Analyse
Læsetid: 5 min.

Poesigiraffernes debat

12. oktober 2000

Debatten om poesien handler om divergerende opfattelser af, hvad et godt digt er.

Man kan med rette tale om, at der foregår en reel ordkamp i dansk poesi. I gennem længere tid har fronterne trukket sig skarpere, og af og til bliver de synlige i offentligheden. Spørgsmålet om, hvad et godt digt er, står i centrum for diskussionen, der efterhånden har stået på i nogle år.
Skal digtet være et sted, hvor livtag med tilværelsens store spørgsmål står centralt, og hvor vi kan opleve den skønhed, som ellers er svær at få øje på i vore dages cybersamfund? Eller skal poesien tage konsekvensen af, at postmodernismen har slået igennem, hvorfor det ikke længere giver mening at tale højstemt og tro, at det er tidssvarende i dag?
Problemstillingen handler om forskellige opfattelser af kunsten. Er den et absolut sted for de store følelser, eller er kunsten et forum for undersøgelse af og hengivelse til alverdens virvar? Debatten blusser op ved forskellige lejligheder. Tag nu bare mandagens københavnske premiere på Digter, en 48 minutters portrætfilm om ti af 1990’ernes danske digtere. Instruktøren Claus Bohm har lavet filmens billeder, og for interview-delen står Neal Ashley Conrad.
Bohm er først og fremmest kendt for en anden digter-film, nemlig Nattens Engel (1981), som handlede om firserdigterne Michael Strunge, F. P. Jac, Bo Green Jensen, m.fl. Filmen vakte dengang debat her i avisen, hvor Strunge svarede på Erik Thygesens anmeldelse, der bl.a. kaldte digterne for selvhøjtidelige og gav dem tilnavnet Nå-generationen.
I dag fremstår Nattens Engel som et interessant portræt af den tid, hvori lyrikken fik et fornyet boom, og hvor kritikeren Steffen Hejlskov Larsen om firserpoesien skrev, at Orfeus is back in town. Efter 70’ernes overvægt af bekendelseslitteratur var det nu litteratur med stort L, som var i front. Fokus var nu rettet på litteraturens æstetiske muligheder.
»Det er ikke nok at sige: Jeg har det dårligt, du har det dårligt, lad os gå ned at købe flødeskumskager. Digtet skal være et poetisk spark,« som Michael Strunge sagde i en heftig tv-duel med halvfjerdserlyrikeren Lola Baidel.
Det poetiske spark kunne sammenlignes med, hvad der skete i punkmusikken og hos billedkunstens ’vilde’ malere i 80’erne. Kunsten skulle i sig selv være et kraftfuld udtryk og ikke længere bestå af knækprosaiske bekendelser fra hverdagen.

Firserdigterne fik en voldsom eksponering i medierne, der bragte helsides interview og lange anmeldelser. I 1986 begik Strunge selvmord, og generationen mistede dermed ikke kun sin fremmeste fortaler, men begyndte også at opløses som samlet generation. I stedet for at samles om koncerter, ferniseringer og oplæsninger fortsatte digterne deres poetiske projekter på mere individuel vis. I slutningen af 80’erne debuterede en helt anderledes type lyrikere som f.eks. Pia Juul (som igår modtog Beatrice-prisen), Niels Frank, Thomas Boberg og Morti Vizki. Væk var generations-snakken – de nye digtere kunne ikke rubriceres under en samlet betegnelse.
I slutningen af 80’erne etableredes også Forfatterskolen, som Poul Borum var den energiske initiativtager til. Forfatterskolen var egentlig en formalisering af de digtermøder, som i mange år foregik hos Poul Borum, og hvor bl.a. også Søren Ulrik Thomsen, Merete Torp, F.P. Jac, Pia Tafdrup og Niels Frank havde fået respons på deres digte.
Forfatterskolens første årgang talte digtere som f.eks. Christian Bundegaard, Christian Yde Frostholm (hvis seneste udgivelse anmeldes på bogsiderne i dag) og Solvej Balle, allesammen forfattere, som udgav markante bøger i 1990’erne. Da Poul Borum døde i 1996, var det Niels Frank, som overtog rektorembedet for den i dag SU-berettigede uddannelse.

I modsætning til 80’er-digterne blev halvfemsernes forfattere anderledes sværere at indordne under nogen decideret overskrift. I prosaen skete der noget nyt med udgivelsen af Christina Hesselholdts debutroman Køkkenet, gravkammeret og landskabet (1991), som var noget i dansk sammenhæng hidtil nyt. En ’punktroman’ kaldtes bogen, der ikke var traditionelt fortællende, men i lyriske glimt lod tekstens små stykker indgå i en overordnet sammenhæng. Punktromanens form kaldtes minimalisme, og flere nye forfattere udsendte ’små’ bøger i Hesselholdts kølvand. I poesien debuterede digtere som Morten Søndergaard, Janus Kodal, Lene Henningsen, Niels Lyngsø, Naja Maria Aidt, Nicolaj Stochholm, for blot at nævne nogle af de digtere, som er med i Claus Bohms seneste portrætfilm. Disse digtere har været udsat for en del kritik for ikke at kunne matche de kronjuveler som nogen mente, 80’erdigterne repræsenterer i dagens poesi. Sammen med de mange lyrik-debut’er blev også oplæsningsarrangementer et fremtrædende fænomen i halvfemserne. Janus Kodals arrangementer i bl.a. Glyptoteket trak fulde huse hver gang, folk flokkedes om den fælles oplevelse, som man ikke kunne opnå ved at sidde hjemme med læsebrillen på.
Hvad er det så for en hårdt trukket diskussion om poesien, som vi har oplevet flere gange i år, f.eks. i de læse-dueller, som Borgens Forlag arrangerede i KafCafeen tidligere i år, og som altså senest blussede op i forbindelse med mandagens paneldebat om halvfemsergenerationens visuelle portræt? Fløjene i diskussionen repræsenteres både af digtere og af litteraturkritikere. På KafCafeen indledtes duellerne med Informations Erik Skyum-Nielsen og Forfatterskolens Niels Frank.

Opgøret stod om, hvilken type digt som var bedst. Skyum-Nielsens mange artikler om 80’er digterne har i nogens øjne placeret ham som en ’80’er-kritiker’, mens Niels Frank og Weekendavisens Lars Bukdahl ses som repræsenterende det såkaldt ’nye’ i litteraturen. En central figur i den sammenhæng er Søren Ulrik Thomsen, hvis store popularitet og indflydelse, også i universitetsmiljøet har været set som en hæmsko for, at et anderledes litteratursyn har kunnet få gennemslagskraft og anerkendelse. Hvordan ser de forskellige litteraturopfattelser så ud? Frank/Bukdahl-fløjen står for et opgør med ’forfatterrollen’, som de mener er forældet. Poesien skal gerne sabotere ethvert tilløb til pathos, lige som ’den rene form’, hvor velklang og ’eksistensen’ sættes på formel, ses som en anakronisme i vore dages uskylds-tabte verden. Thomsen/Skyum-fløjen anskuer digtet som et mere fortættet udtryk, hvor indsigter om tilværelsen kan absoluteres i en skønhed, som er kunstens vigtige force. I opposition hertil står Bukdahl/Franks sabotage-middel: ironi, leg og en mere uren inddragelse af traditionelt ’poesifjendske’ ord, som f.eks. Radiator. Jan Sonnergaards debutroman fik sit navn, fordi Niels Frank i 1988 udtalte, at han ikke ville bruge dette ord i den digtning, han arbejdede med på dette tidspunkt.
Franks digtsamling Tabernakel fra 1996 repræsenterede et opgør med dette af ham selv fremsatte forbud – ordet ’radiator’ havde fundet plads i samlingen. Niels Franks kursændring fra en minimalistisk skrivevis til en pluralistisk digtning med mange forskellige sproglige genrer skal ses som baggrund for dét poetiske opgør, som han er så ivrig en fortaler for. Hans heftige kritik, også af Claus Bohms film, som Information referede på forsiden i går, får næring af, at han selv har behov for at lægge afstand til sin egen fortid som ’ren’ lyriker. Brydningen mellem den Store Poesi og den Snavsede Digtning ser ud til at skulle fortsætte i 00’erne. Debatten om poesien er måske først lige begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her