Læsetid: 6 min.

Poesiens stadige gennembrud

28. oktober 2000

I anledning af den nye udgave af ’Danske digtere i det 20. århundrede’, er redaktøren Anne Marie Mais betegnelse for perioden, ’det formelle gennembrud’, kommet under diskussion

Sprogets registre
Et fællestræk for megen moderne digtning er, at formen, selve udsagnets væremåde, indgår som tema. Man kan beskrive det som en tabt uskyld, ofret på selvrefleksionens alter, men det er snarere sådan, at ingen digtning er uskyldig, da den hviler på et bedrag, på forhånd aftalt med modtageren. Eventyrets formel ’der var engang’ – som egentlig lyder: der var og der var ikke! – er signalet, som man ikke behøver at forkynde hver gang. Det er en formssag. Det moderne er med fra begyndelsen.
»Litteratur er nyheder, som FORBLIVER nyheder,« sagde Ezra Pound mellem mange andre bonmot’er i sin ABC for læsere, oversat af Jørgen Sonne i 1960, dengang vi udmærket vidste og udtrykte den simple erkendelse: At det er ikke det, man siger, men altså måden man siger det på, som er kendetegn for digtning. Lige så opsatte var vi dog på at hævde, at det var nyt i forhold til de ældre og i hvert fald praktiseret af Den ny Poesi i de år.

Gennembrud
At litteratur er sprog, er det simple udgangspunkt.
»Litteratur er sprog ladet med betydning,« sagde Ezra Pound samme sted og tilføjede: »Stor litteratur er simpelthen sprog ladet med betydning til den yderst mulige grænse.«
Her kunne man tro, at han da vægtede indholdssiden af kunsten, men afgørende er betoningen af sprog.
Som modernist havde han denne udprægede materialebevidsthed, der samtidig kan konstateres hos Sophus Claussen, som Dan Ringgård nylig har påvist det med
disputatsen Den poetiske lækage. Det er nu sivet ind, at den moderne poesis vej er brolagt med sprogets materialitet. Lækagens gennembrud? Hvis det ikke var så grimt et ord.
Det formelle gennembrud skete ikke for nylig, men allerede ved opfindelsen af skriften, tegnenes sammensætning. Derfor er det nok, trods en indholdsmæssig fristelse, lidt flot at reservere ideen til de sidste tredive år. Det skal indrømmes, at periodebetegnelser i deres generalitet uundgåeligt er flotheder eller delsandheder.
Hvis jeg skulle insistere på en skepsis ved Anne Marie Mais formel, retter den sig mere mod, at et gennembrud virkelig skulle vare tredive år. Ordet har jo noget momentant og pludseligt ved sig, som et digegennembrud i stormvejr eller et moderne gennembrud som det litterære stormvejr i 1870’ernes første år, der til gengæld fik lange følger.
Et frækkere og flottere forslag til periodens særpræg er Det kvindelige gennembrud, som på flere måder fandt sted netop i 1970 med langvarige følger, litterært, psykologisk, socialt. Aldrig tidligere i dansk litteratur har så megen kvindelig formgivning fundet sted og så megen digtning fundet så mange kvindelige læsere som siden da.
Det er endda temmelig tydeligt markeret på værkets titelblad: Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt. En morsom markering af spændvidden mellem den thorupske episke bredde og den hesselholdtske punktualisme. Underrubrikken er en kønspolitisk strategi, som er mere end formel. Og i hvert fald mere rammende end et allerede fremsat modforslag: ’det eksperimentelle gennembrud’, eftersom et sådant har været en fast vane i hvert fald gennem hele det forladte århundrede, og som vil fortsætte, hvis man kan opdrive flere diger at gennembryde.

Musik
Litteratur er sprog. En materialets poesi. Digtningen har et søskendeforhold, om ikke ligefrem et erotisk forhold til bildende kunst og musik. Det gælder syn og hørelse. Anskuelighed og klang. Jeg hører gerne poesi, men læser hellere. Indrelyden danner egne klangbilleder og stemmer.
Og lad mig nu tale om mændene, inden de helt går i glemme.
En af de morsomme og henførende genrer er prosadigtet, en hybrid på linje med raceblandingens fornyende muligheder, symbiosens spiritualitet. Nævnes skal også palimpsestens, transkriptionens og translationens rigdomme. Jeg kan godt lide at læse oversættelser af digte fra et andet sprog, jeg kender. Hvis de er udført med finesse, så under- og overtoner synger med. Det sker at oversættelser er bedre end originaler ved oplevelsen af en sådan sproglig polyfoni.
Opfindelsen af prosadigtet tilskrives Louis Bertrand med hans franske Gaspard de la nuit, udgivet 1842, året efter hans død i Dijon, der også er kendt for sin raffineret krydrede sennep. Det var Baudelaire og Mallarmé, der uegennyttigt pegede på ham som forgænger, selv om hans tekster er mere spøgelsesagtige end moderne (oversat til dansk af Niels Johs L. Iversen, 1980).
Hans »Aftenen på vandet« indleder:
»Den sorte gondol gled langs med marmorpaladserne, som en forbryder, der er ude på et natligt eventyr med en stilet og en lygte under sin kappe.«
Så er vi straks med på eventyret, som er en erotisk dialog i gondolen, der passerer et druknende mordoffer, som heldigvis har skriftet! siger en munk, der dukker op. Og gondolen sejler væk som en forbryder.
Romantisk teater, syn og hullet fortælling. En musik – siden hen transformeret af Tomas Tranströmer til en verbalisering af Liszts klaverstykke Sørgegondolen (1883), der blev komponeret i Venedig, da han besøgte sin svigersøn Richard Wagner. Digtet, der bærer samme titel, er oversat af Peter Nielsen, et digt om to gamle mænd og Cosima – som en gondol tungt lastet med deres liv:
»Udenfor på vandet viser skraldegondolen sig, padlet af to enårede banditter. Liszt har komponeret nogle akkorder der er så tunge at de burde sendes til analyse på mineralogisk institut i Padova... for tunge til at falde til ro, de kan kun synke og synke gennem fremtiden ...«
Det er lykkedes Tranströmer at få akkorderne sendt af, integreret med hans aktuelle, nutidige anfægtelser af uro, drøm, forsømmelser.
Og det er lykkedes at fremkalde synet og lyden af Liszt, der holder havpedalen trykket i bund, så havets grønne kraft stiger op gennem gulvet. Også gennem læserens mellemgulv og hjerteregion.
Det er musik som tema, som venskab, erotik, død og tidløs kunst, men fastholdt i sprogets dybe registre, i prosarytmens egensindige samklange. Pedal, pedal, frem for versfod. Det er en historie, en fortælling, men brudt, afbrudt af syner. Der er mindst lige så mange toner som på den cd, jeg kan finde frem med La lugubre gondola.

Ölands prosarytme
En anden mandlig musikdigter, Göran Sonnevi, har senest udsendt Mozarts Tredje Hjärna og Klangernas bok og forligger på dansk, nylig med Karsten Sand Iversens udvalg, Et usynligt træ (Husets forlag, 1999).
Jeg slår ned på hans digt fra ’Åby, Öland, 1982’, en lokalitet, jeg ynder. Hvad er det der foregår? Man ser Alvaret bredt ud for sig, det øde, indre rum af øen med dets urtidsstemning, som blanker en af til sære syn og tanker:
»Svinekranier, skeletter lagt ud til ørnene på Alvaret i vinterens løb. På timianens rødder vokser nu en lille snylterod, brunt, blegt, lilla blomster. Hvad gør vi for dem der nu forfølges, dræbes i terroren. Mennesker som tager sig retten til at leve i skabende tid. Eller hvad man nu skal kalde det. Alt er konstruktion. Vi likviderer nu alt...«
Vel, det er sat op i knækkede linjer af betydning, som form, men det interessante er prosaens musik, ræsonnementets dumpe smerte, emnekollisionen, natursansningen i sproget, dets musik, som aktiverer skammen, ansvarsrædslen for det gale i verden om os, i ødet af en urtids kalkagtige eksistens.
Det er sprog, det er musik og form, fortælling og ræsonnement, et gennembrud af erkendelse eller en pånøden af indsigt, som poesien til hver en tid kan provokere, når den endelig tager sig an og hjemsøger ikke bare svenske digtere i det 20. århundrede, men også danske digtere, mænd og kvinder før og nu under sprogets formkrævende magt til at fortælle historier – i brudstykker, i forløb eller formationer af det, der var engang, og som gendannes ved digebrud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her