Læsetid: 3 min.

Politiet afviste en kandidat

5. oktober 2000

Spot blev føjet til skade, da Ralph Nader fra Det Grønne Parti ikke
fik lov at sidde med i tv-hallen i Boston, selv om han havde en billet. Han havde oprindelig forlangt at dele pladsen på podiet med Bush og Gore

BOSTON – Tv-debatter under amerikanske præsidentvalg er ikke en særlig overbevisende øvelse i demokrati. Det mener Det Grønne Partis præsidentkandidat Ralph Nader, der for tiden står til at vinde mellem tre og fem procent i meningsmålingerne.
Søndag aften tiltrak 66-årige Ralph Nader – verdenskendt forbrugeraktivist og kritiker af erhvervsvældet i USA – 12.000 unge amerikanere til sin brandtale i Bostons største kongrescenter. Det var fjerde gang i dette års valgkamp, at den grønne kandidat mobiliserede over 10.000 tilhængere til en enkel begivenhed – en triumf, som hverken Al Gore eller George W. Bush har overgået indtil videre.
Nader har sammen med Reformpartiets præsidentkandidat Pat Buchanan – vinder af det republikanske primærvalg i New Hampshire i 1992 – protesteret kraftigt imod deres udelukkelse fra dette års tre tv-debatter.
»De to partier er blevet instrumenter for de store koncerner, som ejer tv-stationerne og aviserne, der skriver om valgkampen. Selv den tværpartiske kommissionen, der arrangerer tv-debatter, er et privat selskab,« tordnede Nader under et pressemøde tirsdag eftermiddag på Harvard University.

Der er ikke rimeligt
Under en konference om tv-debatten afholdt tidligere på dagen havde præsident Clintons tidligere medierådgiver, republikaneren David Gergen, kritiseret Ralph Nader for at kræve adgang til en tv-debat, hvor han og Buchanan ville kunne få 50 procent af taletiden.
»Det er ikke rimeligt, når de tilsammen står til fem procent i meningsmålingerne,« sagde Gergen.
Hertil fremfører Nader og Buchanan, at deres lave meningsmålinger skyldes manglende mediedækning af deres valgkampagner.
»Efter at Reformpartiets kandidat Ross Perot fik lov til at deltage i tv-debatten med Clinton og George Bush i 1992, skød hans støtte i meningsmålinger i vejret. Det var et sådant chok for kommissionen, at de ikke længere tør give andre end demokrater og republikanere adgang,« hævder Nader.
»De kan i det mindste give os fem procent af tiden,« sagde Nader til Information.
Det Grønne Partis præsidentkandidat er ikke manden, der giver op uden kamp. På vej til pressemødet blev han stoppet af en ung studerende – Todd Tavares – som tilbød ham sin billet til den kongreshal på University of Massachusetts, hvor tirsdagens tv-debat mellem Bush og Gore skulle finde sted. Nader tog imod billetten med kyshånd og lovede at ville forsøge at komme ind.
Præsidentkandidaten tog så undergrundsbanen, steg af, gik en kilometer til en afspærring og fremviste som alle andre gæster sin billet, der ikke bærer på et navn, og som ifølge kommissionen lovligt kan skifte hænder.
Ikke overraskende var arrangørerne blevet advaret på forhånd og havde anmodet Bostons politi om at afvise den uindbudte gæst. Nader blev sendt retur med bus, men fik inden da nået at trykke næver med et par politibetjente.

Uhøfligt og stupidt
I sit sædvanlige farverige sprog udstødte Nader i desperation: »Jeg havde aldrig troet, at de ville optræde så uhøfligt og stupidt. Det er et typisk eksempel på den slags snigende tyranni, som frastøder flere og flere amerikanske vælgere.«
Under optrinet var Nader omgivet af ca. 2-3.000 unge demonstranter, der var dukket op uden for kongreshallen for at protestere imod hans udelukkelse.
Deres tilstedeværelse passerede upåagtet på amerikansk tv, som hele aften igennem foretrak at fokusere på dysten mellem Bush og Gore og bringe kommentatorers og udvalgte vælgeres reaktion.
Både kandidaterne og ca. 2.000 pressefolk tilbragte aften i en slags sæbeboble – omringet af et stærkt opbud af politi. Ingen journalister havde mulighed for at se Bush og Gore ’in person’ – kun de få, der fik lov at sidde i salen.
I stedet blev pressekorpset placeret i en særskilt bygning i universitetsparken, hvor der var opstillet tv-skærme og gjort ekstra plads til de to lejres særlige ’spinmestere’. Sidstnævnte – senatorer, guvernører, rådgivere – dukkede op efter debatten for at overbevise journalisterne om, at deres kandidat havde vundet.
Tv-stationerne fremstillede naturligvis dysten, som var der tale om en boksekamp. Alle kommentatorer bemærkede i en tone af ærgrelse, at ingen havde vundet på knock-out. De ledte også efter en elegant formulering, der havde afvæbnet modstanderen og som kunne bruges til at afspille igen og igen. Men forgæves. Ikke mindst derfor erklærede de straks dysten for uafgjort.
Fire meningsmålinger offentliggjort sent i går aftes antydede imidlertid, at et solidt flertal af de udspurgte opfattede vicepræsident Al Gore som den mest effektive tv-debattør – kandidaten, der gjorde det største, omend næppe det bedste, indtryk.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her