Læsetid 6 min.

OVERBLIK

12. oktober 2000


Volden i Mellemøsten er aftagende
*Efter møder med Ehud Barak i Israel og den palæstinensiske leder Yasser Arafat rejste FN’s generalsekretær Kofi Annan sent i går til Beirut for at bane vejen for en løsladelse af de tre israelske soldater, som søndag blev taget til fange af den muslimske
Hizbollah-milits. Arafats ordre om at standse urolighederne blev de fleste steder efterlevet, men krisen i Mellemøsten er stadig alvorlig. To palæstinensere blev i går dræbt i sammenstød efter begravelsen af en jødisk bosætter nær Nablus.faf

Milosevic-allierede sætter modangreb ind
*Tilhængere af den afsatte jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic satte onsdag et modangreb ind, da den serbiske regering meddelte, at den vil fortsætte trods en tilsyneladende aftale med den demokratiske opposition om at vige pladsen for en overgangsregering frem til et parlamentsvalg i december.
Det rapporterede radioen i Beograd med henvisning til oplysninger fra repræsentanten Branislav Ivkovic fra Milosevic' socialistparti. Samtidig har den serbiske premierminister taget kontrol med indenrigsministeriet, som politiet hører under, meddelte den uafhængige radio B-92. Den overraskende vending gav frygt for ny politisk uro.
»Den serbiske regering vil fortsætte med at regere i republikken, eftersom den blev valgt til et fireårigt mandat, så den er den eneste, der kan træffe lovlige beslutninger,« rapporterede B-92.
»Den vil også ignorere alle beslutninger fra de såkaldte krisekomitéer,« hed det videre med henvisning til den nye præsident Vojislav Kostunicas midlertidige administration. Milosevics støtter siger desuden, at opposiotonen har anstiftet vold og uorden.
Serbiens Demokratiske Opposition (DOS) advarede om, at Milosevic' allierede, som består af socialister og ultranationalistiske radikale, spilder deres tid med forhalingsmanøvrerne, og at de atter vil få den folkelige vrede at mærke, hvis de nægter at hjælpe med at arrangere nyvalget i december.

Fritidshjem slipper for besparelser
*Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), piller nu spareforslagene af bordet og bøjer sig dermed for de strejkende københavnske pædagogers pres.
Et nyt udspil, som overborgmesteren vil forsøge at finde flertal for hos Enhedslisten og SF, betyder, at indskrænkningerne af morgenåbningen og sommerferielukningen af de københavnske fritidshjem er droppet.
Dermed er der også udsigt til, at strejken, der har varet siden 19. september, nu stoppes.
Kramer Mikkelsens forslag betyder, at de nævnte områder slipper for besparelser både næste år og i 2002. Samtidig lægger overborgmesteren op til, at forældrene i fremtiden selv skal tage stilling til, om der skal være åbent på fritidshjemmene i morgentimerne.
»Jeg forestiller mig, at vi sætter en proces i gang, hvor det er børnenes og familiernes behov, der bliver styrende for indretningen af tilbuddene om morgenen. Så kan vi i Borgerrepræsentationen gøre status over forsøget i starten af 2002 med henblik på at bruge erfaringerne fra forsøget, når vi forbereder budgettet for 2003,« siger Kramer Mikkelsen.

Regeringen laver hvidbog om EU
*Regeringen har besluttet at lave en hvidbog om dansk EU-politik, fortalte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) onsdag Folketingets partiledere under et møde om EU.
Ifølge det oplæg, Poul Nyrup Rasmussen lagde frem på mødet, skal hvidbogen »give det bedst mulige grundlag for en samlet dansk europapolitisk debat«.
Hvidbogen skal kortlægge de spørgsmål, der tegner sig som centrale temaer på den europæiske dagsorden efter Det Europæiske Råd i Nice.
Hvidbogen kan udgøre et godt udgangspunkt for de kommende års diskussioner i Danmark med henblik på at sikre en aktiv dansk linie i EU, står der i det oplæg - Danmark og Europa - som Poul Nyrup Rasmussen præsenterede for partilederne.
Artikler på forsiden og side 4

