Læsetid: 4 min.

Poesi som trøst og længsel

28. oktober 2000

Hvor mange genstande går der på en bog? Svaret er én...

Aha-poesi
Publikum i den tæt pakkede sal i Den sorte Diamant ventede på fortsættelsen, men den kom ikke. Det var ved premieren på Claus Bohms film, Digter, om 90’ernes danske litteratur. Ingmar Lemhagen, den svenske deltager i paneldiskussionen om filmen, havde medbragt en bog af en yngre svensk poet, Ola Julén, som han lige syntes, han ville læse lidt op fra, for her var en poet, som var helt, helt anderledes.

Jag vet inte hur jag
ska kunne forklare det här för dig.

Disse linjer var, hvad Lemhagen havde læst. Man ventede, at der så alligevel kom en forklaring. Eller en forklaring på, hvorfor der ikke kom en. Et lidt længere digt i det mindste. Efter en kunstpause bladrede Lemhagen videre til næste side, og der gik et samlet smil gennem forsamlingen. Nu forstod man, at pointen var, at der ikke var mere.
Det var der så på de følgende sider. Teksterne var alle på en eller to linjer.

Mina dikter, mitt liv
är inte levande.

Mit liv er ikke levende! Det kunne stå som undertekst for hele samlingen. På den næste side stod der et skamløst hjertesuk:

Jag längtar så efter en flicka.

Her var end ikke forsøgt at behandle sætningen i poetiske vendinger. Bare lige ud ad landevejen. Jeg savner en kvinde. Lemhagen bladede igen.

Den rumänske situationen.

Denne var nok en af de mest sigende ved ikke at sige noget. Som et rudiment, en løsreven sætning, hørt i radioen eller tv’et, sådan i forbifarten. Noget, man burde interessere sig for, men ikke orker, fordi man er så deprimeret selv, at den rumænske situation rager en en papand, fordi – som der også står et andet sted – dagen mest handler om, hvordan man kommer igennem den.
En lyrisk minimalisme, skrevet fra et psykisk nulpunkt. Alligevel lo man under oplæsningen jævnt hen, men ad den poetiske frækhed, Ola Julén havde lagt for dagen ved at turde skrive så abrupt fragmentarisk, så anderledes en bog. Selvom den havde fortvivlelsens grundfarve.

Et bedre liv
»For mig er poesien trøst. Den er trøst og længsel,« skrev Ola Julén i en artikel i Dagens Nyheter (27. feb.). Han redegjorde for sine tanker om poesien og verden. »Vi lever i en kultursfære, hvor flere og flere områder af menneskelivet koloniseres af markedskræfterne,« og han citerer Joe Strummers sang: »Water froze in the/Generation/.../There aint no need for ya.«
Bogens titel, Orissa, er navnet på en delstat i Indien. I en linje udtrykkes en længsel efter Indien, i dette tilfælde altså længslernes land, selvom det mest er et bedre liv, der længes efter. Jag sitter fast, som skrevet står. På en hel side.

Pulvere af modstand
Ved sin anderledeshed har bogen vakt en vis opmærksomhed i det litterære Sverige. Bogen er stort set blevet endog meget vel modtaget af anmelderne. Lars Norén har kaldt Juléns korte digte for »små pulvere af modstand.« Men er det digte? Det kan man også diskutere (»monoton og plat,« skrev en anmelder), men sådan set er det lige meget. Den er et samlet sårbart udsagn, som virker i et poetisk rum. Poesien ligger nemlig ikke alene i den enkelte sætning, men måske nok så meget i sammenstillingen – og så det faktum, at man hele tiden skal bladre. Bladringen bliver en afgørende del af bogen, der derved vokser og ikke kun er en vehicle for meddelelse, men selv en ting, en konkret genstand. Samt en happening. Også oplæsningen udvider bogen, så den bliver mere end teksten.
Derved tager Ola Julén tråden op efter den svenske konkretisme, som var i 60’erne med navne som Åke Hodell, Bengt Emil Johnson, Torsten Ekbom og Lars-Gunnar Bodin. Orissa indskriver sig i en række af bøger, også i andre lande, som var bøger på en anden måde end den gængse.

Metafor forbudt
Man ville rense sproget for betydninger, for symboler og metaforer. Ordene var blevet prostituerede, f.eks. i Hitlers mund, i politikernes, men også i tidens øvrige digteres, fordi de blot skrev digte, som lignede forrige generationers. De gled ind i et etableret, kunstigt digtsprog i stedet for at opfinde et eget. Det blev formuleret i en enkelt sætning af Hans-Jørgen Nielsen: »Du må ikke bedrive metafor.«
Sagtens kan man også sammenligne med Duchamps opvaskestativ, der blev stillet op på en piedestal på et kunstmuseum. En grænseoverskridende handling, et brud med de almindelige skulpturer, og som kun fik mening i den referenceramme. Hvilket så ikke betyder, at det opvaskestativ, du har derhjemme, er kunst. Stativet er i dag en klassiker i kunsthistorien.

Genlader ordene
I Ola Juléns bog er ordene ikke renset for betydning. Man kan sige, at den genlader det rensede sprog. Oven i købet i en kombination af bekendelse og konkretisme. En så anderledes bog kræver et særligt forlag, der tør. Det gjorde det lille, stockholmske forlag, Ink, hvis grundlæggere efter to år trak sig tilbage med en happening: De forærede generøst deres forlag til nogen, der ville føre det videre.

Ola Julén: Orissa. 168 s., 80 sv. kr. Med cd: 140 kr. Ink bokförlag, Herkulesgatan 16, SE 111 52 Stockholm. www.inkbokforlag.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu