Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

30. oktober 2000


Socialdemokrat hopper af til SF
*SF optog på sit hovedbestyrelsesmøde i går den afhoppede socialdemokratiske euro-modstander Mogens Ove Madsen. Afhopperen er medlem af Nibe Byråd og vil her fremover repræsentere SF.
I en udtalelse i forbindelse med partiskiftet beskylder Mogens Ove Madsen Socialdemokratiet for at være trukket til højre i EU-politikken, hvilket efter hans mening har efterladt et »vakuum mellem Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj« ... som det vil være naturligt for SF at udfylde.

Stærk kritik af boligmangel
*Efter Lejernes Landsorganisations opfattelse er det en skandale, at der i år 2000, 55 år efter krigens afslutning, stadig er boligmangel for den store økonomisk svagt stillede befolkningsgruppe. Inden for lejebolig-området findes ingen ledige lejligheder, og der er lange ventelister overalt i landet.
I en udtalelse fra LLO’s kongres i Vingstedcentret i Vejle peger organisationen på, at grundlaget for en tryg bolig er ved at være på retur.

Enhedslisten holder fast i finansforlig
*Trods stor uenighed i Enhedslistens hovedbestyrelse står partiet fast ved sit forlig med regeringen om ældrepakken. Det oplyste Frank Aaen efter gårsdagens hovedbestyrelsesmøde.
»Der har været meget uenighed om finansieringen af ældrepakken, og kommunikationen mellem folketingsgruppe og partiet var ikke optimal, da vi stod midt i eurovalgkampen, indrømmede Frank Aaen.
En af kritikkerne fra hovedbestyrelsen, Jacob Nico-laisen, sagde efter mødet, at ledelsen havde fået en næse.
»Vi har givet vores forhandlere en lærestreg. Det er ikke heldigt, at Enhedslisten deltager i et forlig, hvor man bagefter skal ud og lave lappeløsninger, som det har været tilfældet her,« sagde Jacob Nicolaisen til Ritzau.

Storm hærger i Filippinerne
*Mindst ti personer døde, 221 blev såret, og der savnes fortsat 25 mennesker, efter at den tropiske storm, Xangsane, skabte død og ødelæggelse på sin vej over Filippinerne. Det oplyste embedsmænd i går.
Ifølge landets civilforsvar er næsten 30.000 personer i flere provinser blevet evakueret til mere sikre steder i forbindelse med kraftige over-svømmelser.
»Vandet er nu nået op til taget på vort hus, og vi behøver hjælp,« lød det fra en desperat husmor tidligt i går til en radiostation i hovedstaden Manila.

Bevægende afsked med folk fra Kursk
*Sørgende familiemedlemmer sagde i går farvel til de 118 russiske sømænd, der mistede livet på ubåden Kursk. Ved en bevægende mindehøjtidelighed på den russiske flådebase Severomorsk var pårørende, ansatte i flåden og repræsentanter for det officielle Rusland samlet for vise de døde den sidste respekt. Kursk sank i Barentshavet den 12. august.
Samtidig forlød det, at flere omkomne var bjærget søndag morgen fra ubåden. Hvor mange, det drejede sig om, blev ikke oplyst. Nyheden om flere bjærgede blev modtaget med blandede følelser blandt de godt 80 tilstedeværende familiemedlemmer. Mange var lettede, mens andre var kede af at holde mindehøjtidelighed uden alle bjærgede.

Chok over ligfund i Elfenbenskysten
*Fundet af en massegrav i Elfenbenskysten skal nu efterforskes. Elfenbenskystens nye indenrigsminister, der tilså massegraven lørdag, lovede at morderne ville blive forfulgt og straffet. Der er fundet omkring 50 lig i graven, der ligger i en skov udenfor den vigtigste by, Abidjan.
»Retfærdigheden skal sejre. Der er ingen, som vil have gavn af, at morderne ikke bliver straffet, hvem de så end er,« sagde indenrigsminister Emile Boga Doudou og kaldte drabene »barbariske.«
Han tilføjede, at han var chokeret over fundet.
Tidligere premierminister Alassane Ouattara har anklaget medlemmer af det paramilitære gendarmeri for at skyde og dræbe unge mænd.

Moderat vinder valg i Kosovo
*LDK’s leder, Ibrahim Rugova, udråbte i går sig selv som vinder af lokalvalget i Kosovo. Ibrahim Rugova, der er den moderate, nationalistiske leder for partiet LDK, Kosovos Liberale Demokrater, kom med sin meddelelse på basis af foreløbige resultater, at hans parti har vundet 60 pct. af stemmerne ved lørdagens lokalvalg i Kosovo.
»Det er meget vigtigt at understrege, at dette valg har fundet sted i en fredelig og demokratisk atmosfære. Ifølge de foreløbige resultater har LDK vundet 60 procent af stemmerne i Kosovo,« sagde Rugova til journalister i hovedbyen Pristina.
Hvis disse tal bekræftes, betyder det en overvældende sejr for Rugova over hovedkonkurrenten ved lokalvalget, Hashim Thacis Kosovos Demokratiske Parti (PDK).
Thaci er forhenværende politisk leder for den nu officielt opløste Kosovos Befrielseshær (UCK).

Storfangst af illegale indvandrere
*Marokkansk politi opbragte lørdag to skibe i Gibral-tarstrædet og anholdt 78 ombordværende, der havde planer om illegalt at rejse ind i Spanien, oplyser det marokkanske nyhedsbureau, MAP.
34 af de anholdte var marokkanere, de øvrige 44 var fra andre afrikanske lande.
Lørdag pågreb græsk politi 70 illegale indvandrere, hovedsageligt afghanere, der var blevet opdaget i to lastbiler i Peloponnese-regionen, oplyser politiet.
Indvandrerne og de to lastbilchauffører er indbragt på en politistation i byen Korinth.

Stor demonstration mod nynazisme
*Omkring 25.000 mennesker deltog lørdag i en demonstration i Düsseldorf mod højreekstremisme, oplyser arrangørerne.
Der var mindre sammen-stød, og mindst en politimand blev såret, da en gruppe af demonstranter kastede sten mod politiet.
Demonstrationen kom efter en ny bølge af voldelige overfald gennemført af højreekstremister.
Det seneste overfald fandt sted lørdag i Rostock, hvor skinheads malede et hagekors på kroppen af en tiårig dreng efter at have gennembanket ham og to andre børn på henholdsvis 14 og 16 år. Alle tre ofre blev indbragt på hospital.

Indiske politikere angriber Israel
*To tidligere indiske premierministre angreb i går deres lands regering for ikke åbent at have fordømt Israel for at begå »uhyrligheder« mod palæstinensere. V. P. Singh og H. D. Deve Gowda krævede, at Indiens regering åbent fordømmer Israels aggressive fremfærd.

Barak kunne ikke danne ny regering
*Forhandlinger i går mellem Israels premierminister, Ehud Barak, og den højreorienterede oppositionspolitiker Ariel Sharon om dannelse af en national kriseregering blev afbrudt efter få timer. Det rapporterede israelske radiostationer, som gav meningsforskelle vedrørende Sharon’s krav om vetoret i relation til den mellemøstlige fredsproces og sikkerhedspolitiske afgørelser som baggrund for afbrydelsen af forhandlingerne.I går døde tre tidligere sårede palæstinensere, og det bringer antallet af dræbte under urolighederne op på cirka 150.

Uroligheder under Tanzanias andet flerpartivalg
*Valgstederne i Tanzania slog tidlig i går morges dørene op. Nogle steder, som på Zanzibar, dog med flere timers forsinkelse, da valgmaterialet tilsyneladende var forsinket.
I alt 10 millioner vælgere kunne i går stemme på præsident, parlament og lokalråd, mens folk på Zanzibar ydermere skulle vælge deres egen præsident og medlemmerne af Repræsentanternes Hus.
Forsinkelsen på Zanzibar fik oppositionens præsidentkandidat, Seif Shariff Hamad, til at rase. Han og andre vælgere stod i kø i fem timer ved et af valgstederne, før de kunne afgive deres kryds til præsidentvalgtet på de delvist selvstyrende øer.
Shariff Hamad sagde, at vælgerne var blevet nægtet at stemme, og at han havde meget lidt tiltro til valget. På Zanzibar har oppositionen tidligere klaget over uregelmæssigheder i forbindelse til valget, såsom manglende stemmesedler og manglende spalteplads og taletid i de statsdrevne medier.
I Tanzania er Mkapa og hans regeringsparti, som har domineret den politiske scene siden uafhængigheden i 1961, favorit til at sikre sig yderligere fem år ved magten i det østafrikanske land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her