Læsetid: 2 min.

Radioavisen for gammel til P3

25. oktober 2000

I kampen om de unge lyttere lukker Danmarks Radio nu Radioavisen på P3 til fordel for nye, hurtigere og mere ungdomsmålrettede nyheder

Radioavisen er blevet for gammel og grå. I kampen for at holde på de unge lyttere lægger Danmarks Radio nu Radioavisen på P3 i graven ved årsskiftet.
Den gamle, næsten pr. definition troværdige radioavis erstattes af et nyt nyhedskoncept, der kommer til at hedde P3 Nyheder.
Essensen er, at nyhederne skal følge kanalprofilen. Det skal gå hurtigt, der skal fortælles anderledes historier, som de unge kan relatere til, der skal appeleres til følelser og lydbilledet skal fyldes op med underlægningsmusik.
»Radioavisen som man laver den i dag, hvor man henvender sig til hele befolkningen, holder ikke længere. Vi skal tage lytterne alvorligt og møde dem, der hvor de er. Den yngre del af befolkningen er meget mere modtagelig for konkret, handlingsanvisende og løsningsorienteret journalistik,« siger redaktør på P3, Henrik Heide, og påpeger, at DR sigter mod at få et meget mere pågående og ungt lydunivers.
Omlægningen af Radioavisen sker samtidig med, at hele sendefladen på P3 ændres pr. 1. januar 2001. Målet er, at holde på de unge lyttere, der igennem de sidste par år, er forsvundet til lokalradioerne.

Professionel lokalradio
Det er en arbejdsgruppe på fem journalister, der i en måned har arbejdet med at finde en nyhedsform, der appelerer til de unge. Arbejdsgruppens resultat er blevet forelagt en række unge forsøgspersoner, der ifølge Henrik Heide har været positive overfor de ’nye’ nyheder.
»Men der var da mange, der var overrasket. Nogle af svarene lød: skal DR virkelig lave den slags. Det lyder som lokalradio, bare mere professionelt,« siger Henrik Heide til Information.
Radioavisen har altid været et af de mest troværdige medier i landet, og Henrik Heide er ikke bange for, at man sætter troværdigheden over styr med P3 Nyheder.
»Vi skal selvfølgelig bevare troværdigheden, men det skal ikke være nogen sovepude. Man må have større ambitioner med sin journalistik end, at det skal være troværdigt. Folk skal jo også have noget ud af det,« siger Heide.
Nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, forsikrer over for Information, at de nye P3 Nyheder ikke kun dækker musiknyheder og andet underholdning, men at de stadig vil dække døgnets vigtigste begivenheder.
»Vi har arbejdet meget med form og formidling, men vi sætter ikke troværdigheden over styr,« siger hun.

Svensk model
De fleste public service- radiostationer i Europa har i dag nyhedsudsendelser rettet mod unge.
I Sveriges Radio producerede man fra 1993 til 1996 nyheder for unge på P3. Besparelseskrav gjorde dog, at man måtte stoppe forsøget, men man gjorde sig nogle interessante erfaringer.
»Vi fandt ud af, at det var vigtigt at gøre meget ud af forståeligheden. At forklare tingene ordenligt og give noget baggrund,« siger programchef i Sveriges Radio, Kjerstin Brunnberg. Hun forventer, at Sveriges Radio snart genoptager ungdoms- nyhedsudsendelserne.
Men det er ikke nok at gøre nyhederne forståelige. Man skal for alt i verden undgå at tale ned til de unge. Det mener medieforsker på Københavns Universitet, Stig Hjarvad: »Unge mennesker er tæt ved at have allergi over for at blive talt til som unge. De føler, de bliver talt ned til. De vil have rigtige nyheder, de skal bare være hurtigere, kortere og mere ironiske,« siger han til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her