Finanslovsaftale skal genforhandles
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) må genforhandle finanslovsaftalen med SF og Enhedslisten. Det sker, efter at Venstre og Kristeligt Folkeparti har nedlagt veto mod den del af pakken, som skal garantere fattige familier fripladser til skolefritidsordningerne i alle landets kommuner.
Det kan Venstre og de kristelige gøre, fordi de har et gammelt forlig med regeringen om folkeskolerne. Denne uges røde delforlig er et brud på den aftale. Derfor har de borgerlige partier fået vetoret over første del af Mogens Lykketofts finanslov.
Enhedslistens finansordfører Frank Aaen er klar til at justere ældrepakken, så der tages højde for det borgerlige veto. Skolefritidsordningerne fylder kun 15 mio. kr. af pakkens samlede pris på 1,5 mia. kr. Regeringen havde advaret Enhedslisten om, at der var et gammelt forlig om skolerne, som kunne forstyrre. Frank Aaen mener, at der kan findes en ny løsning på fredag, når Enhedslisten skal til næste runde forhandlinger om finansloven.
Mogens Lykketoft raser over de borgerliges blokade af delforliget. Han betragter ikke sagen som afgjort. Han advarer Kristeligt Folkeparti og Venstre om, at de ikke kommer med i resten af finansloven, hvis de ikke giver sig på spørgsmålet om skolefritidsordningerne.

Strid om tjekkisk atomkraftværk
*Myndighederne i Tjekkiet krævede onsdag, at nabolandet Østrig øjeblikkeligt afslutter en blokade af de to landes fælles grænse, som miljøaktivister har oprettet i protest mod åbningen af et tjekkisk atomkraftværk kun 50 kilometer fra grænsen til Østrig. Tjekkiet har advaret om, at det vil rejse sagen i EU, hvis blokaden, der har forstyrret grænsetrafikken i seks dage, fortsætter. I en erklæring fra det tjekkiske udenrigsministerium hed det, at Tjekkiet vil rejse sagen i EU, hvis ikke blokaden afsluttes onsdag. Østrig, der er en arg modstander af atomkraft, har advaret om, at det kan forsinke Tjekkiets indtræden i EU, hvis ikke Tjekkiet kommer med garantier for sikkerheden på det omstridte atomkraftværk i Temelin.
I erklæringen fra det tjekkiske udenrigsministerium erkendte Tjekkiet Østrigs ret til at protestere, men Tjekkiet advarede samtidig Østrig om konsekvenser, hvis blokaden fortsætter.

EU godkender mediegigant
*Mediegiganterne Time Warner og America Online fik onsdag EU-Kommissionens tilladelse til at fusionere og dermed skabe et mediefirma med en samlet værdi på over 1.000 milliarder kroner på betingelse af, at det nye selskab skærer forbindelserne til Europas største mediekoncern, tyske Bertelsmann.
America Online (AOL) arbejder sammen med Bertelsmann på flere projekter omkring distribution af musik via internettet, og det er disse projekter, som Kommissionen kræver, at den nye gigant trækker sig fra. Da de to amerikanske mediegiganter talrige gange har lovet ikke at monopolisere det globale marked for digitale medier, mener EU-Kommissionen ikke, at der er yderligere hindringer for, at de to selskaber skulle få lov til at gå sammen.
Trods EU-Kommissionens accept af fusionen, er det fortsat ikke sikkert, at America Online og Time Warner får endeligt lov til at gå sammen. De strikse amerikanske monopolmyndigheder har endnu ikke givet deres tilsagn.

Pornokanal kan fortsat sende
*Københavnere med hang til porno kan fortsat få stillet lysten på Kanal København. Det står klart efter et møde i Det Fælles Fjernsynsnævn, hvor man bl.a. nåede frem til, at selskabet bag pornoudsendelserne, TV 2000, nu tilsyneladende overholder i hvert
fald to af tre regler, som kanalen var anklaget for systematisk at overtræde.
»Ifølge flere af nævnsmedlemmerne sender TV 2000 nu først porno efter midnat. Samtidig er de tilsyneladende også begyndt at overholde reglerne om, hvor stor en del af sendetiden der må fyldes med reklamer,« siger næstformanden i nævnet, H. Thustrup-Hansen.

Hjælp på vej til alkoholikere
*Alkoholikere skal hjælpes ud af deres misbrug og ikke afvises med lange ventetider til behandling. Indsatsen skal især samles om de svageste alkoholmisbrugere, som gennem de sidste år er blevet svigtet i takt med, at amterne har nedlagt døgnbehandlingspladser. Samtidig er der politisk flertal for at støtte de omkring 60.000 børn, som skønnes at leve i hjem, hvor mor og far drikker for meget.
Ifølge formand for Folketingets sundhedsudvalg, Yvonne Herløv Andersen (CD), er der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne bred politisk enighed om, at der fra årsskiftet skal tilføres amter og kommuner ekstra penge til alkoholbehandling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu