Læsetid: 4 min.

Det romantiske moderne

19. oktober 2000

Friedrich Schlegel kunne meget vel kvalificere sig til titlen: Det sidste universalgeni

Filosofi
Man siger ofte, at det sidste universalgeni var Leonardo da Vinci – måske fordi vi inderst inde ønsker et så anstrengende fænomen rykket så langt bort i historien som muligt. Men det er nu ikke helt rigtigt. Den tyske digter, kritiker og filosof Friedrich Schlegel kunne – i det mindste i parløb med sin bror August – meget vel være kvalificeret til titlen.
Skønt Schlegel’erne mest er kendt som stiftere af (og stort set enebidragydere til) de litterært-filosofiske tidsskrifter Lyceum og Athenäum, der omkring år 1800 indvarslede den tyske romantik – en af de vigtigste bevægelser i moderne litteratur og filosofi – kan man blandt deres øvrige bedrifter i flæng nævne småting som de to brødres udgivelse af de første oldindiske religiøse tekster, som betød startskuddet til hele det 19. århundredes historiske sprogvidenskab.
Eller Friedrichs banebrydende studie af den gotiske arkitektur, der foregreb sådanne kæmpeånder som John Ruskin og Marcel Proust, såvel som den tidlige tyske modernisme i det 20. århundredes arkitektur (det der senere blev til Bauhaus).
Og som sande romantikere skrev de ikke blot historie med deres værker, men også med deres liv: Sådanne senere udbredte brud på god intellektuel opførsel som at konvertere til katolicismen eller kaste sig hovedkuls ud i storpolitik, kan med god ret siges at have Friedrich Schlegel som foregangsmand.

Nøjes med ét aspekt
Set med danske øjne er den slags universal-idealisme (som ikke bare vil det hele, men også gør det) nok lidt ’for meget’; vi nøjes hellere med et enkelt overskueligt aspekt, som vi kan sysle med i fred og ro på universitetet uden at behøve at vælte verden. Således begrænser et nyudgivet udvalg af Friedrich Schlegels skrifter på dansk sig udtrykkeligt til den ’unge’ Schlegel og dennes litterære kritik (det danske udvalg erstatter dermed kun delvis det tyske Hanser Verlags étbindsudvalg som hidtil har været stedet, hvor nye læsere kunne begynde).
Men det er – næsten – også alt nok, for radikaliteten i Schlegels litteratursyn er stadig – og måske mere end nogensinde – en brosten gennem ruden på enhver bogmesse eller kulturnatslig lyrikcafé!

Forholder sig ironisk
Når romantikerne kaldes ’romantikere’, er det fordi, de forholder sig til den efter-antikke litteratur, som for dem (vi er i år 1797) er den moderne litteratur, og som de kalder den ’romantiske’ (Dante, Cervantes, Shakespeare...). Det er en litteratur, der umiddelbart ’mangler’ den antikke litteraturs skønhed og forbilledlighed, men romantikernes store opdagelse er, at dette lige netop ikke er en mangel, men tværtimod en vældig udvidelse af litteraturens aktionsradius.
Forskellen mellem den antikke og den romantiske litteratur er ikke, at den sidste mangler det ’ideal’, som den første trygt hviler i, men derimod at den romantiske litteratur forholder sig ironisk til idealet.
Hvor antikken opfylder et endeligt ideal, er den romantiske litteratur dén som stræber mod et uendeligt (og dermed uopnåeligt) ideal – og som véd det!
I en tid hvor ’neo-klassicismen’ satte den officielle dagsorden, baner romantikerne således vejen for den egentligt moderne litteratur: For Schlegel må litteraturen blive uendelig (undertiden går han så vidt som til at ’demonstrere’ dette ’matematisk’ i sære formler, hvor der mod alle regler divideres med 0!).
Programmet formuleres i utopien om Romanen der samler alle genrer og alle bevidsthedsniveauer i sig: Forfattere som Mallarmé, Proust, Joyce, Musil og Beckett er alle ’romantikere’ i denne forstand (mens hvad vi herhjemme kalder ’modernisme’ som regel ikke er det). Skulle nogen forveksle det romantiske med sentimentalitet eller idyl, er Schlegel et tiltrængt brusebad: Litteraturen skal ikke være ’skøn’; den skal ikke engang være opbyggelig – det er at sætte sig alt for lave mål!
»Det gode skal gøres, det sande skal erkendes; ingen af delene skal være genstand for kunstnerisk fremstilling eller følelse«, skriver allerede den helt unge Schlegel.

’Kunstens autonomi’
Man kan heri se en første formulering af den efterhånden meget misbrugte tese om ’kunstens autonomi’, men så sandelig ikke i den forståelse som i dag praktiseres – kunst som ’kulturtilbud’ og underholdning – men i betydningen en genre-uhæmmet totalrefleksion af hele den menneskelige erfaring. Dét program for litteraturen er fuldt ud lige så udfordrende i dag som for 200 år siden (og man aner, at Schlegel allerede var klar over, hvad Stendhal og Nietzsche sagde explicit: At der findes forfatterskaber, som må vente i århundreder på deres læsere).
Min eneste indvending mod oversætterens solide indsats skal være, at han i romantisk begejstring har ladet sig forlede til at tro, at Schlegel aldrig før er blevet oversat til dansk, og stort set først er blevet opdaget i hans egen studietid, af hans egen studiekammerater.
Begge formodninger er urigtige, ligesom det heller ikke ville have været urimeligt i litteraturlisten at henvise til de betydelige oversættelser og kommentarer der findes på svensk.
Det kan der rettes op på i andet oplag, for det er anmelderens håb, at dette næsten-pionérarbejde vil blive revet væk som en højst nødvendig modgift mod den danske litteraturs og litteraturkritiks provinsialisme og mangel på – ja, ideal!

*Friedrich Schlegel: Athenäum Fragmenter. Oversættelse og indledning ved Jesper Gulddal. 280 s, 249 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu