Læsetid: 2 min.

Rigtige rige spiser caviar med ’c’

24. oktober 2000

Caviar er ren luksus, der forhandles til skyhøje priser og fortrinsvis indtages på business class

Nogle vil måske undre sig over, at caviar er skrevet med ‘c’ i overskriften herover, men det er faktisk EU, der har besluttet, at rogn fra stør staves med ‘c’, mens rognkorn fra laks, ørred, sild og stenbider skal bogstaveres med ‘k’.
Caviar, den rigtige af slag-sen, får man fra stør. Støren er en mægtig fisk. Den største art bliver op til 9 meter lang og kan veje over et ton.
Dermed er støren verdens største ferskvandsfisk. Den kan dog også leve i saltvand, men når den bliver kønsmoden, vandrer den op i floder for at gyde sine æg. Det er her, mange stør ender deres dage som bytte for fiskere, der tager dem i net for at få fat på den kostbare rogn – caviaren.
Støren kan blive op til 150 år og er længe om at blive så voksen, at den er klar til at forøge familien. Fra 6 til 25 år tager det. Derfor er støren ekstra sårbar over for rovfiskeri.
90 procent af verdens caviar stammer fra størfiskeriet i Det Kaspiske Hav, som er en 1.200 km lang og 300 km bred sø – verdens største.
Alle landene omkring Det Kaspiske Hav leverer caviar: Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og Aserbajdsjan. Men størstedelen af caviaren kommer fra Rusland, hvor man især fanger støren i Volgas enorme floddelta – et område på størrelse med hele Danmarks areal.
I Nordamerika fandtes støren tidligere i så rigelige mængder, at USA i slutningen af 1800-tallet kunne forsyne Europa med caviar. Men med industrialiseringen blev størens levesteder ødelagt.
I Europa har støren været talrig i tyske og franske floder, og selv i Danmark har der været sporadiske fangster af stør i bl.a. Vejle Å, Skjern Å og Odense Å.
De tre mest udnyttede størarter leverer forskellig caviar: Beluga, osietra og sevruga. Caviaren kan være sort, grålig eller gylden, og farven afhænger af størens alder, og hvad den har spist.
Finest er beluga-caviaren, der kommer fra den enorme belugastør, der kan veje op til 1,2 tons.
For et år siden kostede russisk caviar i snit 4.000 kr. kiloet. Siden er priserne røget i vejret, så kiloprisen nu nærmere er 10.000 kroner.
Af udseende ligner caviar små kugler i gele. Caviar smager friskt af hav, og man spiser den hovedsageligt som forret eller appetizer på små russiske boghvede-pandekager (blinis) og gerne i den gammelkendte playboy-kombination: Champagne og caviar.
Siden zartiden har russisk caviar været forbeholdt den del af folket, der bevæger sig i samfundets allerøverste lag.
Og sådan er det fortsat.
Men det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, at halvdelen af al russisk caviar bliver fortæret i godt 10 kilometers højde. Ikke på verdens højeste bjerg, men om bord på business class, hvor der diskes op for denne verdens jetsettere og jakkesæt på forretningsrejse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu