Læsetid: 3 min.

Rock

24. oktober 2000

*Poul Krebs samler karrieren på en plade, der nok er gearet til at ende under juletræet, men samtidig giver et fint indblik i sangskriverens kvaliteter.
Han er sådan en som os, og synger om sådan no’en som os. De stille eksistenser bliver fint belyst af Krebs, som kan være både loyal og nærgående. Han er dog altid på de knuste hjerters side.
Det minder lidt om eventyr er en god titel. For Krebs besynger den potentielle lykke for og i enhver. Selv når ensomheden ligner heldagsregn og er lige så gennemtrængende.
Dobbeltalbummet er en god påmindelse om, at Krebs faktisk skrev blivende sange før gennembruddet. F.eks. »Morgendagens Tåber«, og der er vel ikke noget at indvende mod udvalget, bortset fra, at en overset perle som »Gone, Gone, Gone« godt kunne have været afpudset. Tre nye sange er det blevet til. Af dem lyder »Aldrig Sig Aldrig« dog lidt for meget som en kendingsmelodi til en patientforening.
Den anden cd i sættet er liveoptagelser. Det er ikke Krebs første, men bedste liveplade, hvor især Per Chr. Frost fylder med sit guitarspil, og hvor Krebs brillerer med sin evne til både at være forsanger for alsangen og få selv den øllede del af publikum til at holde kæft, når det kræves.
Det gør det tit i disse sange. Og lydhørheden lønner sig på dette forbilledligt indpakkede album, hvis booklet giver plads til Mads Kastrups fint registrerende portrætessay.

Poul Krebs: Det Minder Lidt Om Eventyr. Producere: Poul Martin Bonde m.fl. Sony

Forsyningssikre
*Big Fat Snake spiller fortsat forsyningssikker amerikansk midterstribe-rock af den slags, der har udstyret bandet med eviggyldigt klippekort til festivalerne.
Running Man rummer skridsikre sange, sunget lidt for affekteret af Anders Blichfeldt, og så alligevel er der hist og her sprækker i den effektive ensformighed, når keyboardspilleren Pete Repete mindes sin countryrockfortid(!), som på »Need Another Lovesong«.
Peter Viskinde, den kompositoriske dynamo, kører sideløbende en solokarriere, som kulminerer med et livealbum fra Midtfyn. Viskindes force er hans traditionsloyale engagement, og en djærv elguitar af den gamle, men tidløse slags. Han får nyt ud af travere som »Baby, Let Me Follow You Down«, og leverer smukke versioner af egne sange som »Turn To You,« på en cd, som nok ender i udsalgskasserne, men ikke sælger ud.
Big Fat Snake: Running Man. Producer: BFS. Mega.
Peter Viskinde: Live 2000. Producere: Viskinde & Jacob Langkilde, DR. Uwaki.

Charmerende bagatel
*De sidste mange år har Paul Simon forsøgt at komme på talefod med den fælles globale puls. Inciterende, ja, fornyende, har det været indimellem, men der er blevet langt mellem de kompositoriske snapse fra ham, der gav os »Bridge Over Troubled Water«.
You’re The One lanceres som en ikke-konceptuel plade. Det er ’bare’ en samling sange. Simons atmosfæreskabende stemme er i topform, og den underfundige, skævt metriske »Darling Lorraine« lyder som en født klassiker, men hvor er den melodi, som bevidstheden ikke vil slippe? Det er meget elegant og rytmisk elastisk, men det er og bliver en charmerende bagatel fra en mand, tilfreds med det, han har nået.
Paul Simon: You’re The One. Producer: Paul Simon. Warner.

Shu-bi-dua light
*Vi elsker rock, synger Shu-bi-dua på deres 117. album. Da de godt ved, at det er længe siden rocken har elsket dem, synger de det som en opera light. Typisk for dem: De tager det let. Dette års »Sexchikane« hedder »www,« og sådan er det hele vejen i denne hybrid af et karlekammer for reklametekstforfattere og en feriekoloni for jingleproducenter. Som for at betone, hvor ligegyldig denne anmeldelse er, er cd’en øjeblikkets mest solgte.
Shu-bi-dua: 17. Producer: Shu-bi-dua. CMC

Gåsehudløst
*Lionel Richie har aldrig været den mest produktive, men dette er hans andet album på to år. Overskuddet er til at tage og føle på en plade, der forlader de politiske over- og undertoner på forrige udspil, og giver sig (selv)nydelsen i vold.
Ingen kan som Richie kombinere hengivenhed og lidenskab. Han nøjes ikke med at synge ballader. Han udlever dem på den mest indlevede måde. De hippe kan så skændes om, hvorvidt han er moderne eller ej. Jeg ved kun, hvad min gåsehud fortæller mig.
Lionel Richie: Renaissance. Producere: Lionel Richie m.fl. Island.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her