Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

19. oktober 2000


Direktør udpeget til center for ligestilling
*Bestyrelsen for det nyoprettede Videnscenter for Ligestilling har udpeget den 52-årige Karen Sjørup til direktør for centret. Dermed er centret klar til at gå i gang med arbejdet med at indsamle og formidle viden om kønspolitiske spørgsmål inden for alle områder af samfundet. Karen Sjørup, der er sociolog og lektor, kommer fra Roskilde Universitetscenter, hvor hun de seneste fire år har været prorektor. Videnscenter for Ligestilling blev sidste år oprettet ved lov i Folketinget og skal bl.a. holde øje med, om det offentlige lever op til ligestillingslovgivningen. ida

Præsidentkandidat afvist fra tv-debat
*Det er ikke alle amerikanske præsidentkandidater, der får lov at deltage i de store, landsdækkende tv-dueller op til præsidentvalget.
Og det er Det Grønne Parti's præsidentkandidat, Ralph Nader, blevet godt sur over.
Han blev endnu engang nægtet adgang til tv-debatten tirsdag mellem Bush og Gore, og det fik den erfarne advokat til at true med et nyt sagsanlæg mod den kommission, der står for præsidentdebatterne.
Nader, der ifølge meningsmålingerne har seks procent af stemmerne, har allerede lagt sag mod arrangørerne af debatten, fordi de nægtede at lade ham deltage i den første debat i Boston for to uger siden.
»Det er et brud på borgerrettighederne, og det bliver kommissionens sidste debat. Den har monopol på medierne og de politiske partier,« sagde Nader, der foreslog at lade ikke-partipolitiske grupper sponsorere debatterne i fremtiden.
Han og en anden præsidentkandidat, Reformpartiets Pat Buchanan, blev ekskluderet fra de tre planlagte debatter. Begrundelsen har været, at de begge havde mindre end 15 procent af stemmerne.
Leder på forsiden og artikel side 7

V udleverede oplysninger om S
*Venstres pressechef har ifølge TV2 Nyhederne udleveret hemmeligtstemplede papirer om Socialdemokratiets problemer med at holde på vælgerne. Det drejer sig om et oplæg til, hvad den socialdemokratiske top kan gøre for at standse vælgerflugten. Et oplæg, der var til ren internt brug, men som i fredags blev præsenteret som undervisningsmateriale på Københavns Universitet. Det skete i forbindelse med en forelæsning under ledelse af Venstres pressechef, Henrik Qvortrup.
Op til en gæsteforelæsning med medierådgiver og administrerende direktør i firmaet Cobrus Michael Christiansen rundsendte Qvortrup en e-mail vedhæftet to af Cobrus' fortroligtstemplede oplæg til en fokusgruppeundersøgelse for Socialdemokratiet. Qvortrup bekræfter i en skriftlig kommentar til TV 2, at han har uddelt de fortroligtstemplede papirer, men at det er sket efter aftale med Michael Christiansen.

Sharon vil ikke i regering med Barak
*Den israelske oppositionsleder Ariel Sharon har droppet forhandlingerne med statsminister Ehud Barak om at danne en national samlingsregering. Det oplyste en talsmand for Sharons Likud-parti onsdag. Det palæstinensiske oprør på Vestbredden og i Gaza er baggrunden for diskussionerne om at sammensætte en national samlingsregering. Sharon var manden, der udløste urolighederne, da han gennemførte et stærkt provokerende besøg på Tempelbjerget i Jerusalem, hvor to af islams helligste moskeer ligger.
Tema side 4 og 5

Ekspert: Færøerne er en nation
*Færøernes landsstyre med landsstyresmand indenfor selvstyre – Høgni Hoydal – i spidsen, har nu fået en eksperts ord for, at den lille ø-gruppe er at regne for en selvstændig nation. Og at Færøerne derfor også har ret til udenom den danske regering at henvende sig til internationale organisationer såsom FN og NATO.
Det er den islandske ekspert indenfor international ret, Gudmund Alfredsson fra Lunds Universitet, der bl.a. har arbejdet en del år i FN, som er kommet frem til denne konklusion, og det er sket på baggrund af en henvendelse fra Høgni Hoydal, der har udbedt sig en redegørelse for, hvorvidt Færøerne er en nation. Høgni Hoydal agter nu at orientere internationale organisationer om den islandske eksperts vurdering.

