Læsetid: 4 min.

Ofelia under isen

26. oktober 2000

Poul Nakskovs bog om Tove Meyers poesi frister til at ønske sig en anden bog end den foreliggende

Forfatterskab
Det problematiske ved at skrive en større analyserende afhandling om Tove Meyers (1913-1972) poesi, som den sympatiske Paul Nakskov har gjort, ligger i den simple kendsgerning, at der ikke er så meget at forklare i digtene. Hvad der står, står der og kan tilegnes umiddelbart. Hvilket ikke nødvendigvis indebærer, at Meyers digte er flade eller indholdsløse eller endimensionale, tværtimod, man kan få musik ud af dem, ikke swing, men blues i lange baner.
Om digtet »Mismod førte mig til dette hus« (fra gennembrudssamlingen Havoffer fra 1961) skriver Paul Nakskov sammenfattende: »Det slående er (...) individualismens grundsituation, som den tidligt artede sig for hende: helt alene, helt sig selv, værende til stede i et stykke natur i dets afgrænsethed, men vendt mod det åbne rum, den uendelighed hun bestandig havde for sit indre blik og bestandig længtes imod. Som hun kunne søge i dybet af sig selv, hengive sig til i drømmens form, føle som en eros-opstigning eller som den kalden – fra havet, fra de mørke fyrres susen, fra en forunderlig fløjtetone i altings inderste – der visionært varsledes, når vildgæssene drev deres kile hen over himlen«. Eksemplet kan gælde som karakteristik også af Paul Nakskov, hvis stil ofte forfalder til det langthenrullende og har mindelser om både Martin A. Hansen og Paul la Cour.

Digter-han
Interessant er det, at ingen anden end Helge-som-en-rejselysten-flåde-Rode var Tove Meyers første mentor, og der er da også meget efterslæb i hendes to første bøger Guds palet og Efter regn, der griber helt tilbage til Stuckenberg og Johannes Jørgensen og er til overmål forsynet med omvendte ordstillinger og det lille ord »ej«, som burde være gået ud af sproget med Johannes V. Jensen eller i hvert fald med Poul Henningsen. Her sporer man den unge kvindelige lyrikers ærbødighed for de store mandlige digtere (som f.eks. nævnte Rode), der sikkert uden at vide det, var med til at forhale enhver radikal modernisering af den danske poesi – med få undtagelser – til langt op i 50’erne. Meget symptomatisk omtaler Tove Meyer selv altid digteren som en han – også når hun taler om sig selv og sin egen poesi. Man sidder og bliver helt ekstrabegejstret for den gennemførte kvindefrigørelse!
Ingen bør undre sig over, at det først og fremmest er kvinder, der har taget Tove Meyer til sig. Sammen med den jævnaldrende Bodil Bech fører hun Edith Södergrans lidenskabelige dødsfjende-hjertenskær-poesi ind i dansk litteratur og understreger gang på gang, at i elskovsspillet og kærligheden er den sørgelige udgang givet fra starten: Han stikker af med en anden, hun sidder tilbage med smerten. Men det behøver ikke nødvendigvis føre til, at den lyriske jammerkommode køres i stilling, både hos den store finlands-svensker og hendes danske proselytter herunder Hulda Lütken er der næb og klør, når det drejer sig om lidenskaben:

Der er længsel
En kragelængsel
Længsel af mørkt metal

Krage
Vil sove
I sortblå skove -

Dér flyver den tavs
Mod nat.

Det er også interessant i Brudlinier (1967) og den nævnte Havoffer at se en tydelig påvirkning på Tove Meyers digte af Thorkild Bjørnvig. Det gælder ikke blot de firelinjede, rimede strofer, som klinger af »Stjernen bag gavlen«, det gælder også de eros-thanatos tekster, som ofte bliver tankepoesi med lidenskaben som et glødende kul i midten, et androgynt sammenfald i kærlighedsmødet, hvor smerte og henrykkelse forenes og kosmos åbner sig:
Skønt fremmed og fjendsk fra
min
Svovlbidte rod min
forkalknings
Sneglehus må jeg råbe: Du
herinde
Syng da og elsk mit
Mørke træd gennem væggen
ud berør
At Du i mig og jeg i Dig er én, én
Sandhed sammensmeltning
stof til
Ånd. Min glædes blomstring
ung og
Gennembrydende, min smerte
brændende
Som lys i en rolig hånd.

Tove Meyers skæbne var tragisk, en gammel anoreksi afsatte neurotiske spor, som til sidst udviklede sig til psykose. Hun druknede sig under isen i en sø, lå som om hun ville sove, en forfrossen Ofelia.

Digtene er bedre
Det er fristende at sige om Paul Nakskovs bog, at man hellere ville have haft en anden, en mindre floromvunden, mindre snakkesalig, mere kritiskkærlig. Der er alt for mange sætninger af denne art: »Digtets rum vokser ud af enkelthederne«, »Digtet har da associerende referencer til den religiøse, den dybdepsykologiske, og den mystiske erfaringsverden«. »Fire digte følger efter, at form ret så forskellige, hentet ind fra forskellig tilblivelsestid, men bragt sammen i et forløb, der i den ydre motivverden går gennem efteråret mod vinteren og i den indre tematik markerer et opbrud fra den nærhed og livsfylde, sommeren stod for.« Og lirumlarum katten gør æg.
Jeg ved, det er en syg anmelderskik at efterlyse andre bøger end den, man har for sig, og det vil jeg i sidste ende heller ikke. Jeg har ind imellem haft fornøjelse af Nakskov (selvom han kalder Frejlif Olsen Frejlev). Men da der som sagt ikke er så forfærdelig mange fortolkningsmæssige ben i Tove Meyers poesi, synes jeg man skal opsøge hende selv og lægge øret - om ikke ydmygt - så dog opmærksomt til hendes vers. Ind imellem er hun svær at sluge: patetisk, overkogt, kantet, umusikalsk, men når hun er bedst synger skovene både foran og bagved, og begrebet ’kvindelyrik’ opløser velsignet sig selv.
Kunstnerisk beskriver hendes karriere en overgang, hun er et transitfænomen, og prisen hun betalte kan forekomme alt for høj. Men som ræven sagde, da man flåede den, alting er en overgang.

*Paul Nakskov: Mit mørke Dit lys. Requiem for tiden og havet. En bog om Tove Meyers digtning. 369 sider illustreret. 250 kr.Odense universitetsforlag. Syddansk universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her