Læsetid: 3 min.

Sjællænderne tager hul på fremtiden

30. oktober 2000

Ambitiøst værk af Andy Pape blev uropført af de veloplagte Sjællandssymfonikere, som er en uomgængelig institution, der ikke behøver føle sig andenrangs

Koncert
Sjællands Symfoniorkester opruster til en ny tids udfordringer med ny chefdirigent og ny orkesterchef. Den første hedder Giordano Bellincampi, den anden Søren Bojer. Ingen tvivl om at nytænkningen vil være til gavn for orkestret, der alt for længe var underlagt en forkert dirigent, der spillede et tvivlsomt repertoire.
Sådan som orkestret spillede lørdag eftermiddag i Tivoli er der al mulig grund til optimisme for fremtiden. Nu må og bør ingen i og omkring orkestret føle sig andenrangs i forhold til noget som helst orkester i landet.
Det første man bemærkede i lørdags var orkestrets homogene klang med en varmt klingende strygersektion. Frans Rasmussens medrivende direktion fik Hartmanns 1. Symfoni til at sprudle af romantisk poesi – næsten som et musikalsk glansbillede.
Musikken kunne med held også tilføres lidt mere ‘farlighed’: Flere kontraster, mere dynamisk udsving, endnu skarpere præcision i indsatserne – uden at det hele udarter til Schönwandsk turbo.

Bulder og brag
Der er flere områder i Sjællands Symfoniorkesters virke, som gør orkestret til en uomgængelig institution: Viljen til at satse på det usikre, de lidt mindre kendte navne. Hvor Radiosymfoniorkestret hovedsagelig holder sig til den lille klub af gode venner, de sikre komponist-kort, som passer til jetsettets selvforståelse og -provomering, bestiller Sjællænderne nyt af andre, men ikke desto mindre spændende navne.
Ved koncerten fik den danske komponist Andy Pape uropført sit stort anlagte Vølvens spådom for mezzosopran, drengekor, blandet kor og orkester. Pape har lavet musik, som er spillet i Vestre Fængsel, i Malaysia og på Broadway i New York. Hans musik er bedst i en teatralsk sammenhæng. I virkeligheden skriver han mestendels teatermusik, også selv om der ikke er et teater i nærheden.
Vølvens spådom bygger tekstligt på et oldnordisk digt, som handler om ragnarok, altså verdens undergang. For Pape er der her sprængstof til det store teater: At føde verden, at lade den gå under og lade opstå på ny. Alt sammen i løbet af 45 minutter.
På mange måder minder værket i sin ydre formale opbygning og indre dynamik om Bo Holtens 1. Symfoni, som også handler om tumult i verden og fødselssmerter og livsblod, der ryster omgivelserne. Holtens andensats har samme opbygning af bulder og brag, som Pape ønsker i sit nye værk. Begge komponister arbejder inden for (en slags) tonalitet eller modalitet. Hos Pape betyder det i høj grad genkendelighed, idet bestemte skalaer og vendinger gentages og varieres i kunstnerens uendelighedsmaskine.

Uhørlig acceleration
Lyden af et godt syngende drengekor er en skøn ting. Københavns Drengekors uskyldsrene tone blandet med de meget voldsomme udladninger i både orkester og i det store kor, gav en særlig stemningsmættet atmosfære af ubesmittet verden under afvikling som følge af ydre påvirkning. Det hele suppleret af sopranen Hanne Fischer, der indtog en central rolle som fortællende instans i dramaet.
Gudernes kamp, tørsten efter guld, menneskenes lidelser, aftaler som brydes, spændinger mellem mand og kvinde, er oldnordiske historier, som rækker ind i vores egen tid.
De islandske kvad tiltalte Wagner og Pape – og mange andre.
Det mest vellykkede teatereksperiment med det mytologiske stof i nyere tid fandt sted i København i juli 1996 med opførelsen af Gudruns 4. sang, der havde musik af Haukur Tómasson. Her dannede en tørdok på Holmen perfekte rammer til at virkeliggøre visionerne.
Andy Papes musik kalder på lignende rammer. Det ville også i nogen grad kompensere for det, jeg opfatter som komponistens største problem: Han bliver ved for længe. Papes og denne lytters fornemmelse for, hvor længe et materiale kan bære at blive udnyttet, er meget forskellig.
Komponisten skriver i en værknote: »Jeg har også været optaget af en slags accelerations-idé, der gennemsyrer hele værket.«
Spændende. Hvilket accelerando?
Måske kommende opførelser vil tydeliggøre komponistens intentioner, også på dette område.

*Andy Pape: ‘Vølvens spådom’, uropførelse lørdag i Tivolis Koncertsal. Sjællands Symfoniorkester, Københavns Drengekor, korene Carmina og Camerata, sopranen Hanne Fischer. Dirigent.: Frans Rasmussen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her