Læsetid: 6 min.

Den nye husmor

6. oktober 2000

Husmoderen er genopstået i en tvekønnet skikkelse, der studerer datomærkning og etik, fedtprocenter og energimærkning, og snart går vi alle sammen på Nettet med vores helt individuelt designede forbrugeragent: Vi er mere end nogensinde optaget af det holdningsfaglige. Det helt nære er blevet politiseret

Qlummen
Tv-stationerne har med striben af forbrugerprogrammer fanget, hvad tallene fra husholdningsseminarierne et stykke tid har signaleret: At husholdning er in. Rødstrømperne gjorde det ellers i 70’erne af med husmoder-værdigheden – de stemplede hjemmet som et kvindefængsel og samarbejdede med industrien om en gennemgribende befrielse. Det var efter min opfattelse et helt nødvendigt kvindepolitisk greb, selvom jeg i dag betragter husmoderarbejde som overordentligt – og meget mere – nyttigt end dengang i 50’erne, da jeg i en udskilt pigegruppe i kælderen på Nykøbing Mors Folke- og Realskole lærte at fremstille fløjlsgrød og at vride en karklud. Vi lærte også – af en stout kvinde iklædt kittel og kappe – at pudse vinduer med aviser, at rengøre et køkkenskab og at føre et pertentligt husholdningsregnskab. Præget som alle var af 50’ernes smalhals, gik hele øvelsen ud på at få så meget ud af de (formodede) få håndører, vi som husmødre ville få til rådighed. Ligesom 40’ernes vareknaphed stadigvæk farvede holdningen: Vi skulle pine råvarerne til det yderste, så ville ingen andre, slugte lærerinden selv eksempelvis begge fiskens øjne i demonstration af den rette husmodergejst.
Faget hed husgerning – en lidt højstemt benævnelse for et arbejde, der godt nok på det tidspunkt blev taget alvorligt. Hør bare et tekststykke fra Lilly Sivertsen og Elsa Hellstrøms skolebog Mad og plan for den lille familie:
»Plan og system: Læs opskriften og hele anvisningen grundigt igennem. Planlæg arbejdet. Find ud af hvilke redskaber, der skal tages frem.
Hold orden: Brug grydelapper. Husk smageske. Tør op så snart der er spildt. Kom straks vand i brugte skåle og gryder. Ryd op efterhånden. Sæt på plads.
Undgå spild. Brug fadskraber. Pas tiden. Spar gas og elektricitet. Indøv gode arbejdsstillinger og brug kræfterne rigtigt.«
Der var ikke meget af dagens sanselighed endsige glæde med i skolekøkkenet, hvor vi i øvrigt tilberedte hver sit lille måltid ved egen skammel og gasblus, mens synlige såvel som usynlige farer truede. Som det hedder i den samme bogs afsnit om køkkenhygiejne:
»Renlighed er en god ting. Og det gælder ikke mindst i et køkken. Dersom det kun drejede sig om den synlige snavs, ville det ikke være så svært at gennemføre renligheden. Men køkkenhygiejne er tillige en kamp mod den usynlige verden af mikrober, gærceller og skimmelsvamp, som kan ødelægge vore fødevarer og være genstand for forgiftninger.« Som de for øvrigt altid kan og er – uanset om husholdning er på mode eller ej.

Lige nu er husholdning – efter en politisk død periode – på vej ind igen. Selve husmorbegrebet kan alt efter temperament siges at være dødt eller redefineret. Jeg går ind for det redefinerede, alene fordi ord som »husmor,« »husholdning« og »husholdningsfaglighed« er vidunderlige ord, der repræsenterer et højst relevant indhold og derfor fortjener at blive befriet fra et udtjent kønsstempel. Netop på det punkt går det forbløffende godt – det husholdningsfaglige er en decideret trend, og vi er vidner til en helt ny bevidsthed – den forbrugerpolitiske. Hvad enten denne avis vil det eller ej (Information beskæftiger sig tilsyneladende nødig med den udvikling), er det ikke mindst gennem forbruget, den almindelige dansker i dag udtrykker sig politisk.
Vi er i hvert fald mere end nogensinde interesseret i at spise sund mad – vi er blevet bevidstgjort om, at vi i høj grad selv er herrer over, om vaske- og rengøringsmidler og personlige hygiejneprodukter udover at gøre os selv, vores tøj og hjem rent skal forulempe eller skåne miljøet, og vi er – hvis sandheden skal frem – også inderligt interesseret i at vide, hvordan man fjerner en rødvinsplet fra sine yndlingsbukser, får lus ud af håret på den yngste eller hvilke rettigheder, vi har, hvis en nyindkøbt sofa krakelerer, første gang vi sætter os i den. For ikke at tale om, når brugtvognsforhandleren snyder de sidste sparepenge ud af grisen, eller vi køber en energimærket fryser, der ikke lever op til mærkningen og dermed vores tillid.
Vi er apropos køkkenhygiejne mere end nogensinde optaget af at bekæmpe salmonella. Vi fokuserer med ny energi på aflejret kalk (den skal væk!) og vil gerne holde møblerne lige så pæne som de øjenbryn, vi plukker og de messingstager, vi pudser. Husholdningsfagligheden er kommet i kurs samtidig med (og monstro der ikke er en indbyrdes sammenhæng), at husmoderen er blevet kønsløs, og man ser både kvinder og mænd pumpe cykler, forhandle kassekreditter hjem og kloge sig i diverse ekspertgrupper.
Vi har på den baggrund fået skabt ikke bare den sanselige og interesserede forbruger, men også den bevidste og kritiske, der står i Netto, Prima og Føtex og studerer datomærkning og fedtprocenter. Hun er også interesseret i historien bag varen. At lade ungerne spille fodbold med en bold, der er fremstillet af Tredje Verdens-landes fattige på samme alder, er for disse forbrugere out of question. Og hvis legetøjet i en Happy Meal er produceret af kinesiske børn, er det goodbye til McDonalds’.

De kvikkeste virksomheder er begyndt at udvikle etiske retningslinier – om få år vil enhver kunne gå på Internettet og se, hvordan en vare er fremstillet. Har virksomheden et miljøregnskab, er der taget hensyn til dyrevelfærd og er menneskerettighederne – også børns – blevet overholdt? Det bliver højst sandsynligt også sådan, at vi hver for sig kan designe vores helt unikke stik-i-rend-dreng: En personlig agent, der kan søge Internettet igennem og fortælle os, hvad vi ud fra vores helt individuelle forbrugerprofil bør købe. Er du f.eks. kun interesseret i varer, der er miljøvenlige og energimærkede og produceret ud fra strenge etiske normer, er det de svar, der popper op på din skærm.
Regeringens erhvervspolitik går – så vidt jeg kan se – ud på at friste den kritiske forbruger og den kvalitetsbevidste virksomhed til at falde i hinandens arme ud fra en forståelse af og ønske om, at begge parter kan profitere af et gennemsigtigt, stabilt marked. Netop gennemsigtigheden er afgørende i disse år, hvor grænserne åbnes, og selv ikke et folketing har mulighed for at regulere markedet.
Det var da også den erkendelse, at det ikke længere er nok at beskytte forbrugerne, der i sin tid fik politikerne til at beslutte at nedlægge Statens Husholdningsråd. Det skete ved årtusindskiftet og handlede vist også om, at nogle SF’ere fandt husholdningsbregrebet og institutionen i særdeleshed gammeldags. Jeg skal nok vare mig for at dømme i den sag, eftersom jeg arbejder i den organisation, som blev skabt ved begravelsen: Forbrugerinformationen. Her nøjes vi med at glæde os over den ny husholdningsfaglige interesse og forbrugerpolitiske bevidsthed, fordi motiverede forbrugere gør den opgave lettere, der er vores: At levere uvildig, gerne dokumenteret information, der kan sætte den enkelte forbruger i stand til at overskue et sæt ofte komplicerede informationer og foretage det valg, der for netop den individuelle forbruger er det mest fornuftige. Både sundhedsmæssigt og økonomisk.
Med hensyn til den beskrevne udvikling har min holdning har altid været, at det ikke er tilstrækkeligt at bede til de rette guder – man skal også opføre sig ordentligt her, hvor livet leves. Det er med andre ord sympatisk at tage ansvar for den globale udvikling, men det er paradoksalt nok ikke nok.
Og skulle en enkelt være irriteret over den ny fokusering på det materielle, kan man vælge at tolke og glæde sig over den samtidige politisering af også det helt jordnære.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her