Læsetid: 6 min.

Sidste nyt fra poesifronten

28. oktober 2000

For tiden er fronterne i den danske litterære debat trukket skarpt op. Måske så skarpt, at alle nuancer forsvinder. Hvem har kridtet banen op til kamp – og hvorfor banen ser ud som den gør

Frontlinjerne
Skal digtningen være ironisk og eksperimenterende? Skal den fragmentere sproget og tale med mange stemmer? Eller skal den være et symbolsk udtryk for intense oplevelser og eksistentielle eller måske endog religiøse erfaringer?
Er digteren en lystig jonglør, hvis arbejdsmateriale er sproget, kun sproget og intet andet end sproget, eller skal digteren være et medium, der lader os læsere se nogle sider af tilværelsen, vi ellers ikke har øje for?
Sådan kan indholdet i den poesidebat, der netop i denne måned kan fejre sit ét-års-
jubilæm resumeres. I det mindste, når man ser striden fra det synspunkt, fortalerne for en ironisk-eksperimenterende digtning, anlægger.
Den anden part forholder sig nemlig tavs. Og ville næppe acceptere karakteristikken af sig selv.

Debattørerne
Det hele begyndte med et indlæg i Berlingske Tidende den 9. oktober sidste år, hvor digteren Niels Frank, der også er rektor på Forfatterskolen, angreb den samlede danske forlagsbranche. Disse negligerede den eksperimenterende litteratur og serverede i stedet lunkne middelmådigheder for deres læsere.
En ny forfatter blev kun antaget, hvis han skrev realistisk prosa eller pæn, letgenkendelig lyrik fyldt til randen med eksistens og inderlighed. Hvis hans værker udfordrede vores syn på litteraturen og verden, afviste forlagene dem med ordene ’verdensfjern’ og ’litterær’.
Indlægget vakte furore. Det blev blankt afvist af forlagsbranchen, der indigneret henviste til den perlerække af danske, eksperimenterende forfattere, som debuterede i 90’erne. Men selv om kritikken i første gang blev afvist, så indvarslede Franks indlæg et markant skift i den danske debat om poesiens former og litteraturens tilstand.
Efter 80’ernes lyriske revolte mod 70’ernes marxisme var der en udbredt opfattelse af, at digtningens mangfoldighed endelig kom til orde i 90’erne. Af samme grund havde den litterære debat været tolerant, på grænsen til det dovne. Hvorfor skændes om hvordan litteraturen skal se ud, når der er plads til alle?
Niels Frank kridtede banen op til en debat på andre præmisser. Et par medspillere fulgte hurtigt trop – først og fremmest Marianne Stidsen og Lars Bukdahl, henholdsvis lektor ved institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet og anmelder på Weekendavisen. I løbet af det sidste år har de trukket fronterne skarpt op i det, de ser som to modsatrettede fløje i dansk litteratur(kritik).
Imidlertid står Frank, Stidsen og Bukdahl på den samme side. Alle tre kæmper for den ironiske og eksperimenterende digtning og for en poesi, der er polyfon og fragmenteret, fordi den er på omgangshøjde med nutidens samfund. Det er en type af digtning, de mener undertrykkes af det litterære establishment. Til gengæld dyrkes den i undergrunden, hvorfor de beskriver den som en ny, litterær avantgarde, der er på vej frem.
Ifølge den avantgardistiske fløj går ’de andre’ som nævnt ind for en traditionel, jeg-centreret og inderlig digtning, hvor digtet er symbolsk udtryk for intense oplevelser og eksistentielle eller måske endog religiøse erfaringer. Og digteren et medium, der åbner til sider af tilværelsen, vi ellers ikke har øje for. En forestilling om poesiens væsen, der kan føres tilbage til romantikken eller 1890’ernes danske symbolisme, og som altså ikke er på omgangshøjde med nutidens samfund.
I al fald ikke, hvis man spørger forkæmperne for den nye avantgarde. Ønsker man at spørge ’de andre’ selv, så ender man med et paradoksalt problem. De er der nemlig ikke. Eller rettere: De er der nok, men de ønsker ikke at spille med. Ikke på dén bane, Frank, Stidsen og Bukdahl har kridtet op.
I en offentlig debat kan man selv vælge, om man vil deltage, men man kan ikke vælge, om man bliver inddraget eller ej. I Information 10. februar nævner Stidsen Søren Ulrik Thomsen som eksponent for en nykonservativ anti-avantgardisme. Hverken hans digte eller hans æstetiske holdninger – som se-nest er kommet til udtryk i poetikken En dans på gloser – falder i hendes smag. Søren Ulrik Thomsen har ikke svaret.
Andre gange er denne avis ’ litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen og digteren Niels Lyngsø, der er anmelder på Politiken, blevet nævnt som modspillere. I sådanne tilfælde tilskrives de begge en intolerant og u-avantgardistisk holdning til poesien. I en kronik i Information skriver Marianne Stidsen således, at »for øjeblikket tyder noget på, at realismen er ved at genoprette magten over sindene. Dette fremgår (…) også af den fremstormende digter-anmelder Niels Lyngsøs såkaldt kognitive poetik, der får ham til på skrift at myrde alle nye digtere, som ikke sætter billedet og rytmen og skønheden i højsædet.«
Citatets tonefald markerer tydeligt, hvem der er helt, og hvem der er skurk. Den eksperimentelle, avantgardistiske digtning er trængt i nutidens Danmark; hvis den endelig udgives, skal Niels Lyngsø nok afholde en offentlig henrettelse i Politikens spalter. Insinuationerne er grove, ikke desto mindre holder »den fremstormende digter-anmelder« sig til noget, der efterhånden ligner principiel tavshed.
Det samme gør Skyum, hvis man ser bort fra et essay (Information, 26. februar i år), hvor han afviser at debattere på de opsatte præmisser og i det anlagte tonefald.
Som bekendt skal der to til tango. Og selv om den ene part byder op, så er der ikke noget bal, før den anden rejser sig fra bænken. Indtil nu har fronttrækningen mellem avantgarde og tradition ført til en mislykket regndans for én part, energisk fremført på den litterære offentligheds mange scener. Det har været underholdende, engageret og aggressivt – men det har ikke skabt nogen frugtbar debat.