Milliardhjælp på vej til Indonesien
*Trods kritik fra Verdensbanken, kan Indonesien regne med at få de næsten fem milliarder dollar, landet har bedt om at få i støtte. En gruppe udenlandske donorer har lovet at afsætte 4,8 milliarder dollar til næste år. Det svarer til godt 42 milliarder danske kroner. Pengene, der tildeles i form af lån og tilskud, skal hjælpe med at holde Indonesiens trængte økonomi flydende.
Løftet om donorhjælp er blevet kritiseret af Verdensbanken og andre store donorer, der kritiserer den indonesiske regeringens håndtering af situationen på Vesttimor. Her blev tre FN-ansatte myrdet i sidste måned af en milits, der støtter styret i Jakata.

Muslimer vil slutte sig sammen i råd
*Danske muslimers ønske om at få en muslimsk gravplads får dem nu til at prøve at slutte sig sammen i en fælles repræsentation. Hamid El-Mousti (S), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og som i flere år har arbejdet for, at muslimerne får deres egen gravplads i nærheden af Storkøbenhavn, har inviteret 30 muslimske organisationer til et møde på lørdag i et forsøg på at skabe et dansk islamisk råd.
»Eftersom vi lever i Danmark, må vi følge danske regler og danne en forening, ellers opnår vi ingenting. Vi vil gerne have et talerør, der kan tale på alles vegne,« siger Hamid El-Mousti til Kristeligt Dagblad. Han ønsker et muslimsk råd, der kan kæmpe for danske muslimers rettigheder. For eksempel ønsket om gravpladser og mulighed for at navngive muslimske børn andre steder end på kirkekontoret.

Estrada risikerer rigsretssag
*Filippinernes præsident, Joseph Estrada, risikerer at blive stillet for en rigsret. Oppositionen fremsatte onsdag et krav om, at præsidenten stilles for en rigsret. Estrada anklages for at have modtaget millioner af dollar for illegalt spil. Præsidents folk sagde, at Estrada var i ’kampform’, og at han ville modbevise alle beskyldninger. Flere hundrede demonstranter, der protesterede mod Estrada, gik på gaden onsdag for at støtte en rigsret. Politiet i Manila var i højeste beredskab, da større demonstrationer senere på dagen var varslet. Anklagen stammer fra en af Estradas gamle venner, en provinsguvernør, der i sidste uge hævede, at han havde afleveret næsten 70 mio. kr., til Estrada.

Flere SiD'ere vælger efterløn fra
*Antallet af SiD'ere, der vælger at sige nej til at betale efterlønsbidrag, stiger dramatisk, skriver SiD's fagblad Fagbladet. Nye tal fra forbundets a-kasse viser, at andelen af SiD-medlemmer, der har fravalgt efterlønsbidraget på et år er steget fra 10,5 til 12,4 procent. Det svarer til næsten 4500 medlemmer.

AIDS-fond vil stoppe Tvind
*AIDS-Fondet vil ikke forveksles med Tvind, og derfor vil fondet på et møde næste uge kræve, at Tvind holder op med at bruge det internationale symbol for kampen mod aids – den røde sløjfe – ved pengeindsamlinger. Mødet kommer efter, at lærere og elever fra Tvinds danske institutioner har været på gaden for at samle penge ind til kampen mod aids i Afrika. Tvind mener at kunne stoppe aids-epidemien på tre år, hvis man samler tilstrækkeligt med økonomiske midler. Ved Tvinds første indsamling fik AIDS-Fondet opringning fra mange, der ikke var klar over, at Tvind stod bag indsamlingen.
»Vi er ikke glade for, at de bruger sløjfen som symbol ved deres indsamlinger. Folk skal være klar over, om de giver til AIDS-Fondet eller til Tvind,« siger direktør Henriette Laursen, AIDS-Fondet.

Minister mangler rotter
*Der mangler rotter til det landsdækkende program, der overvåger, om de utiltalende gnavere er ved at udvikle resistens over for rottegift. Årsagen er besparelser og igangværende forhandlinger mellem Miljøstyrelsen og Fødevareministeriet om, hvordan den såkaldte resistens-monitering skal tilrettelægges og finansieres. Det har ramt den regelmæssige levering af rotter til undersøgelse i år, oplyser oplyser Fødevareministeriet i et svar, som miljøminister Svend Auken (S) har ladet gå videre til folketingsmedlem Jens Vibjerg (V). For at imødekomme mangelen på rotter, har personale fra Skadedyrslaboratoriet tage rotter med hjem, når de ansatte er ude at tilse feltprojekter, men det har altså ikke været nok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her