringen, men også af det raffineret skødesløse ordvalg: »de der fadøl«.
Andre dagligsprogsmarkører i stilen er bandeord og engelske gloser (game, stone-face, piece of cake, hip to be square, the real me, aliens, what the fuck) samt gentagelser forstærket med adverbiel emfase: »Hun var rødhåret, og der var meget af det. Rigtig meget af det.« Når hertil lægges et skriftbillede med ultrakorte afsnit (selv enkeltreplikker hakkes over!) og talrige linjer stående åbne, forstår vi, hvor Jan Sonnergaard vil hen. Skriften skal ’afspejle’ virkeligheden – dette kaldes for ’realisme’ – og virkeligheden, den er sgu rå!

Tabere og vindere
Bogen rummer 11 noveller, hvoraf de fleste portrætterer såkaldte tabere, f.eks. ludere, tiggere, narkomaner, invalider, eller konfronterer dem med anderledes velaflagte medborgere håndplukket i 1990’ernes synligt gennempolariserede Danmark. Programmatisk tydelig forekommer værkets længste tekst, »Dansk eternit, Aalborg«, fortalt af en yngre mand, der netop er blevet vraget til et job og nu sidder i toget hjem udstyret med en cigar og en helliter whisky, som han fik til trøst af en god kammerat. Til at begynde med rejser han på fællesklasse, men da han bliver led ved at kigge på sine medpassagerer og tvangsoverhøre deres latterlige mobiltelefonitis, skifter han over til business-kupé.
Her vågner han op i selskab med såkaldte vindere, alle vistnok advokater af den opfindsomme type. Og medens intercitytoget holder pga. »uforudsete tekniske vanskeligheder« (som i vore dages digtning afløser ydre nødvendigheder såsom pest, krig eller stormflod), bliver fortælleren vidne til en besynderlig blanding af Oxford-møde og Blixen-historie i socialrealistisk servering. Medpassagererne, tre mænd og en lækker rødhåret dame, bekender med største selvfølgelighed den største synd, de har begået, tillidsfuldt og på samme tid provokerende plat.
Da toget skal køre igen og kontrolløren kommer og jeg’et siger at han har glemt billetten nede på anden klasse, regner vreden ned over ham:

– Din nassekarl!
– Bøssekarl!
– Autonome svin!
– Perker!
– Jødesmovs!

Det er så op til læseren at hitte ud af, hvor mon forfatterens sympati kan tænkes at ligge.

Postuleret virkelighed
Samme modstilling af stærk og svag, her blot mellem mand og kvinde, ser man i »Lille skat«, hvor en jeg-fortæller strør om sig med både mønter og sedler til de udstødte på gaden for til slut at fiske en ynkelig narkoluder op, tage hende med hjem og ydmyge hende groft.
Konstruktionen går igen i »Dig vil jeg sgu da skide på« (bragt i Informtion d. 30. sep.-1. okt., red.), om hasardspilleren der drikker sig fuld på en bar i Århus og hurtigt får kneppet en villig blondine, sideløbende med at han via morbidtelefonen erfarer, at en barndomsven er døende. For at læseren virkelig skal forstå, hvor kold og ækel fortælleren er, anbringer forfatteren i baggrunden en stakkels kvinde, Grethe, der trænger sig ind på Allan og bebrejder ham, at han stjæler fra syge og svage mennesker: »Ved du ikke, at ludomani er en meget alvorlig sygdom?«
Nu kender vi vist snart melodunten: afstumpethed beskrevet i ’autentiske’ omgivelser, og med et minimum af raffinement. Virkelighed postuleret, siden hen serveret utilsløret og råt.
Man må inderligt sympatisere med Jan Sonnergaards vilje til at råbe læserne op og vise 1990’ernes klamme, kærlighedsløse samfund med en sådan direkthed, at ingen af os lades i tvivl. Men livsbilledet vil ikke fungere.
Den valgte litterære æstetik er ganske enkelt for kalkuleret i sin primitivitet, og spørger vi efter psykologisk og social analyse, mødes vi af karikeret forenkling.
Direkte ligegyldig virker således den korte novelle »Gilleleje«, om en kontordames drømme, hvor forfatteren til slut tager bladet fra munden:
»Men jeg, der sidder og skriver hendes historie. Jeg tænker: Hvorfor i alverden har denne rare, blide og prøvede kvinde dog ikke for lang tid siden smidt ufortyndet saltsyre direkte i ansigtet på sin nærmeste boss, arbejdsformidlingskonsulent eller politiker.«
Her turde vist forråelsen være helt på forfatterens side. Og at der er rig litterær tradition for denne slags kortslutninger i hjernen, mellem politik, etik og æstetik (Hemingway, Céline, Peter Høeg), gør ikke sagen spor bedre.

Fissefrikadeller
En og anden læser vil vel mene, at forfatteren blot fremstiller virkeligheden, sådan som han ser den, og skildrer sine figurer, som »forholdene« har dannet dem. Hertil er imidlertid at sige, at en forfatters privilegium just er at vælge sin virkelighed, og at hans figurer dannes af ham. Hvorfor i alverden finder Jan Sonnergaard det så magtpåliggende interessant at vise mænd, der kun er ude på at stive sig af ved at score, og kvinder, der kun tænker på én eneste ting?
»Jeg tager en mand, der har et eller andet jeg kan bruge ... Og så tager jeg det fra ham. Og skrider, når jeg har fået det!«
Sådan siger Louise fra bogens første novelle, men sådan kunne 32-årige Heidi sikkert også have udtrykt sig. Det er hende, der i bogens næstsidste tekst får fiskefrikadeller – eller som Jan Sonnergaard med udsøgt elegance siger det: »fissefrikadeller« – på en fin restaurant, alt imens hendes ven sidder og tænker på, hvordan hun om to uger »ligger og horer med en anden end mig«, og hvordan hun, inden der er gået to måneder, sidder her »ved det selv samme bord, men med en anden end mig.«

Selvhad og kvindeforagt
Skal man tro Jan Sonnergaards personer, er mænd nogle svin og kvinder bare forklædte skøger. Og skal man tage ham selv på ordet som prosaforfatter, har han ikke væsentligt andet at bringe til torvs end følgende enkle ’sandhed’: »Det var jo bare en forpulet luder. Det var bare en luder. En forpulet luder. Det var det, det var. Og ikke andet. Det var ikke andet end det. En forpulet luder.«
Den eneste formildende omstændighed ved den kvindeforagt, der hørmer op af siderne på Sidste søndag i oktober, må være, at den går hånd i hånd med et lige så intenst mandligt selvhad. Ritualet kan lyde sådan her:

– Behøver du træde på mig hele tiden, din lede so!
– Du indbyder jo til det, din nar.
– Hvad var det, du kaldte mig? Kaldte du mig en nar?

Her står i fire-fem linjers koncentrat, hvad Jan Sonnergaard lige for tiden har at ytre om menneskelivet. Det iscenesættes som realisme, men er og bliver en reduktiv løgn, som skuffer fælt, selv om den fremsættes stilsikkert og ind imellem raffineret.

Forfinet eller forrået?
Da Jan Sonnergaard i 1997 debuterede med novellesamlingen Radiator, gjorde man meget ud af, at titlen fungerede som et polemisk svar til lyrikeren Niels Frank, der som et eksempel havde nævnt, at glosen radiator dengang var forvist fra hans poesi. Også Sidste søndag i oktober kan på titelniveau læses kritisk-metafiktivt. Mon ikke adressaten denne gang er Jens Christian Grøndahl, forfatteren til Tavshed i oktober (1996), hvis anderledes parfumerede kærlighedsskildring unægtelig kalder på korrektion?
Modvaren leveres nu villigt af realisten og samfundsrevseren Sonnergaard, hvis litterære talent siden hans debut på den ene side er blevet professionelt forfinet, men på den anden side er undergået en mærkbar forråelse. Konsekvent kan det da se ud, men jeg tror, det er en blindgyde, menneskeligt og kunstnerisk.

*Jan Sonnergaard: Sidste søndag i oktober. Noveller. 182 s. Kr. 195,00. Gyldendal. Udkommer i dag

*Læs Kristen Bjørnkjærs interview med Sonnergaard på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her