Vi er ikke længere indstillet på godvilligt at indrette os efter flertallet. Men den amerikansk-inspirerede rettighedskultur giver fællesskabet problemer, mener professor i samfundets tarv
»Vi har glemt, at der til rettigheder også knytter sig pligter. Herunder pligter over for fællesskabet,« mener Henning Koch, dr. jur og professor i statsret ved Københavns Universitet.
Med et eksempel fra pressens egen verden: Danske Dagblades Forening indrykkede i forbindelse med Pressens Dag i år kæmpestore annoncer i samtlige dagblade. Her gengav man korrekt Grundlovens paragraf 77 om pressefrihed og den tilsvarende bestemmelse i den europæiske Menneskerettighedskonvention. Men her havde man bortcensureret de dele af teksten, der fortæller, at ytringsfrihed har begrænsninger, blandt andet hensynet til samfundet.
»Det, synes jeg, er et fantastisk godt eksempel på, at den offentlige debat på rettighedsområdet er præget af, at når man insisterer på en ret som pressefrihed, så undlader man at tage den vanskeligere diskussion, at der faktisk også knytter sig en del pligter til.«
Over for hvem?
»For det første har vi jo pligter over for hinanden. Noget så banalt som det. Og man har også pligter over for samfundet. Man har pligt til at rette sig efter lovene og følge det, som flertallet nu udstikker til det fælles bedste. Fordi flertallet siger det. Pligten over for fællesskabet det er nok det, som folk har svært ved.«
Hvorfor?
»Jeg tror, dels det er en konsekvens af, at jeget har fået en større plads i menneskers bevidsthed, samtidig med at der er en opgivelse af loyaliteten over for fællesskabet. Du definerer dig ikke længere som en del af et fællesskab, hvor du for eksempel repræsenteres af dine politikere på tinge. Folk har svært ved at se, hvem der er anvarlige over for den udvikling, samfundet går i retning af, og du mister loyaliteten over for dem, der repræsenterer fællesskabet, hvis du føler, at de ikke har magt over tingene.«
Ny rettighedskultur
Hvorfor føler folk ikke længere loyalitet over for fællesskabet?
»Hvis det nu var sådan, at man for eksempel havde den holdning, at offentlige myndigheder gjorde sgu hvad de kunne. Måske ligefrem gjorde mere end de kunne, måske ligefrem var så uartige at være flittige, simpelt hen, og havde overarbejde, måske havde for mange sager til at kunne behandle det ordentligt. Men den forstående holdning har folk ikke, man tror, det er sløseri, når man ikke får sin ret.«
Men bliver vi fejlbehandlet og sløset med mere end nogensinde?
»Jeg tror mere, det har at gøre med en ny rettighedskultur, som stammer fra den stærke indflydelse fra Amerika som jo netop ikke er kendt for at prioritere det fælles bedste, men jegets bedste.«
»Jeg er ikke sociolog, men som jeg ser det, sker der to store ting i Europa i 80erne, som er centrale i forholdet mellem borger og stat. Det ene er, at EU etablerer det indre marked og derved tager skridtet til arbejdskraftens frie bevægelighed, markedskræfternes udvikling osv. osv. Det andet er, at Muren falder i 1989.«
»Det indre marked medfører en liberalisering af økonomien, og Murens fald en ændring af den sikkerhedspolitiske dimension i Europa. Socialismen er død. Og samtidig sker der en helt dominerende amerikanisering af tankegangen: Man tror, at alting bliver markedsstyret, og at ingenting kræver statslig intervention. Efter Murens fald mente mange amerikanere, jeg mødte, nærmest, at resten af Europa var trukket ud i lokummet, for at sige det som det er nu blev det hele overladt til det frie initiativ! Også selv om det
reelt er fjernt fra Europas socialstatslige vej, Den tredje Vej.«
»Det ødelæggende er, at man importerer en rettighedskultur, som er rendyrket i minimalstatssammenhæng, uden forståelse for, at der her i Europa både er en lang række andre interesser og desuden en stærk tradition for en statslig interesse.«
Nationen og Vorherre
På den anden side kan amerikanerne jo tale om nationen på en måde, som vi ikke kan længere?
»Når amerikanerne taler om nationen, er det jo sådan en slags mobiliserende kraft, de benytter sammen med Vorherre, når der er ydre fjender, der truer. Men nationen skal jo ikke komme og tage den enkeltes penge, vel?«
»Hvis man skal sige noget meget kortfattet om amerikanske samfundsforhold, så er det jo en minimalstats-tankegang: Jo mindre, jo bedre. Og det kan man jo ikke med sin bedste vilje sige om EU eller de europæiske lande enkeltvis, som alle på forskellig måde går ind for regulering.«
»Men i den meget amerikanske rettighedskultur er det kommet dertil, at flertallet nærmest i sig selv er mistænkeligt. Det kan næsten kun være undertrykkende de må have overset nogle mindretalsrettigheder! Det mener jeg er en outreret position, fordi det undergraver sammenhængen og loyaliteten over for flertalssynspunktet.«
»I stedet ser vi, at det, som et flertal har vedtaget gennem nogle beslutninger i Folketinget, dét gør en lang række individer deres bedste for at skyde ned ved at sige, at det er i strid med den ene gruppes interesser, det ene eller det andet mindretal eller forskellige enkeltindividers interesser. Og på den måde kan man føre den politiske kamp videre gennem domstolene. Der er bestemt også noget, der hedder mindretalsbeskyttelse. Men problemet er, at man har rendyrket en individ-rettighedskultur uden at sætte den i sammenhæng med de kollektive rettigheder.«
Hvad er det for kollektive rettigheder?
»Blandt andet de rettigheder, der kommer af, at et flertal har bestemt, hvordan tingene skal være. Når politikere i forskellige procedurer har bestemt noget, så er det flertal, der pr. definition danner fællesskabets bedste også en retsposition. Og det er faktisk tilladt at mene, at mindretallet er ude i hampen.«
Politik er ikke ren
I vilde lande får flertallet jo let ret uanset om det har ret. Har det haft en afsmittende effekt sådan, at flertallet altid er suspekt?
»Ja, man tror, at der på en eller anden måde må være falske lodder, når man kan nå til en aftale. Samtidig med at der er kommet en slags hellig holdning til, at politik skal være renfærdig. Politik er jo magt! Og magt kan pr. definition ikke være ren og smuk.«
»Der er selvfølgelig grænser for magtudfoldelse, og de skal jo overholdes, undersøges og kritiseres af andre myndigheder, af pressen og den offentlige debat. Men magt og magtfordeling og magtindflydelse og styring og kontrol og regulering som et samfund jo også består af det er jo noget med at tvinge viljerne, og det er ikke altid lige skønt.«
Tvang og regulering og skat... Hvordan gør man det attraktivt? Og afkald... Hvis jeg f.eks. bruger medicin, er det jo i min interesse at få så meget som muligt af det betalt?
»I virkeligheden er det fantastisk nemt. I gamle dage hvornår det så end sluttede var det sådan, at hvis man ville have noget mere som et fællesskabsgode, måtte man også gå med til at betale noget mere i skat.«
»Men der er jo også en anden vej. Nemlig at man simpelt hen opgiver reguleringen og indfører minimalstaten.«
Vi er ideologi løse
Sådan at de penge, jeg sparer i skat, kan jeg selv købe medicin for og så spare lønnen til administrationen?
»Præcis. Det er ikke min vej, altså den amerikanske model, men det er den diskussion, jeg mangler. Fra borgerlig side har man jo drevet diskussionen om liberalisering meget vidt og lovet borgerens frigørelse fra staten men ikke engang selv støttet det. Pengene ligger bedst i borgernes lommer, som mange borgerlige regeringer jo har sagt, og Anders Fogh Rasmussen med sin minimalstatsteori, som han nu er løbet fra... Men hvis man mener, at det er bedst for vores samfund, at man deregulerer og virkelig gør noget ved det, må man jo tage den debat!«
»Som det nu er, er vi jo ideologi-løse, og når man ikke ved, hvor man kommer fra, og hvor man skal bevæge sig hen, er det jo ikke mærkeligt, at man blotlægger sig for alle mulige indflydelser herunder indflydelsen fra Amerika.«
»Det er efter min mening den største trussel mod os, at vi ikke er i stand til at fastholde vores egen kultur. Med en parallel er truslen mod vores religion jo ikke muslimerne, men at vi er ateister selv. Den største landsskadelige virksomhed var, at frakende ideologierne betydning ikke som et helligt skrift, men som nogle brobyggende tanker, som lægger fundamentet for vores samfund. Ellers aner vi ikke i hvilken retning, vi bevæger os i.
