Læsetid: 2 min.

Rusland vakler over for Beograd

3. oktober 2000

Den serbiske opposition er vred over Ruslands vægelsind i forhold til Serbien. Senest har Rusland anerkendt Milosevic’ valgsvindel

Rusland har valgt en zig-zag kurs over for den politiske krise i Serbien, og det har fået den serbiske oppositionsleder Vojislav Kostunica til at rase over russerne. Senest har Rusland tilsyneladende anerkendt den serbiske leder Slobodan Milosevic’ svindel ved valget den 24. september, idet en erklæring fra det russiske udenrigsministerium taler om den anden valgrunde, som Milosevic har besluttet, skal holdes på søndag.
Den serbiske oppositionsleder Kostunica afviser den anden valgrunde, fordi flere optællinger uafhængigt af hinanden har vist, at han har vundet klart i første runde, og det er derfor ikke nødvendigt med en anden valgrunde.
Rusland har traditionelt tætte bånd til Serbien og kan spille en nøglerolle i forsøget på at løse landets alvorlige krise, der spidser til dag for dag med en generalstrejke og blokader. Ruslands præsident Vladimir Putin tilbød da også i går personligt at mægle mellem Milosevic og Kostunica. Han inviterede de to til Moskva.
Men forinden havde Kostunica kraftigt angrebet den russiske holdning.
»Ruslands politik indtil nu har været unødvendigt ubeslutsom og tøvende. Den kan beskrives som et skridt frem og et tilbage,« sagde Kostunica
Senere sagde han, at han ville overveje Putins tilbud om mægling med sine kolleger i oppositionen.
Putin har afvist at vælge side i krisen i Serbien. Rusland har tidligere vist sympati for Milosevic under NATO’s bombardement sidste år. Efter svindelvalget i sidste måned har Putin ikke taget afstand fra Milosevic, men vestlige ledere, der har talt med Putin, siger, at den russiske præsident er venlig stemt over for Kostunica og de demokratiske forandringer, som befolkningen i Serbien har stemt for.
I et forgæves forsøg på at overbevise Rusland om, at der var noget galt med stemmeoptællingen efter valget den 24. september, sendte oppositionen valgresultaterne til Moskva, så Rusland kunne studere dem nærmere og opdage svindelen.
»For oppositionen i Serbien betyder Rusland meget, og den har haft store forhåbninger til Putin, som den troede stod for en mere neutral linje i Serbien,« siger den serbiske kommentator Petar Lukovic til Information.
Oppositionslederen Vojislav Kostunica er en moderat nationalist, der har angrebet USA kraftigt blandt andet på grund af bombardementerne sidste år.
Men det er ikke kun Kostunica, som har givet Rusland en kold skulder. Det har Slobodan Milosevic også. Han har afvist et tilbud fra Putin om at sende udenrigsminister Igor Ivanov til Beograd for at prøve at mægle. I stedet er to russiske diplomater i weekenden kommet til Beograd, men uden synlige resultater hidtil.
Milosevic har tidligere søgt støtte i Rusland og er økonomisk set i lommen på russerne, der sender betydelige gasleverancer til Serbien.
»Men i dag har Milosevic ikke brug for nogen. Han er helt alene og tænker kun nogle få dage frem,« siger Petar Lukovic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu