Læsetid: 2 min.

PRESSEKORT

21. oktober 2000


Historien om jernkansleren
*Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om de sidste to årtiers mest magtfulde person i dansk presse, Ole Scherfig – Berlingske-koncernens bestyrelsesformand fra 1982 til 1999. Den brutale redelighed, hedder bogen, der udkommer den 31.oktober. Scherfig var kendt for sin ligefremhed og gennemslagskraft – og de beskrivelser af med- og modspillere i dagbladsverdenen, som han har givet Kirsten Jacobsen, vil givet vække opsigt.

Everyday er størst
*Gratisavisen Everyday er Stockholms mest læste aften-avis ifølge en undersøgelse foretaget af SIFO Research og Consulting (www.sifo.se), skriver Pressens Tidning.
250.800 svenskere åbner hver dag avisen, som er i direkte konkurrence med løssalgsaviserne Aftonbladet og Expressen på det utroligt hårde Stockholmske marked, hvor der for tiden i alt er fire gratisaviser.
Aftonbladet og Expressen har begge godt 200.000 læsere, mens gratisavisen Stockholm News har 171.000. Den mest læste avis i Sverige er Stockholms udgave af Metro fra Modern Times Group.

Optager for få kvinder
*Danmarks Journalisthøjskole har et kønsproblem. Færre kvinder end mænd kommer gennem nåleøjet ved optagelsesprøven, og det skal der nu gøres noget ved, mener skolens optagelsesnævn, i følge Nyhedsbrevet Dansk Presse. Målet er, at kønsfordelingen på skolen skal afspejle fordelingen ved optagelsesprøven, hvor mændene normalt er i flertal i forholdet seks til fire.
Men på det nystartede 1. semester er det endnu skævere: 65 procent af de studerende er mænd. »Vi har analyseret prøven fra i år for at finde ud af, hvorfor mænd klarer den bedre end kvinder, så vi kan rette op på problemet næste år,« siger DJH’s rektor, Kim Minke.
Kvinderne har i almindelighed sværere ved at svare på spørgsmål om politiske og samfundsmæssige forhold. »Men kommer de først ind på skolen, klarer de sig faktisk en smule bedre end mændene, og intet tyder på, at de bliver dårligere journalister i den sidste ende, siger Kim Minke. DJH har tidligere haft samme problem og blev i 1995 endda anmeldt til Ligestillingsrådet for kønsdiskrimination.

Fyresedler i luften
*Ledelsen på Nordjyske Stiftstidende har efter forhandlinger med medarbejderne foreløbig trukket planen om at fyre mindst 10 journalistiske medarbejdere af omkring 150 tilbage.
I stedet køres der videre med en plan, medarbejderne ellers tidligere havde forkastet. Den indebærer omplaceringer af de ansatte, videresalg af avisens stof til ugeaviserne inden for Nordjyllands Avisselskab, der også omfatter Nordjyske Stiftstidende samt en styrkelse af lokaldækningen generelt. Desuden har de ansatte nu accepteret at udvise løntilbageholdenhed.
Trods det nye udspil kan chefredaktør Per Lyngby ikke helt udelukke, at der kan ske fyringer på et senere tidspunkt. »Her på stedet er der ingen jobgaranti, ligesom der heller ikke er det i den øvrige del af branchen. Og hvis vores marked ændrer sig drastisk, er vi nødt til at gøre noget,« siger Per Lyngby til Ritzau.
De ansatte gennemførte fra tirsdag til onsdag en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, efter at ledelsen havde kastet planen om at fyre mindst 10 medarbejdere på bordet.
Onsdag blev arbejdet genoptaget, og torsdag accepterede de ansatte altså ledelsens oprindelige plan, der bliver iværksat med det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu