Læsetid: 6 min.

Den sidste patient

9. oktober 2000

For 20 år siden blev kopper som første og – ind til videre – eneste sygdom udryddet. Hvorfor går sygdomsudryd-delse så trægt?

Kopper
I september 1970 døde den sidste patient af kopper i Danmark, men inden da havde han formået at sætte landet på den anden ende. Den kopperramte patient var en ung nordmand som studerede i København. Måneden før var han kommet hjem til Danmark efter et ophold i Afghanistan, men få dage efter hjemkomsten blev han indlagt på Blegdams hospital, der senere flyttede ham til Rigshospitalet, med svære symptomer på kopper. Da lægerne med sikkerhed kunne fastslå, at nordmanden led af kopper, satte det hospitalet, og ikke mindst regeringen, i nærmest undtagelsestilstand.
Problemet, set med hospitalets øjne, var, at koppesygdommen smittede med lynets hast, og der derfor var fare for, at en epidemi skulle bryde løs, som ville være vanskelig at stoppe.
Problemet, set fra politisk hold, var, at en koppeepidemi i Danmark ville betyde isolation fra udlandet, og det ville blandt andet medføre, at lufthavnene ville blive lukket, der ville komme rejse- og ikke mindst eksportstop, som ville betyde milliontab for erhvervslivet. Der var derfor ingen tvivl om, at alt skulle sættes i værk for at finde de muligt smittede og derved standse sygdommen.

Eftersøgningsarbejde
Lægernes beregninger viste, at der var et halvt døgn til rådighed, inden de første eventuelt smittede fik kopper. Nu gjaldt det om at finde de personer, nordmanden havde haft kontakt med og dermed udsat for smitte. Hospitalet forventede et antal omkring 300 personer, men da nordmanden havde været yderste social anlagt, skulle det snart vise sig, at antallet var det dobbelte. Desuden blev situationen forværret af, at den norske patient havde været i kontakt med en del udlændinge – som nu var på vej væk fra Danmark, og folk som af religiøse årsager ikke var koppervaccinerede. Det lykkedes dog at finde alle de muligt smittede i løbet af en uge takket være et storstilet efterlysningsarbejde og samarbejde mellem personale fra hospitalets epidemiafdeling og Interpol.

Teltlejr
I alt havde nordmanden været i kontakt med 689 mennesker, siden han var kommet hjem fra Afghanistan, og alle 689 blev isoleret i teltlejre på Blegdams hospitalets område i to uger. Da isolationstiden var gået kunne man konstatere, at ingen af de mulige smittede havde udviklet sygdommen, og den mulige epidemi var dermed udeblevet.
Senere diskuterede læger og personale længe, hvorfor ingen havde udviklet sygdommen. De diskuterede, om det var fordi, lægerne havde været meget dygtige eller meget heldige, eller måske snarere fordi nordmandens koppesygdom måske ikke smittede? Ingen er nogensinde kommet frem til et endegyldigt svar.
Det, historien mest af alt er et eksempel på, er den store angst, der fulgte i kølvandet på kopper. Kopper har været kendt og frygtet siden tidernes morgen og har været tæt sammenvævet med menneskehedens politiske og sociale udvikling.

Variola virus
Kopper skyldes et højvirulent, luftbåret poxvirus, variola virus, og var, indtil den blev udryddet i 1980, en af de mest smitsomme sygdomme. Beregninger peger på, at omkring 30 millioner mennesker døde af kopper i løbet af 1900-tallet.
Sygdommen var nem at diagnosticere, idet den blandt andet viste sig som væskefyldte blærer over hele kroppen. Disse blærer var skyld i, at eventuelle overlevende ville være koparrede resten af deres liv. Desuden var dødeligheden høj, mellem 5-50% af de smittede ville dø af sygdommen. Forældre vidste ikke, om deres børn ville overleve barndommen, før barnet havde haft kopper, idet en af sygdommens særlige kendetegn er, at den giver livsvarig immunitet. Havde man været syg af kopper én gang, så var man immun mod sygdommen resten af sit liv
Politisk har kopper ofte spillet en fremtrædende rolle. Især i forbindelse til spaniernes erobring af Mellem-amerika i 1500-tallet havde kopper en hovedrolle. De spanske sømænd bragte sygdommen med sig i bagagen, og denne snigende dræber lettede erobringen ved at slå de fleste indianere ihjel. Det menes, at den indianske befolkning igennem en årrække blev reduceret fra ca. 30 til 3 millioner efter mødet med kopper og andre sygdomme.
Krige er også blevet afgjort til fordel for den hær, som er blevet mindst ramt af koppeepidemi. Under den fransk-tyske krig i 1870-71 døde mere end 23.000 af de franske soldater, mens færre end 300 af de tyske soldater døde som følge af kopper. Denne store forskel i dødsofre skyldes først og fremmest, at tyskerne var mere grundige til at vaccinere deres soldater mod kopper end franskmændene – og netop den første vaccine, som blev udviklet i verdens- historien, var vaccine mod kopper.

Smukke malkepiger
Forbyggelse mod kopper var i århundreder blevet foretaget i Asien og Mellemøsten, hvor man podede børn med en mild form for kopper for derved at gøre dem immune. Metoden kom til Europa i 1700-tallet, og blandt andet Struensee benyttede metoden, idet han podede den senere Frederik den 6.
I 1700-tallet var det des-uden almindelig kundskab hos landbefolkningen, at smitte via hænderne med den beslægtede kokoppevirus gjorde malkepigerne immune for efterfølgende koppe-epidemier – det vil sige, at malkepiger var smukkere end de fleste, fordi de ikke var koparrede.
Den engelske læge Edward Jenner havde også bemærket de smukke malkepiger, og han begyndte at forske i sagen og var, i samarbejde med andre, med til at udvikle den første vaccine (vacca=ko) mod kopper. Vaccinen mod kopper i dag bygger på mange af Edward Jenners ideer.
I 1966 kom et budgetforslag om global udryddelse af kopper til afstemning i WHO. De fleste af de industrialiserede lande mente, at det var for dyrt og udtrykte stor tvivl om, hvorvidt det overhovedet var muligt at udrydde kopper.
Men på trods af modvilje blev udryddelsesprogrammet sat i gang, og i de følgende årtier lavede sundhedspersonale et stort forebyggende og opsøgende arbejde. Takket været en utrættelig indsats for at opspore kopper i de fjerneste afkroge af verden kunne WHO i 1980 er-klære kopper for globalt udryddet og dermed fejrede WHO deres måske største triumf. Kopper var udryddet, men der findes dog stadig to kendte lagre af koppevirusen i verden: ét i USA og ét i Moskva. Disse lagre skulle have været destrueret i 1999, men dette blev udskudt på baggrund af truslen om biologisk krigsførelse.

Fremtidens sygdomme
Nu er det selvsagt ikke alle sygdomme, som mennesket på nuværende tidspunkt kan udrydde. Der er flere grunde til, at kopper kunne udryddes.
Først og fremmest var der kun en variant af koppevirusen til forskel fra for eksempel influenza, som findes i et hav af varianter. Desuden fandtes der en effektiv og billig vaccine, som var nem at transportere rundt i verden. Herudover var smitteopsporing nem, da kopper havde meget karakteristiske symptomer. Sidst, men ikke mindst, fandtes sygdommen kun hos mennesker og ikke hos dyr.
En sygdom skal altså have visse egenskaber for at kunne blive udryddet, men lige så vigtigt er opbakning i befolkningen og politisk støtte.
Polio er den næste på WHO’s liste over sygdomme, som skal udryddes.
Egentlig skulle polio allerede være udryddet i år, men sådan kom det ikke til at gå, og det skyldes hovedsageligt politisk modvilje i krigsramte lande, som gør det svært at nå ud til de områder, hvor der stadig er polio.
Mæslinger er også på WHO’s liste over sygdomme, som skal udryddes, men her er et af de store problemer, at ikke alle befolkningsgrupper er enige om at udrydde sygdommen. I for eksempel Danmark anses mæslinger for at være en harmløs børnesygdom, som ikke alle forældre har lyst til at vaccinere deres børn imod. Forældrene mener, at det er for be-sværligt, og de frygter, at vaccinen kan give eventuelle bivirkninger. På den anden side bliver mæslinger ikke anset for helt så harmløs i visse u-lande, da sygdommen dér nemt kan koste et underernæret barn livet.
Men selv hvis der en dag mirakuløst skulle opstå det rette samspil af politik og økonomi, som kunne muliggøre udryddelsen af nogle af menneskehedens frygtede sygdomme, så er det en kamp uden ende, for der vil altid stå nye sygdomme parat til at overtage. Så indtil da må man prise sig lykkelig over at leve i et privilegeret land, hvor vi har ressourcerne til at vaccinere mod nogle af menneskehedens dødbringende sygdomme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu