Læsetid: 10 min.

Den paradoksale virkelighed

27. oktober 2000

Suzanne Brøgger indkredser tabet af den gamle verden i sine essays fra 1990’erne. Der er absolut blevet sat noget i stedet, nemlig en digital strøm, siger hun i dette interview, men man kan ikke erstatte de tabte værdier

Interview
Når man læser Suzanne Brøggers essayistik fra de seneste ti år i sammenhæng, opdager man, at hendes skrift er gennemtrukket af én bestemt fornemmelse, en følelse af, at noget uigenkaldeligt er ved at ske eller allerede er sket.
De samme spørgsmål stilles igen og igen fra nye vinkler:
– Er der sket noget uigenkaldeligt med kulturen?
– Er det sket for længst, uden at vi har opdaget det?
– Er vores civilisation under afvikling?
– Mangler vi et sprog for forandringerne?
– Hvad er det, vi ikke forstår?
og endelig:
– Hvordan definere et historisk vendepunkt?
Sejd hedder samlingen, der udkommer 7. november på Gyldendal, og dét er oldnordisk for trolddom. Men i stedet for at kaste runer, er det nærmest lyskastere eller søgelys, Suzanne Brøgger benytter sig af. Igen og igen afsøges hendes grundspørgsmål fra forskellige vinkler. Hun betragter kulturen gennem andre kulturer. Hun undersøger tænkende ånders reaktioner, og hun opfatter hverdagens tildragelser som symptomer. Der skal blot en lille bevægelse til, før virkeligheden springer i symbol for hendes øjne.
Kan hun slet ikke lade være med at betragte virkeligheden på den måde?
Suzanne Brøgger svarer med et modspørgsmål:
»Hører det ikke til professionen, til at være kunstner?« siger hun. »Jeg tror, jeg ellers ville være meget psykisk belastet over hele tiden at finde sammenhæng i tilfældighederne, skabe mønstre af det, der sker.«

Meningen
– Det er jo egentlig en magisk måde at opfatte verden på?
»En barnlig måde, ja. Den hører vist hjemme omkring otte-års-alderen,« smiler Suzanne Brøgger.
»Men jeg er i stand til at træde ind og ud af den oplevelsesmåde,« tilføjer hun.
»Jeg kan vælge frit. Hvis jeg kommer for sent til toget i Slagelse, så siger jeg ikke til mig selv, at det nok ikke var meningen, at jeg skulle til København i dag. Jeg sætter mig og venter på næste tog.«
»Det ændrer dog ikke på, at det eksempelvis gør et voldsomt indtryk på mig at læse avis. Jeg kan ikke bare bladre overskrifterne igennem. Verden henvender sig med en stærk virkelighed, der kræver fortolkning.«
»Mit ideal er at være vågen, det er noget, jeg har øvet mig meget på gennem mit liv.«
– Til sammen giver dine iagttagelser det indtryk, at der i dine øjne er sket noget uigenkaldeligt med vores kultur?
»Næsten hver dag sker det jo, at man ikke kan genkende verden. Det, der gav mening i går, er meningsløst i dag.«
»Der kommer sikkert mange spændende tekniske og kosmiske oplevelser i fremtiden. Men at man har levet i en tid, hvor en Villy Sørensen i ubrudt linie har kunnet trække en visdomslinie tilbage til fem tusind år før Kristus med Zarathustra, Buddha, Kongfutse og Pythagoras op via Seneca og Erasmus af Rotterdam til Oprør fra midten i 1980’erne med en sammenhæng mellem den enkeltes natur og universet, den åndsform, tror jeg, er uigenkaldeligt tabt.«
»Fra et eksistentielt synspunkt gør det vel ikke noget. Man kan jo godt leve i det flux, som den moderne globaliserede verden udgør; man kan godt genskabe verden hver dag, ligesom man i Østen hver morgen skaber en sandmandala uden for sin dør og hver aften fejer den væk igen.«
»Men når man selv er blevet formet i den gamle verden, kan man ikke lade være med at reflektere over de tab, der følger med, hvormed jeg ikke mener, at man bare skal brokke sig. I mange tilfælde er det jo samtidig en frigørelse, en befrielse. Men man kan undersøge det.«

Ny skæbne hver dag
– Dine betragtninger er alligevel fyldt at beklagende formuleringer som at ’vi har overskåret forbindelsen mellem hjerte og hoved’. Det kan vel knap være positivt ment?
»Udviklingen er hele tiden paradoksal. For hvis på den ene side forbindelsen mellem hjerte og hoved synes overskåret, så har der på den anden side aldrig været så mange mennesker, der har brugt tid på at udvikle sig selv!«
»Engang var ens formning fastlagt ved fødslen; i dag skal man ikke bare forme sit eget liv. Man skal nærmest lave sin skæbne hver morgen, hvilket er ganske krævende! Den europæiske civilisation har hvilet på en opbygning af personligheden, men i vores tid har det vist sig, hvor afhængig personlighed er af det ydre samfund: Klasse, uddannelse, værdigrundlag. Og nu, da det er smuldret, får vi en digital strøm i stedet, hvor man ikke er fælles om ret meget. Man kan endda selv skabe og redigere, hvad man vil påvirkes af. Det efterlader ikke meget til fællesskabet.«
»Engang var man fælles om de objektive kendsgerninger, der var ting, man måtte forholde sig til sammen. Nu opfattes tilværelsens fælles vilkår som private problemer – som Erik Skyum-Nielsen så træffende skrev i en leder forleden.«
»Så skulle man jo tro, at de indre faktorer kunne overtage pladsen, hvis de ydre faktorer ikke sætter betingelserne, men i og med at fabrikationen af individerne er blevet en individuel affære, så kan man ikke engang regne med, at vi har vores frygt og vores angst placeret de samme steder.«
– Hvordan hænger det sammen med, at mennesker finder hinanden over længere afstande end nogensinde tidligere. I dag kan man finde en kæreste i Australien via chat på Nettet, og mange gør det?
»Udviklingen er paradoksal. Det er problemet ved at udgive en bog som Sejd. Det er sidste gang, jeg kan gøre det, fordi verdens kompleksitet er blevet for uoverskuelig. Uanset, hvad man siger, kan man lige så godt hævde det modsatte.«

Det tabte
– Men du mener, at nogle værdier er gået tabt, uden at der er blevet sat noget i stedet?
»Der er absolut blevet sat noget i stedet, men man kan ikke erstatte de tabte værdier. Der er blevet sat globalisering i stedet for dannelseskulturen. Det, der er centralt for samfundets erkendelse af sig selv, kan samfundet ikke længere erkende. Især ikke i Danmark, hvor nationen jo er delt på midten, men jeg tror det gælder for alle nationalstater, at de har fået svært ved at føre en fælles samtale.«
»Det er en helt ny verden, der skal skabes, man kan ikke taget noget for givet af det, man er vokset op med af almen lærdom. Og den nye verden er også en verden af meget skrøbelige identiteter.«
»Alt det, vi hele tiden taler om, at vi vil bevare, er for længst tabt. Nationalstaten, den danske identitet, den danske velfærd. Men hjernen halter bagefter virkeligheden. Verden er totalt forandret, men jeg tror først, at det er mange årtier efter, man kan beskrive, hvad der sker. Så vidt jeg ved, er det først nu, at historikerne er begyndt at skrive, at nationalstatens ære var slut i 1945.«
»Vi har kun set toppen af isbjerget, hvad angår eksempelvis immigration. Ingen vil kunne styre det. Men det betyder ikke, at vi kan sige, at vi vil have en anden virkelighed – eller en ’dansk’ virkelighed,« påpeger Suzanne Brøgger og tilføjer, at det eneste danske, hun vil kæmpe for at bevare er sproget.
»Der forsvinder et sprog om dagen. Det er lige så slemt som at dyrearterne forsvinder.«
– Hvad mener du, man skal stille op med mindreårige, der voldtager voksne kvinder?
»De skal på opdragelsesanstalt! Hvilket ikke behøver at være negativt. Da jeg skulle med toget i Slagelse, så jeg fire indvandrerdrenge, der lå på bænkene og sov. Klokken var ti om formiddagen, så de havde formodentlig været oppe og ude hele natten. Forældrene kan ikke klare dem, det er blevet forældrene, der er afhængige af de unge, fordi det er dem, der har tilgangen til det danske samfund – som imidlertid afviser dem.«
»De skulle have nogle steder, hvor de kan lære og blive opdraget, så de ikke var til så stor – ulejlighed for andre.«

Det kapitalistiske demokrati
– Du forsøger at indkredse den moderne virkelighed ved at se på den igennem fremmede kulturer som Japan og Thailand, men også et så ueksotisk land som Schweiz?
»Da hele den socialistiske utopi faldt, mistede verden også en opposition, og måske går der mange årtier, før en ny opstår. Derfor ræsonnerede jeg, at eftersom oppositionen var faldet væk, så lad os da se på, hvordan et fuldt udfoldet kapitalistisk demokrati fungerer – med håndsoprækning på torvet, og folkeafstemninger i ét væk .«
»Schweiz er også et land, hvor mange sprog og mange nationer sameksisterer, et land der har opfundet Røde Kors – og i øvrigt er fædreland for en lang række åndspersoner.«
»Hvis sejrherren ser sådan ud, så lad os da se, hvordan skyggen fra paladsbanken falder, hvad de menneskelige omkostninger er.«
– Hvad syntes du?
»Bortset fra de helkriminelle problemer omkring pengevask og bankhemmeligheden, så minder schweizernes mentalitet mig om den danske. Ligesom danskerne tror de, at de er perfekte.«

En eksportvare
– Må du rejse et andet sted hen, for at erkende vores egen kultur?
»Jeg må have et fremmed blik på omgivelserne. Jeg tror også, det var derfor, jeg slog mig ned på landet. For mig var det så fremmedartet, at det var udlandet,« erklærer Suzanne Brøgger og minder om, at hun også selv er udlænding. Hun kom først til Danmark, da hun skulle i gymnasiet.
– Dine iagttagelser af asiatiske kulturer fylder en del i bogen. Hvad fandt du ud af?
»De lande har de samme problemer som alle andre med, hvordan de skal være med i den globale verden. Jeg tror, at den seriøse, radikale politiske kamp i dag står om at prioritere mellem udstødningen af de fattige lande og udstødningen af de fattige inden for de rige lande.«
»Men problemet forekommer uløseligt. På den ene side er vi trods alt fattigere på et andet niveau end de fattige lande, men på den anden side oplever jeg en grovhed og en grimhed i det samfund, der tegner sig, en tendens til, at kun de rige har værdi. Man vænner sig til, at der er nogen, der ikke har det. Vi har næsten vænnet os til, at folk ikke er rigtigt værdifulde, hvis de ikke har været i tv. Hvor får mennesket sit menneskeværd fra i sådan et samfund?«
– Det virker, som om du værdsætter japanernes måde at omgås på?
»Japan er det mest fremmedartede, jeg har oplevet. Jeg lærte ’kompartmentalisering’, altså at opdele verden i en lang række bestanddele, der ikke er forbundne.«
»Vi vil gerne integrere vore erfaringer, vi tror, at vi bliver stærkere og klogere ad den vej. Men japanerne mener, at de bliver det ved at fortrænge, adskille og holde sig rene indenfor deres adskilte rum. De får en ro af det, men deres etiketteverden er til gengæld anstrengende. Man skylder hele tiden noget – et af deres talrige ord for tak betyder ’åh, denne frygtelige følelse’!«
»Deres modtræk er hele tiden at opdele. En gammel meditationspraksis går ud på at lade som om, man er død. Hvis de eksempelvis skal op til eksamen: ’Lad som om, du er død, så får du 13,’ siger de. Jeg ser det som en slags stressbesværgelse, ligesom deres varme bade, som de hele tiden tager. De renser sig hele tiden for den smuds, de har fået på sig i ét rum. Så er de rene, og kan gå til det næste. Det må være meget anstrengende at være japaner!«
– Siger det noget om vores kultur?
»Jeg kunne godt forestille mig, at det er i den retning, verden går. Japanerne har intelligent forstået at sameksistere med mange forskellige verdener uden at blande dem sammen. De kan drikke sig fulde og synge karaoke om fredagen med armen om livet på chefen, og mandag eksisterer det ikke, hierarkiet er opretholdt. Og de har været i stand til at leve med atombomben. Hvis de virkelig havde udøvet kulturkritik, kunne de ikke leve på den måde, de gør; de er intellektuelle overlevere. Spørgsmålet er, om det er en eksportvare? Men er det ikke hvad alle lande ønsker, at kunne indoptage hvadsomhelst og alligevel forblive sig selv?«
– Din bog munder ud i et mere tidløst, men også meget konkret lille stykke om floder?
»Jeg længes altid efter floder. Når jeg kommer til en by, finder jeg straks floden – jeg har set mange floder! Næsten udtørrede med små strømme imellem stenene; og floder hvor klematis og kaprifolier hang ned over bredderne. Det bliver mere og mere klart for mig med årene, hvor meget floden betyder.«
»Måske opfatter jeg den som en metafor for livet. Dér ser man det affald, der bæres videre; man ser alt det, der synker til bunds. Floden myldrer af liv, og alle æder hinanden og lever af hinanden. Ved floden kan man fiske, og man kan bade. Ved floden kan man opleve, hvad livet indebærer.«
»Måske kan man bade i den samme flod to gange. Men er det så den samme person, der bader?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu