Læsetid: 5 min.

Ser Gud virkelig sådan ud

14. oktober 2000

Mens John Lennon blev kanoniseret på sin posthume
60-års dag, forsøger resten af Beatles at få det sidste ord i en kolos af en bog

Ny bog
Det må have været lige efter »I Want To Hold Your Hand,« den jul i 1963, at min mor midt under forberedelsen af tarteletfyldet til julefrokosten pludselig spurgte: »De der Beatles, jeg tror, du hurtigt bliver træt af dem ...« Så åbnede hun endnu en dåse med Beauvais’ blandede ærter og gulerødder, og så kom lammeren: »Det siger mormor også.«
Mormor var gud. Og popguderne skal vide, at jeg i perioder har været træt af dem, men engang virkede det som om hvert aspekt af mit lille, pinligt almindelige liv blev forstørret og eviggjort til at kunne rime på hvert eneste Beatles-refræn.
Jeg vidste godt, jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Jeg var jo ikke dum, bare ung, og i sidste uge blev jeg mindet om det igen, da det endnu engang blev bevist, at min mor var bedst til at lave tarteletter: Beatles er kommet for at blive. Magnetismen er usvækket. De er og bliver populærkulturens mest slidstærke duracellbatteri.

Ud over kvalmegrænsen
Anledningen var selvfølgelig John Lennons posthume 60-års dag, som fik alle midaldrende avisskribenter til at genbekræfte mandens talent, og køre kanoniseringen ud over kvalmegrænsen.
Jeg mener, var han nu så god? Lavede han som solist nogensinde mere end en helstøbt plade, den første primalskrigende, hudløse og hudflettende, og så en håndfuld fremragende sange? Med risiko for at blive jordet af mytomanerne ude på hjørnet af Penny Lane og Memory Boulevard, er jeg tilbøjelig til at sige nej, som jeg sidder her og (gen)hører de netop udsendte digitale remastereringer af Plastic Ono Band og 1980-comebacket Double Fantasy – tak til Sony for cd-opfindelsen, som gør det muligt at springe Yoko Onos sang(e) over!
Omvendt havde – og har – jeg stadig stor respekt for hans vilje til at tage et opgør med sin egen berømmelse, og turde stå ansigt til ansigt med sit virkelige jeg, det dumme svin, den følsomme egocentriker, den ømhedssøgende mand, der aldrig fik lov til at være nok dreng og i hele sit alt for brutalt afkortede liv var bitter og rasende på sin mor og far, fordi de netop ikke havde været det.
Måske blev Yoko begge dele for ham. I hvert fald sagde han selv, at han aldrig havde mødt kærligheden før han mødte hende.
Og han var ikke heller ikke bleg for at undsige sine egne meritter som mere end en fjerdedel Beatle: »She forced me to become avant-garde and take my clothes off, when all I wanted was to become Tom Jones ...«
Citatet stammer fra den anden årsag til det nye globale udbrud af Beatlemania, en tre kilo tung kolos af en laber layoutet coffee table-bog i folioformat, Anthology.
Bogen gav internationale overskrifter og CNN-indslag før nogen havde så meget som læst en linje, for alt var Fort Knox-klausuleret i hoved og røv som et sidste, unødvendigt, bevis på, at Beatles stadig kan sætte dagsordenen anytime at all – f.eks. kan den engelske udgave af bogen ikke fås herhjemme eller på resten af kontinentet af kontraktlige hensyn til de forlag, der har købt rettighederne til lokale oversættelser.
Bogen er i virkeligheden 370 siders autoriseret selvbiografi, bestående af sammenkædede interview-uddrag og citater fra Beatlerne, dengang de var ’fab’. Men også nye lange samtaler med de tre overlevende. Et imponerende researcharbejde, resulterende i 340.000 ord og 1.300 overdådige, ofte ukendte eller glemte billeder.

Tiden læger ingen sår
Autoriserede biografier plejer at være tidsspilde. Det er denne også, hvis man går efter de afgørende nybrud i forhold til Beatles-legenden, som vel, sammen med Elvis’, er den bedst og mest beskrevne i kulturhistorien.
Og man har en lumsk mistanke om, at bogen kommer netop nu, fordi de andre ikke ville lade kritikerkæledæggen John få det sidste ord.
Tiden læger ikke alle sår, men der er lagt erindringsoptimistisk sordin på en række af de konfliktområder, der i sin tid fik gruppen til at gå i opløsning. Alligevel skinner bitterheden og den manglende forståelse igennem. Ingen siger ligeud, at de ikke kunne holde Yoko Ono ud, men det er klart, at hun var et pisseforstyrrende element i deres kunstneriske samarbejde og blodsbroderskab. Hun brød ind i deres karlekammer og viste ham en vej ud, og han kiggede sig aldrig tilbage.
Bogen bekræfter også, at Paul McCartney har været lige så irriterende i sin perfektionisme og forsøget på at opkaste sig selv til kapelmester i en gruppe, der netop eksisterede i kraft af spontaneiteten. Det ræs gad Lennon ikke, men samtidig giver bogen også indtryk af Lennon som lidt af en eftersnakker og medløber. Det var Paul, der var oppe på beatet med de nye strømninger, men Lennon, der som den første indså, at kunst er et spørgsmål på liv og død. I det lys er det helt logisk, at Beatles var på vej til at blive fortid, da de holdt op med at turnere i 1966.
At de så nåede at bevise, at der var et kunstnerisk liv efter teenage-tilbedelsen, siger noget om musikkens eviggyldighed.
Hvad fik de så ud af det, udover millionerne og udødeligheden? George Harrison formulerer det med ophøjet generøsitet: »The moral of this story is that if you accept the high points, you’re going to have to go through the lows. For The Beatles our lives were a very heightened version of that; of how to learn about love and hate, and up and down, and good and bad, and loss and gain. It was a hyper-version of what everybody else was going through. So, basically it’s all good ... it’s only bad if we didn’t learn: Who am I? Where am I going? Where have I come from?«
De ved bedst selv, hvad de lærte, og bogen giver ikke noget svar, men den er forrygende underholdende og essentiel læsning, hvis man er interesseret i moderne kulturhistorie af den slags, hvor studenterhuen ikke hele tiden glider ned for øjnene. Og så er Anthology tankevækkende i midt i en tid, hvor døgnfluedesign er sat i masseproduktion.
Beatles opstod nemlig ikke over night, som det fremgår af de anekdotisk sprudlende skildringer af de tidlige år i Hamburg. Beatles var nemlig ikke kun et produkt af deres tid. Uden dem var tiden blevet en helt, helt anden.
Yeah, yeah, yeah.

*The Beatles: Anthology. Cassel & co/Apple Corps. 370 sider. 28 engelske pund via Amazon.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu