Læsetid: 5 min.

Ny koalition i balanceakt

27. oktober 2000

Sjællands Symfoniorkesters nye makkerpar chefdirigent Giordano Bellincampi og musikchef Søren Bojer Nielsen fortæller om repertoire, identitet og pensionist-underholdning.
Og om at trutte ren røv

Klassisk
Sjællands Symfoniorkester kan af indlysende årsager ikke opvise en forkromet profil som den f.eks. Radiosymfoniorkesteret efterhånden har oparbejdet både herhjemme og uden for landets grænser.
Sjællænderne varetager et omfattende ansvar som Danmarks travleste formidler af musiklitteraturens symfoniske værker til en stor, sammensat befolkningsgruppe på Sjælland med omliggende øer. Derudover spiller orkestret sommeren igennem under navnet ’Tivolis Symfoniorkester’ indtil flere forskellige koncertprogrammer om ugen med få eller ingen prøver.
Orkesteret har efterhånden lært at leve med at skulle fungere i skyggen af indimellem lidet optimale arbejdsvilkår samt musikpolitisk turbulens og usikkerhed. Landsdelsorkestret er i en evig balanceakt mellem sine politisk dikterede forpligtelser og de kunstneriske ambitioner, som et stort, traditionsfyldt symfoniorkester i hovedstaden nødvendigvis må have.
Musikchef Søren Bojer Nielsen og chefdirigent Giordano Bellincampi er den ny, energiske koalition, der overfor koncertpublikum og politiske instanser skal definere Sjællands Symfoniorkesters rolle og ambitioner for de kommende år.
– Kan I beskrive det orkester, I har overtaget ansvaret for?

Vant til at kæmpe
Bojer: »Kunstnerisk står Sjællands Symfoniorkester rigtig godt lige nu. Vi er kommet flot fra start her i efteråret med tre gode koncerter. Der har virkelig vist sig at være noget bygge videre på. Og så kan man jo snakke om alle de økonomiske problemer omkring bevillinger og så videre. Men det vigtigste er jo, at vi kan sige, at vores produkt er i orden, så er det meget nemmere at gå ud til de folk, der støtter os og sige, at de selvfølgelig skal være med til at løfte det her. Vi kan nogle ting, som ingen andre kan. Vi gør nogle ting, som ingen andre gør. Orkestret kan simpelthen ikke undværes i det danske kulturbillede.«
Bellincampi: »Det er jo et orkester, som har en meget lang tradition bag sig og som har en stor alsidighed både i repertoire, stilkendskab og i arbejdsopgaver. Orkestret fungerer jo både som fastboende orkester i Tivolis Koncertsal og som omrejsende orkester – og skal desuden kunne virke som operaorkester, balletorkester, pædagogisk orkester, ja, det hele! Det giver den enkelte musiker alsidighedens styrke. Fordi orkestret altid har været truet, så har musikerne altid været parat til at kæmpe. Det kan man godt mærke i det daglige.«
– Hvad er orkestrets svagere sider?
Bojer: »Orkestret har jo haft en chefdirigent, som var en glimrende musiker, men som måske teknisk set ikke har været den store dirigent. Og der er nogle ting, som man skal arbejde med i et orkester, som ikke helt er blevet plejet i tilstrækkelig grad. Det er noget af det, Giordano må mærke lige nu.«
Bellincampi: »Man kan sige, at der jo er mange orkestre, også Sjællænderne, som repertoiremæssigt i løbet af de sidste 10-15 år især har dyrket de store orkester-ting: Strauss, Mahler, Sjostakovitj osv. Og så der altså nogle musikalske ting, der bliver fejet ind under gulvtæppet. Derfor er mange symfoniorkestre – ikke kun os – begyndt at fokusere mere på det klassiske repertoire som f. eks. Schubert, Mozart, Beethoven og
Brahms. Det er i dét repertoire, man får de største øretæver til prøverne. Det er i de enkle Mozart-satser, at man får afsløret alting og kan arbejde med at kultivere orkestrets klang og frasering.«
– Der er et potentielt ungt publikum, der, som jeg oplever det, holder sig i tre skridts passiv afstand fra koncertsalenes billetluger i misforstået ærefrygt. Hvordan får man dette publikum i tale?

Robådsarbejde
Bojer: »Jeg mener, at der har været en undladelsessynd i mange år i Danmark omkring det at introducere den klassiske musik på en organiseret måde til et nyt publikum. Hovedsynderen, hvis man nu skal være meget polemisk, har været Danmarks Radio – mig selv inklusiv, da jeg arbejdede på Danmarks Radio! Vi skal ud på skolerne og fortælle – de unge skal ind til prøverne og introduceres for musikken på helt anderledes vis, inden de kommer til selve koncerten. Det kan være, at nogle aldrig nogensinde kommer igen, men så skal det være, fordi de har haft en ordentlig chance og derefter siger, at det er ikke noget for dem. Hvis ikke vi gør noget i en fart nu, så ender vi som pensionist-underholdning. Nu skal vi ud og slide for at fange det publikum, som ikke er der. Det er et regulært robåds-arbejde.«
– Er der foretaget konkrete tiltag i forbindelse med de senere sæsoners vigende publikumstilstrømning?

Det modige orkester
Bellincampi: »Sjællands Symfoniorkester er jo traditionelt set ’det modige orkester’ med hensyn til repertoire. Orkestret har i høj grad villet spille ukendte symfonier af ukendte komponister med ukendte dirigenter. Dér tror jeg, at Søren og jeg er enige om, at vi ikke må være så naive at tro, at vi fylder salene op, bare fordi det er Sjællands Symfoniorkester, der spiller det her ukendte repertoire. Vi har prøvet at tilrettelægge de næste sæsoner således, at der er lidt bedre balance mellem det ukendte og kendte repertoire.«
– Står vor egen tids ny musik, som i forvejen er et sårbart punkt, så ikke over for en trussel om at blive endnu mere marginaliseret i koncert-repertoiret?
Bellincampi: »Ikke nødvendigvis. Den ny musik overrasker ofte publikum. For det ny, ikke-indviede publikum kan Per Nørgård faktisk virke mere overbevisende end Carl Nielsen. Jeg er ikke bange for at komme og sælge den ny musik, så længe vi bruger hovedet, når vi programsætter.«
Bojer: »Nu spiller vi her i weekenden et program med et helt nyt værk af Andy Pape og derudover Hartmanns 1. symfoni, som er noget helt, helt andet. Jeg har i denne uge overvejet, om man hellere skulle have truttet ren røv og sat Pape sammen med noget andet ny musik. Vi kan måske ende i den situation, at de folk, der går efter Pape, egentlig ikke gider høre Hartmanns første symfoni. Engang imellem kan det godt være, at man står sig bedst ved at være ren i sin programlægning, hvor man så tager hele turen. Så må vi og kritikerne også kunne finde os i, at der ind imellem sidder 300 mennesker i en sal med plads til 1700. Andre gange skal man så kunne blande tingene, bare værkerne står til hinanden.«

*Sjællands Symfoniorkester med Giordano Bellincampi udsendte i denne uge Carl Nielsens 3. symfoni på EMI Classics (EMI 5571092)

*I aften kan Sjællands Symfoniorkester høres under ledelse af Frans Rasmussen på Gentofte Rådhus kl. 19.30 og i morgen kl. 15 i Tivolis koncertsal. Programmet for begge koncerter er uropførelsen af Papes ’Vølvens spådom’ og Hartmanns 1. symfoni. Solist er mezzosopranen Hanne Fischer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu