Læsetid: 6 min.

Rygsækritualet

17. oktober 2000

William Sutcliffe har skrevet en parodi på vore dages rite de passage: Backpackerturen til Indien

Litteratur
På bagsiden af William Sutcliffes roman står et ultrakort oprids af handlingen: »Liz rejser til Indien for at finde sig selv. Dave rejser til Indien for at komme i seng med Liz.«
Bogen hedder Indien tur/retur, og den er en parodi på en rejse af den slags, 90’er-generationen gjorde til sit speciale: Den store, individuelle rygsæktur for alle der skal finde sig selv og gøre verden til et bedre sted.
Bogens hovedperson, Dave, opdager allerede i lufthavnen, at han hader Indien. Og på resten af turen brokker han sig igennem varmen, som kvæler ham, maden, der giver ham galopperende maveinfektion, tiggerne, som han er bange for, og de andre backpackere, der driver ham til vanvid med deres pseudo-åndelige pralerier og wannabee-hippiehed.
– Handler bogen om dig selv?

Smædeskrift
»Den her? Nej! Jeg har selvfølgelig selv været på de der ture, og hvis jeg ikke kunne bruge mine egne oplevelser, ville jeg ikke have haft stoffet. Altså lige med den her slags bog: Hvis jeg havde været lige så dum som mine personer, ville jeg slet ikke have kunnet skrive den. Faktisk var Daves tonefald noget af det sværeste at få på plads. For han skulle gennemskue alle de andre, men han skulle ikke være bagklog og arrogant og irriterende. Så jeg skrev den om flere gange, og jeg tror først jeg knækkede den, da det gik op for mig, at han skulle være kommet derud ved en fejltagelse. Altså fordi han vil score Liz. Han gennemskuer de andre, fordi han hader det. For egentlig er han lige så dum som dem, bare på en anden måde!«
Sutcliffe er selv godt klar over, at han stiller tingene på spidsen:
»Det jeg var ude efter, var et smædeskrift, virkelig en anti-backpacking-bog. Der er selvfølgelig både gode og dårlige ting at sige om den kultur, men det bliver først rigtig sjovt, når du kører det ud i ekstremerne. De to hovedpersoner, Dave og Liz, svarer til de to klassiske typer jeg har mødt, når jeg har været i Indien. Enten tager du derud og hader det hele, eller også tager du af sted og elsker det hele, det hele er bare vidunderligt. Og begge reaktioner er egentlig lige latterlige. I virkeligheden er det selvfølgelig mere indviklet. Men det er jo et klassisk udgangspunkt for komedier: To folk der hænger på hinanden, er helt forskellige – og i det her tilfælde hænger fast i Indien.«
– Bogen er jo sjov at læse, fordi man genkender situationen fra sine egne røverhistorier, og fra alle de andres. Kan man beslutte sig for at skrive et et generationsportræt? Eller bliver historien nødt til at være udgangspunktet?
»Generationsportrættet kan nok ikke være dit udgangspunkt, hvis du vil skrive en roman. Men på en måde bliver det det automatisk alligevel – du kan blive ansporet, fordi du reagerer på din generations indbildskhed, på alle de ting de tager for givet. Alligevel er det, jeg angriber ikke så meget folks egne historier, når de kommer hjem efter en hæslig tur, hvor de har haft tyndskid hele vejen gennem Indien og siger ’Det var fantastisk! Jeg har fundet mit tantriske centrum og udvidet min bevidsthed til et helt nyt niveau!’ Altså det er selvfølgelig også meget sjovt, og mange har grinet af bogen fordi de har genkendt sig selv i den. Men egentlig tror jeg at den store løgn, som bogen angriber, er den kulturelle position Den Store Rejse har fået som noget meget vigtigt, der er godt for dig og dejligt for alle, noget man bare skal gøre. Som en rite de passage ved overgangen til voksenverdenen. Bagsiden ved det er jo, at folk ender med at tage afsted uden at være nysgerrige efter det land, de besøger. Og andre lande bliver til sådan nogle adventure playgrounds for forkælede unger fra Vesten.«

Den ensomme planet
Som det fremgår af bogen, er det kendetegnende for generationens selvopfattelse, at backpackerturen ikke er en ferie, for man er ude for at lære verden at kende. Man er ikke turist, for man blender med de lokale. Rejsen ligner ingen andres, for man gør det, der føles allermest rigtigt for én selv. Og den er ikke spild af tid, for man er ude og afprøve sine grænser, så man kan komme hjem som et nyt, tolerant, åndeligt menneske. Sidst, men ikke mindst går rejsen selvfølgelig til alle de hemmelige steder, resten af verden endnu ikke har opdaget – undtagen lige dem, der også har købt et eksemplar af Lonely Planet.

Mig-mig-mig-kulturen
»Der er jo en betydelig ironi ved de der Lonely Planet-bøger,« griner Sutcliffe. »At de hedder ’Den Ensomme Planet’, men i virkeligheden fungerer som en forsikringspolice mod nogensinde at være ensom. Du kan tage til Tchad eller whatever, slå op i din Lonely Planet og finde det hotel, hvor du kan møde alle de andre backpackere. Eller du kan tage til indiske storbyer med tusindvis af hoteller, der er fyldt med alle mulige andre slags rejsende. Men backpackerne – dem finder du på de fire-fem hoteller, der er anbefalet i bogen. Så i virkeligheden tager folk ud for at møde noget, de kender. Det er sådan en slags internationalt dating agency. Dave i bogen er fra North London, og hans mest bevidsthedsudvidende oplevelse er da han bliver venner med en fyr fra South London.«
Men er det ikke meget kendetegnende for tiden? Vi kan godt lide at tænke på os selv som meget individuelle, tager ud for at finde os selv – men vi gør det allesammen på den samme måde?
»Jo! Og beviset for det er, at hotellerne er ens overalt. De serverer altid den samme morgenmad, det er altid bananpandekager med varm kakao og æg! Det er en mærkelig blanding af, at vi er meget individualistiske og lidt kujonagtige, og faktisk har vi et ret stærkt flokinstinkt. Vores generation gør det hele for sin egen skyld, selv når vi vil være åndelige. I modsætning til 60’er-hippierne som ville ændre verden, er 2000-hippierne stadig en del af mig-mig-mig-kulturen.”
– Ud og hjælpe de fattige for at have det skønt med sig selv?
»Præcis.«

Vi kan stadig læse
– Tror du også det kræver et nyt sprog at få den nye generation i tale?
»Jeg tror helt klart, at der er nogle gamle typer bøger, der er på vej ud. Den meget ordrige, Dickens-agtige roman, der i sin tid skulle slå en hel masse timer ihjel for folk. Og den meget alvidende forfatter, der sidder på sin sky og forklarer, hvordan verden hænger sammen. Men i England er der faktisk nogle unge forfattere, der virkelig er begyndt at sælge. Det gælder om, at der bliver skabt en hype omkring dig. Hvis først de får hyped dig op som det helt store, bliver der smidt en masse marketingpenge efter dig, og så kan du godt få solgt nogle bøger.«
»Det man skal forstå er, at folk i dag har mange steder at finde de gode oplevelser. Tag et fænomen som The Simpsons, som er et af de bedste snapshots af amerikansk kultur lige nu. Og det er altså en børnetegnefilm, som kulturelt er det laveste lave du overhovedet kan komme i hierarkiet. Det viser bare, tror jeg, at den unge generation ved, at man kan kigge alle mulige steder – tv, internet, film – og de der gamle hierarkier vil glide ud. For der er good stuff og bad stuff, og
good stuff kan dukke op i en tegnefilm, og bad stuff kan vinde Booker-prisen. Derfor gælder det om at skrive noget, der er skarpt nok til at få folk til at slukke for de andre kanaler.«

*William Sutcliffe: Indien tur/retur. 239 s., 199 kr. Borgens Forlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her