Æstetik og institution
At diskussionen mellem avantgarde og establishment er gået i stå, før den kom i gang, betyder hverken at Frank, Bukdahl og Stidsen tager fejl, eller at de har ret, men kun at ingen har taget deres kastede handske. Alligevel: Når ingen på et helt år har villet spille med, så er det måske på tide at spørge til debattens bagvedliggende præmisser. Holder idéen om en undertrykt avantgarde for et nærmere eftersyn?
Svaret er ja – og nej, og så nej en gang til. Koncentrerer man sig om de æstetiske poler i dansk digtning lige nu, så giver det faktisk god mening at trække en front mellem henholdsvis ironi og inderlighed og mellem et ideal om værkets organiske sluttethed og åben, fragmenteret digtning.
Eksempler på de to typer af digtning kunne være de sindigt tæksomme og eksistentielle arabesker i Søren Ulrik Thomsens Det skabtes vaklen, sat overfor Franks egne polyfone og humørfyldte langdigte, som de tager sig ud i hovedværket Tabernakel.
Grænsen mellem de to positioner er ikke mere nagelfast, end at betydningsfulde 90’er-digtere krydser hen over den med suveræn ligegyldighed. Hverken Pia Juul, Simon Grotrian eller Nikolaj Stochholm lader sig indrullere i de to fløje. Men som æstetiske modpoler er de helt klart til stede i dansk lyrik p.t.
Institutionelt set er det derimod løgn og latin og mod bedre vidende, hvis nogen påstår, at eksperimenterende litteratur er undertrykt Danmark. Tværtimod: De litterære institutioner har med kyshånd kastet sig over de forfattere, der skulle udgøre forfronten i den ’nye danske avantgarde’.
Tidskriftet Øverste Kirurgiske fik således Det Danske Akademis debutantpris i år. Og Ursula Andkær Olsen, der med med Lulus sange og taler debuterede som fuldt flyvefærdig, polyfon og fragmenteret avantgardist, blev allerede i 1998 nævnt i et særnummer af litteraturmagasintet Passage, som handlede om den danske kanon.
Kanoniseret to år før sin debut som digter, altså. Den eneste anden forfatter, hvis uudgivne værker omgives med samme grad af hype, er digternes digter Per Højholt. Og han er, uanset hvilken fløj der bestemmer, et ret fint selskab at være i.
Vender man sig mod den litterære kritik, er det rigtigt, at der for tiden er (mindst) to fløje, og jo, de kan sådan nogenlunde repræsenteres af Skyum-Nielsens eksistentielt funderede kritik og Bukdahls snart legendariske krav om en monstrøs, overstyret digtning. Deres position som anmelder på henholdsvis Information og Weekendavisen peger på en grundlæggende institutionel symmetri, ikke på en undertrykt og hensmægtende avantgarde.
At Gyldendal eller andre af de store har afvist nogle af forfatterskolens mere outrerede elever, er i den sammenhæng et mindre problem. Hvis de virkelig vil, så skal de nok få deres tekster udgivet og anmeldt – om ikke andet, så kan de gøre brug af 60’ernes og 70’ernes stencilapparater. Det ville til gengæld være avantgarde!

*Tue Andersen Nexø er stud. mag. i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet samt boganmelder ved denne avis.

Serie

Debattørerne

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her